Hvad kan man nå på 15 minutter?

Når vi tror, at vigtige samtaler kan udfolde sig indenfor snævre tidsrammer på 15 minutter, mens vi sidder rundt om et bord, risikerer vi at overse både andres og vores egne behov for at blive hørt. For måske er de traditionelle rammer ikke den eneste forudsætning for, hvorvidt en samtale bliver god og meningsfuld. 

Det var en tanke, der strejfede mig forleden dag, da min far og jeg fældede træer, savede dem til brænde og læssede dem i en vogn.

Min far og jeg har ikke altid så meget at tale om, men når vi laver praktisk arbejde, går samtalen ofte meget lettere. Da min far, der er en mand af få ord, til jul havde fået en ny sav, besluttede vi derfor at bruge weekenden på at fælde træer, der var væltet i stormen. 

Undervejs nåede vi at vende både verdenssituationen og dagliglivets bekymringer, for i modsætning til samtaler om et spisebord, hvor vi ofte kun kan sidde et kvarters tid, så er det lettere at tale, mens hænderne er i gang med at lave noget praktisk. 

Og det fik mig til at tænke, om vi risikerer dårligere samtaler, hvis de bliver for rammesatte og underlagt for store forventninger? 

For kan den gode snak overhovedet opstå, hvis tidsrammen er for snæver?

Til en samtale hos lægen er der afsat 15 minutter. Det indebærer både at blive hentet i venteværelset, sætte sig i stolen og fortælle om sine symptomer, blive undersøgt af lægen, der hastigt måler et blodtryk eller lytter til hjertet for herefter at stille en diagnose. Og før de 15 minutter er gået, står man igen i venteværelset.

Til MUS-samtaler skal man både nå at beskrive de personlige kompetencer, som arbejdspladsen bør kende til, men du skal samtidig nå at løse uoverensstemmelser mellem arbejdsgrupper eller de mere personlige work-/life-balance udfordringer, der handler om at få alle enderne til at nå sammen. Til denne samtale er der afsat 15 minutter.

Til forældresamtale på børnene skole starter lærerne som det første et stopur, der ringer efter 12 minutter. Da samtalens omfang er 15 minutter, er alarmen efter de 12 en venlig påmindelse til forældrene om at blive færdige og runde af, så tidsplanen ikke skrider. 

Men 15 minutter er ikke lang tid, hvis man rent faktisk ønsker at tale om mere end det, der ligger indenfor denne snævre tidsramme; hvis dit barn ikke trives, og hvis denne mistrivsel ikke blot kan klares med en hurtig ordveksling, opgiver man måske helt at nævne det, der rent faktisk har betydning – og her tænker jeg ikke på resultaterne af de årlige tests i dansk og matematik – for når noget er komplekst, tager det tid at tale sig ind på samme frekvens. Og det er vanskeligt at kunne gøre på blot et kvarter. 

Men der er ikke kun dårlige ting at sige om 15 minutter.

På den positive side er et samleje ifølge kilder fra videnskab.dk indenfor normalområdet, hvis det varer et sted mellem 1-15 minutter, mens en kort lur midt på dagen helst ikke må vare meget længere end 15 minutter, hvis man skal opnå de optimale effekter ved at sove til middag. 

Og psykologien har selvfølgelig også et svar på, hvad man kan nå på 15 minutter, for et interessant eksperiment mener at kunne forklare børns trivsel i fremtiden baseret på blot 15 minutters undersøgelse. Eksperimentet kaldes noget så mundret og billedligt som ’Skumfidus-eksperimentet’, og det blev udført i 1960’erne af psykologen Walter Mischel

på Stanford University. Her testede han 500 børnehavebørns evne til selvkontrol ved at stille en skumfidus foran dem og instruere dem i, at hvis de ikke spiste skumfidusen indenfor tidsrammen på 15 minutter, ville de efterfølgende blive belønnet med endnu en skumfidus.

Omkring en tredjedel af børnene kunne modstå fristelsen fra at spise skumfidusen med det samme og dermed få en umiddelbar belønning, mens de andre gav efter for fristelsen. 10 år senere tog Mischel kontakt til de 500 deltagere, og her viste det sig, at de børn, der havde spist skumfidusen, havde klaret sig markant dårligere i skolen end de børn, der udviste selvkontrol og lod skumfidusen ligge. 

De 15 minutters udholdenhed havde altså ifølge forskerne livslang betydning for børnenes trivsel og læring.

I mit arbejde har jeg mulighed for at tale med mennesker over længere tid end blot 15 minutter ad gangen, og her møder jeg mange, der beskriver, at den gode samtale i deres privatliv er under pres. Mange har svært ved at prioritere at sætte sig ned og for alvor tale om det, der er betydningsfuldt, eller også prioriterer de samtalen for lidt til fordel for alle mulige andre aktiviteter, der udfylder hverdagen.

Og selvom de længes efter at få taletid og at blive lyttet til, er det lettere sagt end gjort, hvis eksistentielle livsspørgsmål skal besvares imellem fodboldtræning, aftensmad og TV. Det kræver vidde i rammerne, hvis samtalen skal kunne udfolde sig, men der er samtidig noget afgørende at vende fokus mod: for vi er forskellige, og dermed er vores måder at indgå i samtaler mindst lige så forskellige, som der er mennesker i verden.

For samtaler kan være mange ting: Det kan være samtalen ved aftensmaden, hvor du får plads til at fortælle om din dags små og store oplevelser, eller det kan være samtalen med en tilfældig person, du møder i bussen. 

For en samtale er mere end en ordveksling. Det er at tage sig tid til at lytte til hinanden.

Og hånden på hjertet: hvornår har du sidst oplevet at blive lyttet til uden afbrydelse, eller uden at blive spist af med gode råd, du ikke havde bedt om eller værst af alt at sidde over for en uinteresseret samtalepartner, der ikke for alvor lyttede efter, hvad du sagde?

Måske du kunne overveje at starte som en anden folkeskolelærer med at sætte et ur på 15 minutter med en nedskrevet dagsorden og sætte dig overfor din partner og trykke ’start’. Se så, hvor langt I når. For nogle mennesker vil 15 minutter føles som en evighed, mens det for andre vil være et godt udgangspunkt for at sætte gang i en vigtig samtale. 

Men hvad kan man nå på 15 minutter? Man kan nå utrolig meget, og man kan nå utrolig lidt, men rammen kan være en respektfuld måde at påbegynde den svære samtale, der forhåbentlig kan udvikle sig til noget langt større og mere spontant, som går udenfor den snævre tidsramme.

Nu har jeg de seneste 15 minutter kigget udad vinduet uden at foretage mig noget. Det er sammenlagt på en dag lang tid, hvis man antager, jeg er nogenlunde gennemsnitlig og sover omkring 9 timer, hvilket giver mig 15 vågne timer, hvoraf de otte går med at arbejde. Så har jeg syv timer tilbage eller 28 kvarter, hvis vi skal blive i tankegangen. Jeg overvejede at tage en lur, og jeg overvejede at gå en tur, men jeg endte med at blive siddende. 

Ligesom det berømte udtryk ’15 minutes of fame’ på den ene side kan være berusende, så vil mennesker, der har oplevet ’15 minutes of fame’ formodentlig kæmpe med at finde nye

veje at gå, når spotlyset slukkes, og nyere berømtheder indtager scenen. På samme måde kan man risikere at gøre resultaterne fra ’Skumfiduseksperimentet’ til en forklaring på alt det, man ikke lykkes med, under påskud af 15 minutters manglende impulskontrol. 

For de blot 15 minutters berømmelse kan efterlade kunstneren i en tilstand, hvor han efterfølgende må kæmpe med at forny sig selv eller at kunne løsrive sig fra mærkatet ’one hit wonder’ for i stedet at gå helt nye karriereveje.

For dem kan de 15 minutters berømmelse blive ødelæggende for deres videre karrieremuligheder, fordi intensiteten ikke synes at kunne blive opretholdt på den lange bane.

Og for os andre kan et kvarter heller ikke stå alene, hvis vi ønsker dybere samtaler og at blive klogere på, hvem vi selv er. For er vores liv kun baseret på 15 minutters indsatser, vil vi næppe få øje på de små sprækker af lys, der siver ind og giver os mange forskellige former for samtale, som hverdagen tilbyder os, og som ofte ligger lige indenfor umiddelbar rækkevidde.

Link til tekst: https://nordjyske.dk/nyheder/nordjylland/hvad-kan-man-naa-paa-15-minutter/6023055