At føle sig hjemme i sig selv

Når et mål er nået, er man kommet hjem; i eventyrene skal dette forstås konkret, som at helten rejser væk hjemmefra, kommer ud i verden og løser en eller flere udfordringer, for så at vende hjem som helt. 

Her er ’hjemmet’ et konkret sted, hvorfra rejsen starter og slutter, men man kan kun vende hjem, hvis målet for rejsen er nået. 

’Hjem’ kan dog også forstås symbolsk som billedet på en overgang fra barn til voksen, fra udannet til dannet eller fra ugift til gift.

For de fleste er følelsen af hjem i forbindelse med at nå et mål nok i højere grad at forstå som den ro, der følger i kølvandet på en veloverstået tid med slid og hårdt arbejde. Så kan man endelig puste ud og glæde sig over at være på den anden side, men for mange bliver det blot springbrættet til at udtænke nye mål, der skal nås.
Da jeg var 30, havde jeg opnået det, jeg siden første klasse havde drømt om: jeg havde det arbejde, jeg ønskede mig, jeg var gift, havde et hus og børn. Jeg var udadtil på alle tænkelige måder kommet i mål, hvis man altså bruger en standard, hvor normerne for det gode liv er økonomisk stabilitet og kernefamilie. 

Men der opstod en uro i mig, der dag for dag blev mere ulmende og ubehagelig, og jeg havde ikke nogen ide om, hvad uroen prøvede at fortælle mig. Jeg troede, det var sådan man skulle have det, og uroen blev efterhånden til en normaltilstand. 

At jeg hver morgen havde kvalme, når jeg stod ud ad sengen, sprang morgenmaden over og kørte af sted mod mit arbejde, og at kvalmen stadig var med mig, var blevet hverdag. Kvalmen ophørte for det meste op ad formiddagen, og når jeg nåede frokost, var jeg så sulten, at jeg knap havde overskud til at tale.

I løbet af morgenen og formiddagen drak jeg kun kaffe, og pauserne sprang jeg over, fordi der altid var presserende opgaver, der skulle løses.  

Jeg glædede mig, til det blev weekend, og søndag havde jeg ondt i maven over at skulle på arbejde mandag morgen. Weekenderne blev aldrig så gode, som jeg havde håbet, de ville blive, og mandagen var aldrig så slem, som jeg frygtede.

Men uroen i maven var med mig som en tro følgesvend.

Og det mærkelige ved det hele var, at jeg elskede mit arbejde, så jeg forstod ikke, hvorfor ubehaget over at skulle af sted altid var med mig. 

Det var i de år, jeg begyndte at læse alle bøger, jeg kunne få fingre i, om oprydning, minimalisme, simple living og bæredygtighed.

Hver og en gav de mig bud på, hvordan det at leve mere simpelt – både materielt og økonomisk, var nøglen til lykke og sindsfred. Jeg skulle leve med en 3×33-garderobe, hvor jeg kun iførte mig 33 forskellige stykker tøj, jeg skulle erstatte kød med bæredygtige plantealternativer, jeg skulle skille mig af med alle overflødige genstande i mit hjem, jeg skulle meditere, dyrke motion, arbejde frivilligt, være omsorgsfuld mor med tid og overskud, købe fairtrade, købe genbrug, og vigtigst af alt skulle jeg leve minimalistisk.

Det var mange leveråd til et naivt ønske om blot at leve mere simpelt.

Jeg ledte og ledte efter et svar på uroen: kvalmen, opkast, søvnproblemerne, tristheden, men det viste sig, at de mange råd ikke var svaret på min uro. Tværtimod blev det en flugt ind i en verden, der virkede så simpel: 

Hvis du gør x, bliver du glad.

Og hvem vil ikke gerne det?

Man kan ligefrem se det overskudsagtige, glade menneske, der ikke farer rundt og stresser, men som hviler i sig selv, taler langsomt og velovervejet.

Og der blev jeg endnu en gang fanget ind i de mange kravs net: jeg skal gøre dit, jeg skal gøre dat, men lige meget hjalp det på min indre følelse af ikke at føle mig hjemme i mig selv. 

Mange ting forstår man først på afstand. Forfatteren Karen Blixen brugte denne allegori blandt andet i form af en tegnet stork. Fortællingen om storken fra hendes verdensberømte værk, Den afrikanske farm, illustrerer, hvordan vi sjældent kan se mening i tingene, mens de sker her og nu, men stiller vi os fysisk og tidsmæssigt på afstand af det skete, er det ofte nemmere at se det store billede eller meningen med tilværelsen. 

I dag tror jeg, at livet havde overhalet mig indenom min fatteevne. 

Jeg tror, at det at være blevet forældre og blive placeret i en voksen tilværelse med huslån og økonomiske forpligtelser, samtidig med at mit arbejde skulle passes ud fra samme standard, som jeg altid havde sat, overmandede mig. Min krop forsøgte at fortælle mig, at jeg var på mentalt overarbejde, men jeg lyttede ikke efter. I stedet fortsatte jeg med at klø på, springe måltider over og bide følelsen af utilstrækkelighed i mig. Jeg læste bøger om det simple liv for at berolige min indre uro, men det blev nok i bund og grund til en forstærkning af min manglende følelse af at være hjemme i mig selv. Jeg søgte svarene udenfor mig selv, søgte råd og ideer, men ideerne var jo ikke udsprunget af mine inderste ønsker. De var lånt, og det var måske en af forklaringerne på, at de ikke føltes ægte. 

Først da jeg begyndte at skrive dagbog hver morgen i en halv time, fik jeg hul på, hvad min uro forsøgte at fortælle mig, og jeg skrev mig mere og mere ind på, hvor det egentlig var, problemet lå begravet.

I dag er det nemt at være bagklog, for jeg burde have vidst bedre end at fortsætte et arbejdstempo, som jeg kendte fra min ungdom, mens jeg samtidig fik andre forpligtelser i form af børn og hus. Det var ikke fordi, der ikke havde været mennesker i min omgangskreds, der havde advaret mig. Problemet med gode råd er bare, at de kun tages ind, hvis du selv er klar til at tage imod dem. Den parathed skulle jeg være flere år om at komme frem til, men i dag er jeg taknemmelig over at være kommet over på den anden side. Uroen kommer stadig på besøg, men den er ikke konstant. I dag er den snarere en påmindelse til mig selv om at sætte farten ned, når jeg mærker uroen i kroppen, så jeg ikke ender på et sted, hvor jeg ikke kan bunde.

Svend Brinkmann: Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang, 2014

Karen Blixen: Den Afrikanske Farm, 1937

https://www.martinus.dk/da/onlinebibliotek/kosmos/kosmos/1993/kos1993-08-150.php 

Aktantmodellen: https://da.wikipedia.org/wiki/Aktantmodellen