At arbejde med omsorg

At arbejde i omsorgsfag er givende, fordi du møder levende mennesker med ægte problemer, følelser og fortællinger hver eneste dag.

En af ulemperne er dog, at din arbejdsdag aldrig er forudsigelig. Du ved ganske enkelt ikke, hvad du møder ind til på forhånd, og det kan for nogle være utrygt ikke at kunne forberede sig mentalt på det, der skal ske.

Hvis du læser dette og arbejder med omsorgsfag, vil jeg bede dig om at fundere over følgende spørgsmål, inden du læser videre:

Hvad fik dig til at gå ind i et omsorgsfag?

Brug lige nogle minutter på at overveje det nøje. 

Måske du har været i omsorgsfag i mange år, måske bare nogle få, men det vigtige er at overveje, hvorfor du valgte denne retning fremfor en anden.

Når man er i kontakt med andre, kan man lidt forenklet sige, at man udlåner sit nervesystem. Det betyder, at vi mærker andre mennesker, der er i sorg, der er glade, eller som på anden vis vækker følelser i os. Her er der tale om empati, for vi føler med andre, både når der er tale om gode og svære følelser.

Et fænomen, der også forklarer dette, kaldes spejlneuroner. Opdagelsen blev gjort ved en tilfældighed, da studier af rhesusabers hjerner påviste aktivitet i den præmotoriske cortex (den del af hjernen, der bruges til at planlægge og kontrollere bevægelse) ved bestemte handlinger, eller når andre individer sås udføre en bestemt opgave. 

Spejlneuronerne gør os ikke bare i stand til at efterabe andre. De gør os også i stand til at fornemme andres følelser, som de udtrykkes fysisk hos den anden. Disse hjerneceller kobler os altså både kropsligt og følelsesmæssigt.

Dette er særligt tydeligt at se, når man betragter et forelsket par, der går i takt, griner indforstået til hinanden, fuldender hinandens sætninger eller bevæger sig i samme rytme og mønster. 

Fænomenet er i sin essens noget af det allerfineste, for det giver os muligheden for at være tæt med et andet menneske uden at blive symbiotiske, – men forblive to adskilte individer, der føler på samme frekvens.

Det er årsagen til, at det er ekstremt givende at arbejde med andre mennesker, men det er også årsagen til, at omsorgsarbejde kan blive slidsomt, hvis du ikke er opmærksom på de små tegn af træthed, du kan møde i jobbet.

Når vi arbejder med andre mennesker, bliver vi ofte modtager af andres frustrationer, vrede og afmagt. Det kunne være i pædagogisk arbejde, pleje og omsorg eller undervisning.

Min oplevelse er dog, at det ikke er kutyme at spørge omsorgsarbejderen, om omsorgen for andre også kommer til udtryk som egen-omsorg, når arbejdsdagen er omme. 

For selvom omsorg er det fineste, du kan give til et andet menneske, så kommer omsorgen også med en pris, der i bedste fald kan komme til udtryk som træthed, søvnbesvær og uro, men som i ubehandlet form over længere tid kan føre til stress, udbrændthed og i grelle tilfælde belastningsreaktioner såsom PTSD.

Tegn på begyndende overbelastning ses ved en mere begrænset evne til opmærksomhed og nysgerrighed på klienten, borgeren eller patienten. Hvis man begynder at føle sig usikker, at mangle kontrol eller generelt gå fra jobbet med en følelse af angst og uro i kroppen, er det værd at spørge sig selv, om de udfordringer, man møder, bliver håndteret nænsomt og ordentligt. 

For selvomsorg er at give plads til sine svære følelser og ikke forsøge at undgå dem.

Undervisnings- og sundhedssektoren er under forandring, og det samme gælder de mennesker, der modtager ydelserne. Nye problemstillinger giver nye og uforudsigelige udfordringer, og det stiller høje krav til ansatte, der må være omstillingsparate og robuste. F.eks. har den mentale mistrivsel blandt unge kvinder de seneste 15 år været stødt stigende. Samtidig er stressbelastninger hos lærere så udbredt, at man kan tale om en decideret stressepidemi i undervisningssektoren. 

Spørg nu dig selv:

Hvad det er for udfordringer, du møder i dit arbejdsliv, og hvordan kan din nærmeste leder, dine kollegaer og din familie hjælpe dig bedst muligt, så dit job bliver ved med at være givende, uden at det slider dig op?

At gå ind i omsorgsfag kan være motiveret af at overvinde noget, som har forvoldt dig skade gennem din egen opvækst. 

For mange er omsorgsfag stedet, hvor man kan være noget for nogen og derigennem føle sig værdifuld. Ofte er omsorgsgivere rigtigt dygtige til at give andre omsorg, men omsorgen for dem selv er ofte mangelfuld, fordi den gives for lidt opmærksomhed eller ganske enkelt slet ikke registreres.

Men hvis man fornægter sin egen sårbarhed og lægger den på køl, bliver det vanskeligt i længden at være omsorgsgiver.

Man kan starte med at finde tid til små pauser i løbet af en dag. Bare nogle få minutter, hvor man når at registrere, om kroppen samarbejder med hjernen, eller om du udelukkende befinder dig ’i hovedet’.

Empatien er vores vigtigste værktøj, for uden empati kan jobbet som omsorgsgiver ganske enkelt ikke eksistere.

Men hvem sørger for, at vores empati ikke slider os op, fordi vi mangler værktøjer til at passe på os selv både igennem arbejdsdagen, men også når arbejdsdagen slutter?

Forhåbentlig har vi gode ledere, kollegaer, familie og venner, men når alt kommer til alt, starter egenomsorgen lige her – med dig selv.

Læs mere:
Læs Susan Hart’s artikel ‘her’

Susanne Bang: Rørt, ramt, rystet (2004)

Per Isdal: Medfølelsens pris  (2018)

Sara Daniel: Tilknytning og omsorgsarbejde (2021)