Hvordan håndterer du det, du ikke har magt over?

Forleden holdt jeg fødselsdag for mine allertætteste veninder, og jeg havde glædet mig til en dag uden at skulle forholde mig til de mange kriser, der synes at dukke op overalt i disse tider; Grønland, toldsatser, klimaforandringer, og listen kunne forlænges, men jeg har en pointe med at stoppe opremsningen for nu. 

For selvom jeg havde glædet mig til en dag uden at skulle tale om konsekvenserne ved den politik, der føres i USA, endte snakken alligevel efter en times tid på at tale om netop – USA. 

For ting forsvinder ikke, bare fordi vi beslutter os for ikke at tale om dem. Når ting skaber tilpas meget støj i vores indre, er det et spørgsmål om tid, før vi uundgåeligt begynder at tale om dem. Det er nemlig ofte som om tingene forværres, hvis vi lægger låg på dem og lader som om, de ikke eksisterer.  

Psykologen Leon Festinger var optaget af, hvordan vi mennesker danner holdninger, men særligt interessant for ham var det at forklare, hvorfor vi nogle gange ytrer en bestemt holdning uden reelt at efterleve den i vores adfærd, vores beslutningsprocesser og i vores udtalelser. Begrebet kaldte han ’kognitiv dissonans’. Ordet ’dissonans’ er hentet fra musikkens verden og henviser til ubehaget, når to eller flere tætliggende toner spilles samtidig. Dette skaber en skærende, dissonerende lyd, der er ubehagelig at lytte til i længere tid ad gangen. 

Begrebet ’kognitiv dissonans’ henviser altså til et fænomen, der kan beskrives ved følgende eksempel: Man kan være meget optaget af klimaforandringerne og den indflydelse flytrafikken har på de stigende temperaturer. Trods denne stærke, idealistiske holdning, flyver man alligevel glad og gerne på ferie tre gange om året med argumentet: ”Det er billigere og hurtigere end andre transportformer.” Der er i dette eksempel altså ikke overensstemmelse mellem holdning og adfærd. 

Nogle gange er den kognitive dissonans ubevidst, men for det meste skal vi ikke grave længe, før vi kan få øje på uoverensstemmelserne mellem vores idealer og vores adfærd. Det fik mig til at lægge mærke til særligt én påfaldende ting: Hvordan håndterer vi

verdens kriser, som vi ikke har indflydelse på, men som i allerhøjeste grad har indflydelse på vores liv både nu og i fremtiden? 

Er det ved aktivt at ændre adfærd, fornægter vi tingenes tilstand, eller angriber vi andre for deres valg af adfærd for bedre at kunne udholde det ubehag, som en uforudsigelig forandring skaber? 

For én ting er at græmmes over de beslutninger, der tages langt væk fra vores landegrænser, men som har så stor indflydelse på det liv, vi lever. En anden er at forholde sig til dette faktum og handle på det på en ordentlig måde. 

I den seneste uge har jeg mødt mennesker, der alle havde hver deres måde at håndtere de mange storpolitiske udfordringer på: 

Jeg mødte ægteparret, der havde lavet en aftale om kun at nævne Donald Trump én gang om dagen, mens en kollega valgte at læse ‘Verdens bedste nyheder’ fremfor de traditionelle nyhedsmedier. En veninde fortalte mig, at nu ville hun vælge at fokusere på, at hendes vibeæg i haven snart springer ud, og jeg tænkte straks på Halfdan Rasmussens sang Noget om helte: 

”Der er nok som går og sysler // med at sprænge kloden væk // Jeg vil ikke ha’ skærmydsler og kanoner bag min hæk //Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, // vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.”

Her synes strategien at være at vende sig bort fra verdens kriser; jeg flytter mig væk fra det, jeg ikke har magt over, og jeg forsøger at fokusere på det nære – mine rødbeder, selleri og pastinak. 

I en tøjbutik hørte jeg i fredags om mere dramatiske metoder til at håndtere det politiske ubehag. I butikken fortalte en gruppe kvinder om flere eksempler på Tesla-ejere, der på forskellig vis var blevet udsat for chikane: en bil var blevet udsat for hærværk, mens en anden var blevet dyttet af og på anden vis gestikulerende overfuset, mens hun kørte på landevejen mellem to større jyske byer. Kvinderne i butikken syntes ikke at have sympati med disse bilejere, men da en af dem spurgte, om de andre havde lagt Pepsi på hylden, blev hun mødt af latter – det havde de selvfølgelig ikke.

Så hvad er det for en menneskelig mekanisme, der hersker, når vi på baggrund af menneskers – måske gamle – bil synes, det er i orden at lave hærværk eller ligefrem udskamme disse mennesker for deres valg af bil?

Når vi udskammer hinanden, har det ofte udspring i vores egen ubærlige skam. Og fordi skam er så ubehagelig en tilstand at befinde sig i, kan det at gøre andre mennesker til skamme for en stund fjerne vores egen indre uro. Det handler altså ikke om, hvorvidt man mener, der er noget galt med det, de andre gør. Udskamning har ene og alene funktion af at mindske egen skam og flytte fokus over på andre. 

Men hvis vi udskammer andre for at få det bedre med os selv, fører udskamning i bedste fald til handlingslammelse. I værste fald fører det til stigmatisering. 

På et næsten aktivistisk niveau ser man også, at mange danskere fravælger amerikanske produkter i supermarkedet – her er der mulighed for at tage et valg i modsætning til, når vi udskammer andre, men ikke selv aktivt ændrer vores adfærd og vaner, fordi vi tror, det tjener et større formål. Jeg kan købe en hollandsk Heineken eller vin fra Alsace. Det er små handlinger, der kan skabe en lille, men aktiv forandring i verden. 

For hvis du kigger ned på dine fødder, eller hvis du åbner døren til carporten, er der stor sandsynlighed for, at førstnævnte er omkranset af amerikanske gummisko, pantflaskerne er ejet af Coca Cola, dit Tv-forbrug afslører timevis af binge-watching på amerikansk-ejede Netflix, mens ketchuppen, du dypper dine grillpølser i, trods sit tyskklingende navn, er ærkeamerikansk. 

Ja måske den enhed du læser denne tekst på, er forsynet med et æblelogo? 

Amerikansk kultur har siden Anden Verdenskrig været altdominerende i den vesterlandske verden, og det var indtil for få uger siden så naturligt, at de færreste stillede spørgsmålstegn ved det. 

Men lige som de sidste dages hellige sprang med på modstandsbevægelsens vogn, da det efterhånden var tydeligt for de fleste, at krigen ville falde ud til vores fordel, er det også nemt at springe på udskamningens panserkøretøj og peger fingre ad vores medmennesker. Men ved at udskamme vores naboer, vores venner og vores bekendte, skaber vi en

splittelse, og det er en splittelse, der kun gøres tydelig, fordi vi vælger at puste til en ild, hvor vi gør andre mennesker forkerte af frygt for, at nogen opdager, at vi også selv er infiltrerede i en amerikansk forbrugerkultur. 

Man kan kalde det dobbeltmoral. Man kan også kalde det kognitiv dissonans, men når vores adfærd ikke stemmer overens med vores idealer, er det de færreste, der for alvor tager os alvorligt.  

Den fremtid, vi som danskere går i møde, kan for nuværende synes skræmmende. Men er vi på det samme hold, bliver kriserne måske lettere at håndtere, for sammenholdet er det, der står stærkest i mødet med de udefrakommende trusler. Udskamning æder os op og skaber afstand. At tage aktive valg om at ændre adfærd skaber en følelse af at kunne mestre verdens udfordringer, og mon ikke det på den lange bane også skaber den største tilfredsstillelse?

Link til tekst: https://nordjyske.dk/nyheder/laeserbrev/du-udskammer-andre-mens-du-ser-netflix-og-drikker-pepsi/5502076