Identitet

Et af de spørgsmål, der har optaget flest forskere indenfor psykologien, er begrebet ’identitet’. Der findes derfor også et væld af forklaringer på, hvordan begrebet skal fortolkes, men et af de første stammer fra tænkeren, René Descartes, der med sin berømte sætning ”Cogito ergo sum” (Jeg tænker, altså er jeg til) satte fokus på den allertydeligste forskel, der er at finde mellem mennesket og andre arter. Vi kan tænke, og derfor kan vi skabe mening om verden, beskrive os selv og kommunikere; når først, vi kan definere os, skabes et jeg. Derfor er selvfortællingen også koblet til sproget, der udvikles i hastigt tempo i barnets første leveår.

Dermed bliver vores identitet også udfordret, hvis vores hjerner beskadiges f.eks. i forbindelse med alderdom (demens) eller ulykker (såsom hjerneblødninger), da hjernen undergår massive forandringer og i nogle tilfælde ændrer vores personlighed.

Identitet er som fænomen et privilegium, fordi det markerer, at vi som mennesker har tiden og friheden til at skabe os et selv, der er løsrevet fra vores familiens, samfundets eller kulturens normer.

I urtiden var det altafgørende for overlevelsen at tilhøre andre og ikke være alene – ellers var der stor risiko for at miste livet. I urtiden var det et spørgsmål om liv eller død, og på knap så dramatisk facon var det et spørgsmål om at være: jeg bliver, når jeg er noget, der er større end mig selv, altså en del af et fællesskab, for uden var jeg intet og ville blive et let offer for de mange farer, der lurede (vilde dyr, omskifteligt vejr, manglende mad og ly).

I dag er det mere komplekst.

De ydre målestokke, der knytter sig til vores vægt, udseende, tøj og udsmykning er alle mærkater, der putter os i synlige kategorier: tynd – tyk, doven – tjekket, sjusket – velklædt, og disse er markeringer af vores tilhørsforhold til bestemte kategorier og grupper. Bevares vi har selv udtænkt, hvordan vi ønsker at fremstå, men ikke desto mindre ender vi med at tilhøre et antal grupper, der hver især sætter deres præg på os.

Man er altså kun noget i kraft af de valg, man tager, og man er kun ’noget’, hvis man skaber sig et selv.

Se et lærred for dig, der er hvidt som sukker. På det lærred er der intet på nær den afgrænsede ramme bestående af fire hjørner. Hænger det hvide lærred på en mørkeblå væg, får det liv og kvalitet, fordi det får form af sin dissonerende baggrundsfarve. I mødet mellem to forskelligheder – og to farver – ses forskellen tydeligt, og noget er skabt.

Den ene er væg, den anden lærred. 

Uden rammen, er der altså intet.

Med denne metafor kan identiteten forstås som rammen (idealet), der gør mig til et jeg, der er defineret og udtænkt. Uden rammen mangler man et sted at finde hvile.

Den provokerende og nytænkende sociolog, Kenneth Gergen, tog identitetsspørgsmålet til nye højder, da han proklamerede, at mennesket i dag blot er et multipelt selv, der som en anden skuespiller skifter ham og ifører sig en ny maske for hvert fællesskab, han deltager i. Ifølge Gergen mangler den sammenbindende faktor – jeg’et – der giver en rød tråd i vores væren fra vores arbejds-jeg, familie-jeg, tennisklub-jeg til frivillig-jeg’et. Vi kan med andre ord tjekke ind og ud, som det behager os, uden at bære et moralsk ansvar for at være på en måde, der er i overensstemmelse med vores grundlæggende værdier.

Ikke alle er lige så markante i deres forståelse af identitetsspørgsmålet som Gergen, men noget går igen: Vi er en del af fællesskaber, og vi er et jeg. Denne dualitet gør sig f.eks. gældende, når man spørger sig selv: ”Kan jeg tillade mig at skifte job, selvom jeg ved det er et job, der indirekte gør skade på andre?” ”Skal jeg sige ja til jobbet, fordi det klassificerer mig som mere kompetent end nu?” eller ”Skal jeg takke ja til chefstillingen, selvom jeg ved, det vil få den omkostning, at jeg mister mine nære kollegaer?”

Identiteten skabes altså ikke uden omkostninger.

Hvis jeg vælger at bryde med min ophavsfamilie, fordi de ikke har de samme politiske holdninger, som jeg har, må jeg lede efter andre fællesskaber, der kan gøre det ud for det tomrum, afskeden med opvækstfamilien skaber.

Vælger jeg at leve efter en religiøs trosretning, må jeg opgive fællesskaber, der har indtag af alkohol som centralt omdrejningspunkt, eller gifter jeg mig med en partner, min familie ikke bryder sig om, må jeg vælge side.

Alle valgene er med til at forme os. Mens nogle valg er bevidst aktive – f.eks. at farve sit hår lilla – er andre valg mere subtilt ubevidste, når det drejer sig om identitet. Den partner, jeg vælger, signalerer én ting til omverdenen, som jeg måske ikke aktivt har italesat: (f.eks. ”Jeg vælger ham, fordi han får mig til at fremstå mere empatisk”).

Samlet set er det summen af de mange valg, der med tiden viser sig som min identitet, men som også – hvis man er åben for forandring – bør blive udfordret løbende, i takt med at livet ændrer sig og kræver nye måder at være i verden på.

Læs mere:

Carsten Renée Jørgensen: Identitetskriser – Veje og vildveje for det fragmenterede Moderne menneskes identitet, 2020

Svend Brinkmann: Identitet – udfordringer i forbrugersamfundet, 2008

Irvin Yalom: Eksistentiel Psykoterapi, 2006.