Af Lisa Ludvigsen, udgivet 20/1-24 i Nordjyske stiftstidende
Jeg hørte et sjovt udtryk forleden, som jeg ikke siden har kunnet slippe. Det lød: Du har to ører, men kun en mund. Du bør derfor lytte dobbelt så meget, som du taler.
Udtrykket er finurligt, fordi det er så visuelt, og fordi det modsatte er bizart; tænk hvis man talte dobbelt så meget, som man lyttede.
Når man taler meget, er det svært samtidig at mærke, hvad man føler. Det siger måske lidt åbenlyst sig selv, at hvis du anstrenger dig med at finde de rette ord, formulere en lang sætning eller genkalde en vigtig oplysning, er det samtidigt svært at mærke, hvordan man har det.
Og det er endnu vanskeligere at registrere, hvordan folk omkring dig måtte have det.
For at forstå udtrykket satte jeg mig for at tegne en tegning af min far. Han blev udstyret med to Dumbo-ører og en mund lige akkurat med et omfang, så et sugerør kunne stikkes derind. Det er ikke fordi, min far ikke har lyst til at tale. Han når bare ikke altid at komme på banen, før en anden har taget over for ham.
Hvis min påstand skal holde stik, må han have et meget rigt, indre følelsesliv, hvor han virkelig har tid til at mærke efter, hvordan han har det.
Det er bare ikke altid det indtryk, jeg får, hvis jeg for eksempel spørger:
”Hvordan går det?”
Hvortil han som oftest svarer:
”Det går godt nok. Stille og roligt.”
Det kan tælles på et par fingre, hvor mange gange jeg har set min far græde. For mig har det været naturligt, for jeg så heller ikke andre mænd i min barndom, der græd. At tale om følelser har også været en blandet fornøjelse, hvor jeg mest af alt syntes, det var pinligt.
Min far har altid sagt, at jeg skulle komme til ham og fortælle, hvis jeg var røget ud i noget uheldigt. Med uheldigt tror jeg, han mente stofmisbrug, eller hvis jeg havde stjålet slik hos købmanden.
Problemet var bare, at det var lettere sagt end gjort.
Jeg har aldrig taget stoffer, og jeg har heller aldrig stjålet noget, men som alle andre børn stødte jeg ind i situationer, jeg havde vanskeligt ved at løse på egen hånd.
Det der står tydeligst i min erindring, er min første forelskelse i en af drengene fra klassen. Den startede i de tidlige skoleklasser og varede et par år, og for mig var forelskelsen så stærk og kompliceret en følelse, som jeg kun formåede at udtrykke ved at tegne tegninger med forelskede par, hjerter og blomster. Senere, da vi lærte at stave, forsøgte jeg på bedste vis at skrive mit budskab: ”Jaj ælskar…” men det lød så hult, for det var slet ikke de ord, jeg var vant til at høre hjemmefra. Mine forældre ville nok have sagt, at det var skabagtigt at udtrykke sig på den måde, og ”Jeg elsker dig” var da også ord, jeg havde hørt i et børneprogram om følelser snarere end noget, jeg havde hørt mine forældre sige.
Med min far har det ikke hjulpet at bede ham om at sætte ord på det, der måtte røre på sig i hans indre. Løsningen kom ad en helt anden, uventet vej.
I Vendsyssel findes en sang, der går under navnet Hvor mågerne skriger. Sangen har jeg kendt, siden jeg var lille, for den synges ofte som fællessang til særlige begivenheder i det nordjyske.
Sangen indledes med, at Vendsyssel er et sted, hvor mågerne skriger. Men lige så højlydte mågerne er, lige så underspillet er sproget. Som det lyder i andet vers: ”hvor styrke og mandsmod forties i tale, men stundom blev røbet ved djærveste dåd”
Lidt frisk oversat betyder det, at ord er overflødige, medmindre det virkelig gælder. Ofte har jeg længtes efter flere ord, særligt til højtider eller vigtige begivenheder, som jeg havde læst om eller set i tv. Jeg kan huske mit bryllup, som jo skulle være kærlighedens fest; det blev det også, men det blev udtrykt underspillet snarere end højlydt. Som min far sagde til min mand i sin tale til os: ”Du klipper græs, og du klipper hæk, og du har endnu ikke klippet ledningen til hækkeklipperen over”. Det var sagt i allerkærligste mening, men det krævede en efterfølgende oversættelse.
Til brylluppet sang vi forelskelsessangen – Du kom med alt det der var dig – skrevet af den nordjyske Jens Rosendal, og den er med sit stærke budskab med frasen: ”Og sprængte hver en spærret vej” med til at vise, hvad det er for en kraft, forelskelsen kan sætte gang i: som ordet ’kraft’ antyder, er forelskelse noget, der ligger udenfor vores bevidste kontrol. Den har en vilje og en vej, som vi ikke kan arbejde imod med vores fornuft.
I modsætning til Rosendals sang er ”Hvor mågerne skriger” ikke en sang om følelser, men om naturen. Naturen besidder en vildskab, som ses i sin rå styrke på ydersiden, og den frisætter os for mange snirklede og komplicerede ord.
Det vi mangler i ord, har mågen altså i både styrke, kraft og volumen.
Og dog.
For som sidste vers antyder, er der inde bag den underspillede facade en varme, der måske ikke er ordrig, men kærlig: ”Kun dér kan jeg finde den fuldendte tværing
med guld i sit hjerte og bjesk på sit bord”
Forleden sang vi sangen til et familiearrangement, og det var som om, sangen fik følelserne på gled: ”Den skal vi synge til min begravelse” sagde min far, da den sidste tone var klinget af, og så var der sagt det, der skulle siges i den sag.
Det, der måtte mangle i ord, kom ud som en tåre i min fars øjenkrog, og formodentlig er en tåre i øjenkrogen på selv den mest fuldendte tværing tegn på, at noget lader røre på sig indeni. Det er måske ikke mængden af ord, men kvaliteten af udtrykket, der mest af alt siger noget om, hvordan vi har det på indersiden. I stedet for at forcere flere ord frem, valgte jeg at lade oplevelsen stå i sin egen form, for udtrykket var renere, end jeg nogensinde før havde mærket det.