Hvad er en god sommerferie for dig?

Af Lisa Ludvigsen Al-Mashhadi, cand.mag., lektor
Udgivet, 24/7-2024

I disse regnfulde sommerdage er der nok mange, der overvejer, om en rejse sydpå måske kunne give en lille snert af feriestemning. Og ifølge vejrudsigten vil regnen insistere på at blive ved med at tromme mod ruderne lidt endnu. 
Men behøver en sommerferie altid være lig med varme, sol og eksotiske rejsemål?

Jeg indledte min sommerferie med at drage Sydpå til Fåborg, hvor en uge i sommerhus skulle dæmpe den accelererende puls og udmattelse, som jeg ofte oplever lige op til sommerferien. Som børnefamilie hersker der nemlig en kollektiv samfundside om, at alle aktiviteter, fritidsinteresser, arbejdspladser, skoler og institutioner skal holde afslutning lige op til sommerferien. Og ideen er god, men resultatet er, at mange børnefamilier føler sig så udmattede, at man får lyst til at spørge sig selv, om det egentlig er for familiens bedste med mange aktiviteter fordelt på små 14 dage?

For sommerferien markerer mange forskellige afslutninger; der er stor forskel på at afslutte børnehaven og snart påbegynde et langt liv som elev, og der er store forventninger forbundet med at afslutte folkeskolen for få uger senere at påbegynde en ungdomsuddannelse med nye klassekammerater, fag og oplevelser.

Sommerferien er lidt over en måned lang, men det er som om to verdener befinder sig på hver sin side af dette tidsmæssigt korte intermezzo.

Jeg husker som barn, hvordan klassekammerater skiftede frisure, fik solbrun hud, nogle var blevet skilsmissebørn, andre havde rejst til fjerne destinationer, mens de fleste af os for alvor havde oplevet, hvad det vil sige at kede sig, ja ligefrem savne skolen, lektierne og vores venner. 

Måske det er forklaringen på, hvorfor vi som voksne – vores fornuft og erfaring til trods – stadig har utroligt mange forventninger til, at sommerferien bør være noget helt særligt. Som om den stadig rummer en transformerende evne til at forandre os hen over få uger.

Fra sommerhuset denne sommer på Fyn havde vi udsigt til de mange sejlbåde, der langsommeligt drev igennem det sydfynske øhav, og tæt ved huset stod gyldne kornmarker og grøn havre så rank og frodig, hvis lige man ellers kun så på det lokale kunstmuseum med de fynske malere.

Og selvom der var mere regn end solskin, var jeg alligevel anderledes afslappet, da ferien var omme, end da jeg satte mig i bilen på vej mod Fyn en uge forinden.

For man kan spørge sig selv: Hvad har jeg indflydelse på, og hvad er udenfor min kontrol?

Vejret er uden tvivl udenfor min kontrol, men det er valget af indstilling til feriens udformning ikke.

For ferie er noget andet end hverdagen, for ferie er ofte at bevæge sig fysisk fra noget, man kender, hverdagens pligter og den daglige trummerum. Men det er nok vigtigst af alt også at bevæge sindet.

Selvom jeg købte ind i den lokale Netto, som jeg plejer at gøre, når jeg er hjemme, talte damen bag kassen med en charmerende fynsk dialekt, og selvom jeg til daglig bor i et stråtækt hus, var der alligevel noget anderledes dragende over de mange stråtækte gårde, der side om side prydede de sydfynske landeveje.

Fyn er fin, og for mig blev det nok særligt fint, fordi det var som at drage ud på rejse, opleve noget, der ligner det, jeg kender, men som med små forskelle alligevel fik mine børn til afslutningsvist at spørge: ”Hvorfor skal vi hjem til Danmark igen”?

På havnen i Svendborg tog min mand en blunder i en hængekøje, mens børnene lærte petanque, og i en lille finurlig butik på gågaden i Fåborg tog en tålmodig dame sig tid til at fortælle os om sit liv og vise os det fineste, gamle legetøj, som ikke lignede noget, man køber i en traditionel legetøjsbutik.

Det var en dejlig ferie. 

Og ja, vejret var ikke prangende, men jeg bevægede mig både fysisk og mentalt, og jeg slap for en stund for at bekymre mig om hverdagens mange pligter. 2,5 timer i bil var jeg hjemme igen, og jeg vender gerne tilbage igen.

Lisa Ludvigsen

Email: terapi@lisaludvigsen.dk

CVR: 44296632

Info 

Åbningstider: efter aftale 

© 2023, Lisa Ludvigsen