At vedligeholde fremfor at erstatte
Mange populære terapeutiske retninger har tendens til at fokusere på selvudvikling, der sat på en formel kunne lyde nogenlunde således:
selv + udvikling
Om eksistens; filosofisk og psykologisk
Efter at have boet i Viborg i mere end 9 år, er der et underfundigt mønster, der altid viser sig, når jeg fortæller, hvor jeg arbejder.
Da jeg før mit jobskifte besvarede spørgsmålet: ”Hvor arbejder du?” med ”Nykøbing Mors”, gjorde folk store øjne: ”MORS?!” som om netop dette sted var noget for sig. De fleste fulgte udbruddet op med: ”Det er sørme langt væk”, og jeg svarede altid på samme måde: ”Nja, det tager en time.”
Hvornår har du sidst givet en kompliment til et menneske, du kender, men måske også til en, du ikke kender?
For mange er svaret formodentlig ‘for nylig’, mens det for andre ikke er helt nemt eller naturligt at give både fremmede og bekendte et rosende ord med på vejen.
For en måned siden startede jeg som gymnasielærer på et større gymnasium efter mere end 10 år på en mindre skole.
Det første, der ramte mig, i mødet med de nye elever, var, at de alle afsluttede timen med på vej ud ad døren at sige: ”Farvel og tak for i dag”
Hvis man er heldig at være omkring mindre børn i ny og næ, bliver man mindet om, hvor eksplosivt følelser kan komme til udtryk. Det ene øjeblik er der klukkende, livsglad latter, det næste høres store hyl, vredesudbrud, måske startes en slåskamp, for i det næste øjeblik at blive erstattet af en ny og intens sindsstemning. Hele skalaen er i brug, og en følelse varer sjældent længere end nogle få minutter ad gangen.
Forleden overhørte jeg en samtale til en familiefest i Nordjylland, hvor en mand spurgte en kvinde: ”Er du ikke bare stolt af din søn?” Moren, hvis søn havde bestået en vigtig eksamen, stivnede og kvækkede så: ”Jo, det er man vel, men det er jo ikke så nemt at sige højt.”
I disse regnfulde sommerdage er der nok mange, der overvejer, om en rejse sydpå måske kunne give en lille snert af feriestemning. Og ifølge vejrudsigten vil regnen insistere på at blive ved med at tromme mod ruderne lidt endnu.
Men behøver en sommerferie altid være lig med varme, sol og eksotiske rejsemål?
Hvordan fællessang kan minde os om, hvorfor barndommens livsglæde bør være med os igennem alle livets faser; selv når vi er voksne.
Den livsåre, der som træets mangfoldige rodnet, grene og kviste løber igennem livets faser fra barndommen, ungdommen, voksenalderen og alderdommen, kaldes også for vores personlighed, eller i andre sammenhænge for vores ’jeg’.
I gymnasiet havde jeg en meget nær veninde, der næsten uden undtagelse lå en karakter højere end mig i alle fag. Det var ikke fordi, hun pralede. Tværtimod var det oftest mig, der spurgte hende, hvad hun havde fået i karakter. Jeg kendte altid svaret, og alligevel blev jeg ved med at spørge.
Det er som om forårets klare lys og knopperne på træerne hvert eneste år kommer bag på mig. Som om det, der er i vente, næsten er for godt til at være sandt. De første tegn er de små vintergækker, der deres ynde til trods er nogle af de mest modstandsdygtige og vedholdende væsener. Sammenlignet med de storslåede og vildtvoksende gevækster, der folder sig ud senere på sæsonen, synes vintergækken så lille og ubetydelig, men dens evne til at gro frem midt i den hårdeste frost gør den til et lille mirakel.
Hver onsdag underviser jeg en gruppe mænd i korsang. En af dem har haft 45-års jubilæum, mens en enkelt af sangerne blot er i starten af 20’erne. Fælles for dem er deres kærlighed til at synge, men vigtigst af alt er fællesskabet og venskaberne, der for mange af mændenes vedkommende efterhånden er blevet livslangt.
Jeg hørte et sjovt udtryk forleden, som jeg ikke siden har kunnet slippe. Det lød: Du har to ører, men kun en mund. Du bør derfor lytte dobbelt så meget, som du taler.
Udtrykket er finurligt, fordi det er så visuelt, og fordi det modsatte er bizart; tænk hvis man talte dobbelt så meget, som man lyttede.
Når et mål er nået, er man kommet hjem; i eventyrene skal dette forstås konkret, som at helten rejser væk hjemmefra, kommer ud i verden og løser en eller flere udfordringer, for så at vende hjem som helt.
Her er ’hjemmet’ et konkret sted, hvorfra rejsen starter og slutter, men man kan kun vende hjem, hvis målet for rejsen er nået.
Noget der er fascinerende ved at bo tæt ved naturen, er at se den forandring, der udspiller sig for øjnene af dig på daglig basis. I går stod mit japanske kirsebærtræ stadig med alle sine blodrøde blade, men her til morgen var de farverige blade blevet til et blodrødt hav på fliserne under træet.
Når en klient sætter sig i stolen, er det ikke unormalt at høre sætninger såsom: ”Mine forældre gjorde det bedste, de kunne” eller ”Undskyld, jeg græder, jeg ved godt, du synes, jeg er latterlig nu”, ”Dengang opdragede man jo børn ud fra metoden – ses, men ikke høres, så selvfølgelig var jeg meget overladt til mig selv.”
Mange populære terapeutiske retninger har tendens til at fokusere på selvudvikling, der sat på en formel kunne lyde nogenlunde således:
selv + udvikling
Hvis du læser dette og arbejder med omsorgsfag, vil jeg bede dig om at fundere over følgende spørgsmål, inden du læser videre:
Hvad fik dig til at gå ind i et omsorgsfag?
Prøv at starte med at stille dig selv følgende spørgsmål:
”Hvilken fortælling fortæller jeg om mig selv, hvis jeg skal beskrive, hvordan livet har formet mig?”
For små 100 år siden var begrebet ’ungdom’ ikke en term, der endnu var opfundet, men fra 50’erne opstod en ny gruppe, i hvem reklameindustrien så en helt ny kundegruppe.
Et af de spørgsmål, der har optaget flest forskere indenfor psykologien, er begrebet ’identitet’
Der er så meget, man har ventet på de sidste to år: svar på testresultat, at komme igennem til smitteopsporing og ophævelse af selvisolation, men nok mest af alt vished om, hvornår tilværelsen bliver, som den var før.