At vente på livet

Der er så meget, man har ventet på de sidste to år: svar på testresultat, at komme igennem til smitteopsporing og ophævelse af selvisolation, men nok mest af alt vished om, hvornår tilværelsen bliver, som den var før.

Lige nu venter jeg på at finde ud af, om jeg er symptomfri, så jeg om to dage kan komme tilbage på arbejde efter en uge med corona. Og der kom det – det diffuse og dog så glasklare ord, der ændrede vores opfattelse af normaltilstande for altid – corona…

Selvom tilstanden er så præsent, at vi dagligt kan se statistikker over mere end 40.000 nye smittede, har de sidste to år alligevel sat mig i et tilværelsens vadested, hvor livet ikke skrider frem, men står i stampe, som om begivenhedernes gang blot toner kortvarigt frem på nethinden for derefter at sive ubemærket ud igen. Jeg har skullet spørge mig selv, om livet egentlig stadig er derude, og om jeg egentlig ønsker at tage del i det liv – igen?

Normalvis er det dejligt at vente på noget, man har glædet sig til: Fødselsdage, en god fest eller juleaften. Denne længsel er udholdelig, fordi den er afgrænset – for julens vedkommende – til de 24 tal på kalenderlyset: når lyset er brændt ned, venter der en belønning og en afslutning på ventetiden. Man er i mål, man kan komme videre med nye projekter.

Det at vente er også et populært filmisk og litterært tema, for venten rummer både længsel og fremdrift. I ventepositionen ligger et alment-menneskeligt behov efter at gøre noget andet for at undslippe ubehaget ved uvisheden og den tidløse monotoni uden ramme og endepunkt, og det er her det gode fundament for handling støbes. Her tænker jeg på min egen favoritkarakter fra både den virkelige og den fiktive verden – Marie Grubbe, der bruger sin længsel og sin venten til at finde nye mænd at kaste sin kærlighed på, eller det fortabte grantræ hos H.C. Andersen, der venter så længselsfuldt, at dets længsel bliver dets endeligt – visnet, kasseret og brugt. 

Men det er som om den venteposition, vi alle befinder os i, ikke for alles vedkommende er lige nem at udholde. I forrige uge skrev eleverne i min 2g-klasse en refleksion over, hvad det vil sige at være ung i dag sammenlignet med de unge i 1922, der som dem selv stod med øjnene rettet mod et nyt år. Her sagde en af pigerne ordene, jeg ikke siden har kunnet glemme: ”Jeg frygter ikke fremtiden, men jeg venter på at komme i gang med at leve.” Resten af klassen nikkede, og jeg havde ikke noget svar, der kunne berolige eller forklare.

Som voksen er det nemt at negligere de unges frustrationer over coronaens indgriben i deres liv, for når jeg ser tilbage på min ungdomstid, var det en periode fuld af ængstelige oplevelser: ”Skulle det være noget at længes efter?” spørger man måske sig selv, mens man med gru husker tilbage på eksaminer, mislykkede forelskelser, præstation og selvforventning, der ikke blev indfriet, tømmermænd i skoletiden og angsten for fremtiden. Der var flere udfordringer end løsninger, men heldigvis står disse frustrationer tydeligst frem her fra bagklogskabens trygge position.

Jeg nåede nemlig ikke at registrere den kriblende angst i ungdomsårene, for den blev overdøvet af det levede liv. Og jeg vil ikke være det levede liv foruden.

Så mens fremtiden er næste trin i de unges udviklingsstige, er jeg ikke selv lige så skråsikker i forhold til at rumme den usikkerhed, der uundgåeligt ligger i en fremtid, der er fulgt i kølvandet på en pandemi: ”Hvad venter du på?” spørger jeg mig selv: ”Foråret er på vej, og forhåbentlig er corona på retræte”; Jo, det korte svar er, at jeg ikke ønsker at leve, som jeg gjorde før nedlukningerne.

De samfundsomstyrtende ændringer har givet mig et håb om, at jeg kan leve anderledes, end jeg ellers troede, var mulig. Ikke fordi fortiden skal fortrydes, men fordi tænketid frigav plads til at overveje, om de vaner, forpligtelser og behov, jeg før var filtreret ind i – måske uden lyst og engagement – kunne trænge til at blive revideret.

Jeg savner ikke at sige ja, når jeg mener nej.

Jeg savner ikke uendelige dage i legeland, fordi jeg føler mig forpligtet til at gøre som andre børnefamilier.

Jeg savner ikke møder, der afholdes af vane i stedet for af behov.

Jeg savner ikke at bruge tid på indkøb i Bilka søndag formiddag sammen med resten af kommunens pensionister og børnefamilier, når der er så mange andre ting, man kunne bruge sin fritid på.

Ventetid gav mig tænketid, og jeg er taknemmelig for de sidste to års ritardando, der gav mig plads til at overveje, hvad det er for idealer, jeg ønsker at basere mine valg på.

Ligesom der var et liv før marts 2020, kommer der forhåbentlig et liv efter corona, men det hinsides er næsten lige så diffust som den vaklende tro på, at der findes et efterliv. Og dog; sidstnævnte er egentlig lettere at rumme, da bagkanten er konkret – en død, en ende, der er irreversibel. Så når mine børn spørger mig: ”Kan oldefar stadig se os?” kan jeg svare: ”Ja, han kigger ned på os oppe fra himlen” uden egentlig at vide, hvorvidt det er sandt eller blot en opdigtet god historie, der kan berolige selv de voksne, når sorgen bliver for tung.

Omvendt bliver jeg mere spag, når de spørger: ”Hvornår stopper corona?”

Jeg mangler en fortælling, der kan forklare, hvad de kan vente sig af fremtiden. Ligesom de unge er mine børn blevet et produkt af restriktioner i skoler og daginstitutioner, men de har også fået langt mere tid hjemme sammen med deres forældre, end de ellers ville have haft, hvis der ikke havde været nedlukninger. Deres coronatid blev familietid, men også en diffus tilværelse med mange spørgsmål, som end ikke politikere eller forskere kunne besvare.

Når først jeg er igennem mit eget – meget milde – sygdomsforløb med corona, er der en risiko for, at corona for mit vedkommende er et overstået kapitel. For mig er det angsten for at leve, der får mig til at mærke efter, om jeg ikke stadig har ondt i halsen, er lidt forkølet og har ondt i hovedet, for der er en tryghed ved isolationen. Her kan jeg fortsat søge efter svaret på: hvad er det for et liv, jeg ønsker at leve efter corona?

For de unge er det længslen efter at leve og afprøve livet, der får dem til dagligt at holde modet oppe trods restriktioner og begrænsninger af hverdagslivet.

For mig er det håbet om, at corona ikke blot var et tilværelsens intermezzo, som straks den er ovre, vil føre os tilbage til en tid, hvor vi manglede tiden til at vente – og dermed tænke over, hvad det er for et liv, vi ønsker at leve.

Så vi venter lidt endnu… ikke på Godot eller på toget, men hvad så? Det svar lader vente på sig.