Har du talt med en (god) ven i dag?

Gad vide hvad der ville ske, hvis vi tog os mere tid til at lytte til hinanden fremfor at spise vores nærmeste af med gode råd eller en henvisning til en professionel sjælesørger og i stedet blot var til stede med åbne ører og færre ord? Meget andet er der sjældent brug for.

Forleden kom min søn hjem fra skole i nedtrykt humør. Han var blevet uvenner med en klassekammerat. Det er ikke første gang, det sker, og min første indskydelse var at sige: ”Så skal du give ham en undskyldning, så I kan blive gode venner igen”, men jeg lod være. Efter han havde fortalt mig flere detaljer, stod det klart, at de havde været lige gode om det, og at episoden nok ikke havde været så alvorlig, som jeg først lige antog. Det tog ham bare lidt længere tid at få hele historien foldet ud, og heldigvis havde jeg tid til at lytte, men det er bare ikke altid tilfældet. 

Ofte har vi brug for at dele det, vi finder svært, for det er i mødet med andre mennesker, vi kan regulere os og dermed skabe mere forståelse for vores tanker og følelser. For nogle mennesker sker det både konkret gennem en samtale, mens andre finder fællesskaber online, hvori de kan dele deres tanker.

I katolske samfund kan man skrifte; en praksis, man ofte ser udfoldet i film, hvor præsten sidder på den ene side af en halvt gennemsigtig skærm, mens den skriftende sidder på den anden side og udtrykker sine kvaler. Den slet dækkende afskærmning giver den skriftende en smule anonymitet, men der er noget ved denne opsætning, der har undret mig.

For når vi skjuler os for den anden, siger vi dermed også, at det, vi har på hjerte, er noget, vi skal skamme os over, fordi det ikke tåler dagens lys, men måske vi kunne få en bedre forståelse af hinanden, hvis vi både tog os mere mod til at dele det, vi har på hjerte, og samtidig tog os tiden til at lytte, når nogen ønsker at dele sine inderste tanker med os. 

Mange af vores psykologiske sår og eksistentielle dilemmaer udspringer af en oplevelse af at være udskammet for den, man er. Det kunne være barnet, der er blevet mobbet og dermed har oplevet de altødelæggende konsekvenser af at være blevet nedgjort, holdt udenfor og dermed også fået fortalt, at: ”Du er ikke en del af fællesskabet.” Det kunne også være manden, der er blevet forladt af sin kone, og som selv mange år senere stadig

rammes af en uoverstigelig tvivl og sorg over at være valgt fra. Selvom vi ofte kan tænke: ”Det er da længe siden, se at komme over det” så er det bare sjældent tilfældet. Sorg forsvinder ikke; den er altid med os, men den kan blive nemmere at rumme, hvis vi tør at tale om den med nogen. 

Men når vi taler med mennesker, der ikke lytter efter, eller som ikke tager sig tid til for alvor at forstå vores problem, forstærkes skamfølelsen yderligere. 

Men når selv vores gode venner ikke kan rumme os, hvordan skal vi så kunne rumme os selv? 

Jeg har ofte oplevet at blive mødt af gode råd såsom: ”Op på hesten igen”, ”Der er folk i verden, der har det værre end dig” eller ”Du skal bare få dig en hobby, så får du andet at tænke på” Og selvom rådene sikkert er velmenende og igennem årene er givet af både familie, venner, lærere og kollegaer, så har gode råd det bare med at virke modsat hensigten, hvis du ikke har bedt om det gode råd.  

Gode råd kan nemlig komme til at virke belærende og som en affejning af de følelser, du jo egentlig bare havde brug for at sige højt. For inderst inde ved de fleste af os godt, hvad løsningen på vores problemer kunne være, og det er heller ikke løsningen, vi beder om at få fra vores omgivelser, det er derimod et rum til at blive lyttet til uden fordømmelse og afvisning. 

For mange kan det være ubehageligt at skulle lytte til andres problemer, men hvorfor egentlig? 

Hvad er det, vi frygter at høre fra den anden, hvis dét, den anden egentlig bare har brug for, er to ører, der lytter? 

For det handler jo sjældent om os, men om at den, der har brug for at dele sine følelser, har brug for at få afløb, inden de brister, og måske det hjælper, hvis vi lidt oftere deler vores tanker fremfor at holde på dem alene over længere tid og dermed lader dem vokse sig større og uoverstigelige? 

Min søn kom i går hjem og fortalte, at han endnu en gang var blevet uvenner med sin klassekammerat, men at de havde fundet en løsning ved at snakke om det. Jeg behøvede ikke at sige andet end: ”Godt, I løste det”, for mere var der ikke brug for denne gang. Måske skyldes det, at jeg tog mig tid til at løse hans problem, da det var værst. Ikke desto mindre gjorde det mig glad, at han indvilligede mig i sine tanker endnu en gang, for når vi deler ud af os selv, skylder den anden at favne os. Det er ikke fordi, vi skal være hinandens præster, psykologer eller terapeuter, men måske bare en god, støttende ven, der tager sig tid til at lytte, når der er behov for det. Det værste, der kan ske, er, at vi ikke bliver betroet noget en anden gang. Det bedste, der kan ske, er, at vi har hjulpet en ven ud af sine kvaler og gjort deres skam mindre.

https://nordjyske.dk/nyheder/nordjylland/skribent-har-du-talt-med-en-god-ven-i-dag/5776694