Det emotionelle kompas

Af Lisa Ludvigsen, cand.mag., lektor, Udgivet, 21/10-2023

Når jeg læser præsentationer af et menneske, består de ofte af ordvalg, der er positive og ladet med en stor energi:

”Jeg er udadvendt og smilende”
”Jeg er ikke bange for at trække det tunge læs, når det er nødvendigt”
”Jeg stiller høje krav til mig selv”
”Jeg arbejder bedst under pres med en deadline” 
”For mig er kunden altid i centrum” 
”Jeg giver mig maksimalt”

Og jeg kunne fortsætte…

I modsætning til de kortfattede, personlige præsentationer er der i det terapeutiske rum plads til at grave dybere for at prøve at forstå flere lag af personligheden, som de salgbare og fængende fraser ikke indeholder plads til.

Når jeg sidder med klienter i terapi, er det ofte spørgsmålet om, hvem vi er, hvad vi drømmer om og hvad, der er vigtigt i netop vores liv, der er i forgrunden. 

Ofte er det for de fleste nemt at svare på, hvad der er vigtigt i deres liv: Mange med børn vil svare, at tiden sammen med dem er det vigtigste, mens andre måske vil nævne at have tid til deres fritidsinteresser eller at se deres venner. 

Men når fokus retter sig mod det mere personlige spørgsmål: ”Hvem er du” og sidenhen ”Hvad er det af dig, du viser dine omgivelser”, bliver det ikke lige så simpelt at svare prompte og uden tøven.

Som barn fik jeg altid at vide, at jeg var glad. Det var jeg også ofte, men når jeg ikke kunne fremkalde glæde og smil, blev jeg urolig. For hvem var jeg, hvis jeg pludselig ikke var ”Hende den glade”? 

Følelser er komplekse. Mens et barometer måler lufttryk, måler et termometer temperatur. Et speedometer måler fart, og et hygrometer måler fugtighed. Alle disse instrumenter viser en skala og en spændvidde fra minimal til maksimal.

I modsætning til måleinstrumenter er et kompas en retningsgiver, der ikke er bundet op på en skala. Den angiver ikke noget rigtigt eller forkert, men viser retning i forhold til verdenshjørnerne. Kompasset er altså ikke værdisættende, men vekslende afhængig af den ønskede destination.

Når vi har et indre kompas, har vi en forbindelse mellem de indre reaktioner – f.eks. fysiske tilstande – og den ydre verden, vi oplever og er i kontakt med. Vi ser noget, vi sanser, lytter og dufter, og når disse tages ind, kan vi bruge vores indre kompas til at vurdere, hvorvidt disse ydre impulser skal opfattes positivt eller negativt.  Uden et kompas kan vi miste orienteringen, og det skaber ubalance og uro.  

Når vi siger om os selv, at ”Jeg er udadvendt og glad”, bliver vi absolutte. Det modsatte er vel ”Indadvendt og trist”, og det er vel i bund og grund en tilstand, der er uundgåelig?

Hvem har ikke oplevet at trække sig ind i sig selv ved ukendte situationer eller i mødet med fremmede mennesker, og hvem har ikke oplevet tristheden, når vi har mistet noget eller nogen, vi havde kær? 

Når vi definerer os, vil vi skabe retning, og det er meget godt. Her er kompasset vores ven i usikkert terræn, men balancen får vi først, når vi tør erkende, at de svære sider – f.eks. vreden, tristheden, jalousien og misundelsen – alle er med til at give os en helstøbt personlighed. 

Det er ikke sikkert, vi vil indlede vores næste jobansøgning med ordene: 

”Jeg er jaloux og ofte bitter” 

Men hvis vi turde at se os selv med mere nuancerede briller, fik vi måske øje på egenskaber, som hidtil har været skjult, men som er mindst lige så vigtige som de positive egenskaber, vi ofte klistrer på os selv for at fremstå så imødekommende og attraktive som muligt.  

Prøv at give dig selv tid til at mærke, hvad dit emotionelle kompas fortæller dig lige nu og her. I stedet for at tænke sort/hvidt: jeg er glad/jeg er sur, så prøv at lade den endelige dom vente på sig. 

Måske er jeg i dag vemodig, fordi en sang i radioen mindede mig om dengang, jeg mistede min farmor. Jeg er måske samtidig taknemmelig over, at jeg oplevede at have en farmor, der kunne lide mig, som jeg var. Jeg er altså hverken GLAD eller SUR, men noget helt tredje, der er både og. Du kan sammenligne det lidt med at male et maleri. Når du blander de primære farver – rød, blå og gul – kan du skabe alle verdens nuancer, blot ved hjælp af disse tre grundfarver. Den røde, den blå og den gule farve er altid en del af de nye nuancer, men som ordet ’nuancer’ antyder, er de produkt af en blanding. 

Følelser kan man anskue på samme måde. 

Du behøver ikke at være en grundfarve eller en grundfølelse. Du må gerne være flere følelser på én gang, for ingen følelser er forkerte; følelser er forbigående, men de er også retningsgivere. Uden kontakt til følelser vil der mangle forståelse for, hvem vi er som mennesker, for følelserne giver os et praj om, hvilken retning vi er på vej i.

Så næste gang du ligger i din seng om morgenen, kan du prøve at starte dagen med at spørge dig selv:

”Hvad fortæller mit emotionelle kompas mig i dag?” 

Mærk godt efter og anerkend det, der dukker op. Du skal ikke dømme, men blot konstatere, hvor du befinder dig i dag. Tag så denne følelse alvorligt og bring den med dig ud i verden. Du behøver ikke at være én bestemt følelse for at blive anerkendt. For tør du stå ved de mange lag af følelseslivet, som vi alle har med os, bliver du mere tro mod den, du er.

Lisa Ludvigsen

Email: terapi@lisaludvigsen.dk

CVR: 44296632

Info 

Åbningstider: efter aftale 

© 2023, Lisa Ludvigsen