Udgivet i Nordjyske Stiftstidende, 20/2-2024
Hver onsdag underviser jeg en gruppe mænd i korsang. En af dem har haft 45-års jubilæum, mens en enkelt af sangerne blot er i starten af 20’erne. Fælles for dem er deres kærlighed til at synge, men vigtigst af alt er fællesskabet og venskaberne, der for mange af mændenes vedkommende efterhånden er blevet livslangt. Et kor er som et arkiv af minder, gamle anekdoter om fælles oplevelser og afdøde medlemmer, akkompagneret af sange, der minder om en for længst overstået tid, og sange der giver indblik i perioder, man måske ikke selv har gennemlevet, men som kan erfares ved at synge om dem. Og så er det et foreningsliv i forandring.
For i Danmark anno 2024 er der noget lidt gammeldags over foreninger, der er forbeholdt det ene køn. Man kan næsten høre kritikken for sig, når man insisterer på, at der er fællesskaber, der ekskluderer på baggrund af et menneskes køn; ikke på evner, præferencer eller alder, men på kønnet alene. Men de eksisterer stadig i bedste velgående både formelt og i mere skjult omfang.
Da jeg gik i gymnasiet, stiftede jeg bekendtskab med den danske forfatter, Tage Skou-Hansen, der med sin tekst Det midlertidige fællesskab (1969), skrev sig ind i min livsbevidsthed med et budskab om, at mange af de grupper, vi færdes i, fra tid til anden vil forandres, ændre sig og måske opløses. Og det til trods for at grupperne i momentet kan føles livsvigtige, som var de selve fundamentet for hele vores eksistens.
Skou-Hansen formulerer det således: ”Ens liv består af parenteser. Ser man tilbage, har man været et halvt år på kursus, et år i udlandet, to år i et job i Vendsyssel og tre i et nyt job i Næstved… Det, som vi oplever i vort livs parenteser, er netop ofte et fællesskab.”
Her tænker jeg særligt på venskaber, der i ungdomsårene udgjorde det meste af min verden, men som i dag måske slet ikke eksisterer som andet end et tillykke på hinandens fødselsdag en gang om året, hvis det da overhovedet sker. Det er ikke fordi, at det fællesskab ikke var betydningsfuldt, mens det stod på, det er bare ikke fulgt med den ydre forandring, der er sket i mit liv, i takt med at jeg er blevet del af nye fællesskaber.
Og når det så er sagt, så er det måske også værd at skænke nogle af de fællesskaber lidt opmærksomhed, som måske ikke er tydeligt afgrænset, men hvis funktion skaber et tilhørsforhold for dem, der bekender sig til dette usynlige fællesskabs præmisser. Her falder mine tanker først og fremmest på mit lokale autoværksted.
Hvis der er noget, jeg før i tiden sjældent havde lyst til, var det at sidde på et autoværksted og vente på, at min bil fik skiftet dæk eller var til syn, men så skiftede jeg autoværksted, og her oplevede jeg, at det der for mig syntes plagsomt og kedsommeligt, for andre blev et sted at mødes om et fælles projekt. Steen, der ejer mit autoværksted, har nemlig en evne til at snakke. Når jeg taler med ham, får jeg en trang til at sige noget muntert så som: ”Nu brokker den gamle Peugeot sig igen, det er næsten ligesom manden derhjemme”, og selvom det måske ikke objektivt er særligt sjovt, er Steen altid rap i replikken og giver mig en kommentar tilbage, der får mig i godt humør. Han skaber en varm atmosfære, selvom omdrejningspunktet er en serviceydelse, der ikke ligefrem emmer af omsorg.
Og jeg er ikke den eneste, der bliver glad i Steens selskab. Når min bil skal have skiftet dæk, sidder jeg ofte en times tid og venter i lokalet, hvor Steen snakker med kunder, oftest mænd, og det er ikke unormalt, at Steen taler op til 20 minutter med en af disse mænd om løst og fast. Det starter altid med at handle om biler, men efter nogle minutter fortæller kunderne gerne om problemer med arbejdet, konen der er besværlig eller helbredet, der driller. Steen spørger ind, og han lytter, og han er så dygtig til det, at han samtidig kan snakke med mekanikerne, der kommer forbi, eller besvare telefonopkald, der drejer sig om spørgsmål til Falck vejhjælp.
Steen har skabt en loyal kundegruppe, fordi han formår at gøre en ellers lidt kølig serviceydelse varm og nærværende. Som Skou-Hansen ville formulere det, så opstår fællesskaber ”… uden vores fortjeneste som et tilbud, et overskud. Med andre ord, de er kun mulige på givne betingelser, som ikke lader sig ændre afgørende. Derfor tilfalder de også dem, der opdager dem og griber til.” Fællesskabet omkring autoværkstedet er ikke umiddelbart et defineret, afgrænset sted, hvori der kan opstå en følelse af at være fælles, men det er alligevel blevet en lomme for en gruppe, der har den praktiske foranledning til at opsøge autoværkstedet, og som i mødet med Steen føler sig knyttet til netop dette autoværksted fremfor et andet.
Og så kan man spørge sig selv, om denne form for fællesskab kan overleve tidens tand, eller om det blot befinder sig i en af livets parenteser?
Når mændene i mit kor mødes om onsdagen, giver de hånd, og det er med et fast tryk, mens man ser hinanden i øjnene, uden håndsprit og uden overvældende kram. Sådan har de altid gjort. Ligesom de hver den første onsdag i måneden bruger halvdelen af tiden på at synge, den anden på fællesspisning.
For nogle uger siden spurgte jeg dem så, om de aldrig tager deres koner med, når der er fællesspisning, hvortil de kiggede på mig med tavshed og undren. Sådan sad de længe, hvorefter én af mændene svarede: ”Hvorfor i alverden skulle vi dog det?” og vi grinede og lod det ligge. Deres fællesskab er skabt ud af en lyst til at synge og mødes i et frirum en gang om ugen. Her kan man være, som man altid har været, men man kan også forandres. For mens noget er bestandigt, vil andre ting ændre sig. Skou-Hansen forklarer fænomenet med disse ord:
”Ved et ægte fællesskab forstår jeg for det første et fællesskab, som ikke bygger på meninger eller livsanskuelser, men på en opgave. På noget, man gør sammen. Fællesskab på fælles skibbrud ender kun i fælles afmagt. Et ægte fællesskab er udadvendt og praktisk bestemt. For det andet er et ægte fællesskab absolut frivilligt… Det lever af lyst og dør af pligt. Det forlanger loyalitet, men disciplin kan ikke holde sammen på det.”
Og her ligger måske en livsviden, der ikke lader sig påvirke af tidens skiftende syn på politisk korrekthed om eksklusion på baggrund af køn eller forventning om forandring. Det foranderlige kan vi se, når vort livs mange oplevelser bliver et net af meningsfulde erfaringer, der rummer både de skiftende og de varige fællesskaber; for både de midlertidige og de livslange fællesskaber har en berettigelse, for de er alle en del af vores livs parenteser.