At vedligeholde fremfor at erstatte

At gå i terapi kræver en helhjertet indsats, for det er et hårdt arbejde at gå ind i det, der er svært. Men du er ikke alene om at trække læsset. 

Terapi kan give et indblik i alle de aspekter, der knytter sig til netop dig: din opvækstfamilie, din nuværende familie, dit arbejdsliv og dit genetiske ophav.  

Mange populære terapeutiske retninger har dog tendens til at fokusere på selvudvikling, der sat på en formel kunne lyde nogenlunde således: 

selv + udvikling =

DU skal udleve dit potentiale, DU skal opnå dine drømme, DU skal sætte mål, som DU skal nå

Det lidt endimensionelle fokus på du’et kan til tider komme til at lyde, som om vi mennesker er forkerte og bør erstattes af noget bedre.

Hvis man i stedet begyndte at tænke på sig selv som en, der skal vedligeholdes, kan man forstå det at gå i terapi på samme måde, som vi vedligeholder ejendele, vi holder af. 

Når vi vedligeholder, holder vi noget ved lige. Det gør vi af kærlighed til genstanden, fordi den gør os glad, eller fordi den opfylder en praktisk funktion. 

Men vigtigst af alt vedligeholder vi, fordi genstanden ikke bare kan erstattes af en ny. 

Lad mig illustrere dette med et helt konkret eksempel: 

Som ung købte jeg et kludetæppe bestående af uldgarn i et væld af farver. Jeg har aldrig brudt mig om tæppets materiale, for den kradsende uld hverken lugter godt eller føles behagelig mod kroppen. Tæppet tiltrækker snavs, fordi maskerne er store og materialet stridt, men det er et pænt tæppe. 

I dag fandt jeg tæppet på loftet. Jeg havde faktisk glemt, at jeg ejede det. 

Når jeg nu fokuserer blikket på det store stykke stof, jeg sidder med i hænderne, drukner farverne og siver ind imellem hinanden. Zoomer jeg ud, kan jeg se et symmetrisk mønster af forskellige garnfarver, der hver især danner snorlige rækker med store, luftige masker, der lader lyset trænge igennem, hvis jeg løfter det op mod solen.

Det er pænt.

Men det kradser, og jeg kommer nok aldrig til at holde af det. 

Nu sidder jeg med det i hænderne og har gjort det den sidste time. Jeg bruger tiden på at hive overskudsgarnet af, hvor det er blevet ekstra uldent, og jeg trækker et utal af små grene ud imellem maskerne, fordi jeg har haft det med ude i haven for tre år siden. 

Der er ikke noget større formål med det, jeg gør, og jeg bliver formodentlig næppe færdig med at finde grene, grannåle og tørt græs, men jeg bliver ved. For hver gang min hånd berører tæppet og flytter sig igen, kommer jeg tættere på materialet. Jeg bliver gladere for tæppet, selvom det jo som bekendt er hverken blødt eller behageligt. Men pludselig er det mit, og jeg giver det min fulde opmærksomhed. 

Processen får mig til at tænke på de hænder eller på maskinen, der har skabt dette tæppe. Det er jo med stor sandsynlighed en maskine, når jeg betragter prisen i forhold til størrelsen, men hænder ejet af mennesker har der under alle omstændigheder været bag netop mit kludetæppe. Nogen har fået ideen, designet det, lavet en tegning og bagefter en opskrift, uldet har siddet på ryggen af et får, der er blevet passet og plejet, har fået mad og vand, måske har det fået lam, og et par gange om året er det blevet klippet af hænder, der fragtede ulden videre til en fabrik. Her er det beskidte uld blevet vasket, farvet, bearbejdet og omdannet til garn, og alle de mange hænder har sendt netop mit garn videre i systemet til en ny fabrik eller butik, der enten har solgt garnet videre eller produceret et tæppe. 

Sidenhen har også de hænder ladet tæppet glide videre til en fragtmand, mens en gruppe mennesker ansat indenfor markedsføring har sørget for, at tæppet blev placeret på rette sted i rette tid, til at en kunde kunne se det og købe det. 

Tanken om at skille mig af med det strejfer mig, men efter at have siddet med det i over to timer, have vasket det og hængt det til tørre, er jeg blevet gladere for det. 

Lidt forenklet kan man måske trække tråde fra forbrug til selvforvaltning. Når man går i terapi i den tro, at selvet kan erstattes, mister man blikket for, at vores selv jo er os. Vi er den, vi er, som et produkt af et livslangt vedligehold, eller for nogles vedkommende mislighold. 

For selvet kræver omsorg, nysgerrighed og tid. 

Når man går i terapi over en længere periode, vil man ofte indse, at det jeg, der måske har syntes fremmed for en selv, hele tiden har været med os. Fra vi som fostre i vores mors mave kunne sanse, lytte og se, til vi som små børn med vores nysgerrighed undersøgte verden for første gang. Med tiden er vi måske kommet længere væk fra det barn, der ivrigt betragtede både sig selv og sin omverden med overvældende begejstring, men barnet er stadig med os, selv når ydersiden ikke længere ligner et barn.

Vi er alle en del af tilfældighedernes spin, der med sine tråde gør os til dem, vi er. Noget kan vi se med det blotte øje, mens andet kræver kærlig omsorg at få blik for.

Jeg tænker, at mit tæppe nok i bund og grund slet ikke er lavet af uld, men af et syntetisk materiale. Taget i betragtning hvor billigt det var, kan der måske være noget om ordsproget: ”What you see is what you get”; jeg overvejer stadig at smide det ud, fordi det kradser. Grunden til jeg formodentlig ender med at beholde det, er, at det fortæller en historie fra den periode af mit liv, hvor jeg købte det. 

Det er i bund og grund et spørgsmål om at vælge: behold det, og du vil fortryde det; smid det ud, og du vil fortryde det. Løsningen må vente lidt endnu, men at genopdage tæppet blev en mulighed for at genopdage noget i mig, der egentlig slet ikke havde noget med det konkrete tæppe at gøre, men med den indvirkning, vores valg altid vil føre med sig: Du kan smide ud og forkaste, eller du kan anerkende det, der er, og vedligeholde det. 

Læs mere:

Jonathan Martineau: Time, Capitalism and Alienation – A Socio-Historical Inquiry Into the Making of Modern Time (2015)

Søren Kierkegaard: Enten-Eller (1843)