Forandring fryder

Af Lisa Ludvigsen, cand.mag., lektor
Udgivet, 
02/12-2023

Noget der er fascinerende ved at bo tæt ved naturen, er at se den forandring, der udspiller sig for øjnene af dig på daglig basis. I går stod mit japanske kirsebærtræ stadig med alle sine blodrøde blade, men her til morgen var de farverige blade blevet til et blodrødt hav på fliserne under træet. Jeg tænker, det må være nattefrosten, der med sin dræbende hånd har taget livtag med træets livfuldhed, men selv på jorden er de karakteristiske, kantede blade smukke. Snart vil de forgå, blive til jord, og en dag vil der igen vokse nye blade ud. 

Når træet er smukkest, er der ikke meget, der udstråler samme form for liv, for dets røde blade er så markante i et ellers mere brun-gulligt, dansk efterårslandskab. Det særlige ved træet er også, at det er en gave fra husets tidligere ejers søn. Hun fik det af ham til en rund fødselsdag, og da hun besøgte mig sidst, var hendes største vemod faktisk bundet til træet, snarere end til huset, hun havde forladt. Jeg lovede hende at passe godt på træet, fordi de mange minder stadig er infiltreret i dets rodnet, stamme og små grene, men dets forgængelighed er jo ikke blot knyttet til dets naturlige cyklus styret af årstiderne. Det var også styret af det liv, den nu tidligere ejer havde sagt farvel til, og en søn der for længst var blevet voksen og havde fået sit eget hus og familie.

Forandring er umiddelbart farlig, fordi den er et farvel til noget, der er. Det kunne være et farvel til et tidligere job, man har mistet, en tidligere kæreste, ja noget så uskyldigt som en ny frisure er et farvel til et tidligere jeg, men goddag til et nyt.

En af årsagerne til, at afskeden er vanskelig, er formodentlig uvisheden om konsekvensen ved at sige farvel. For det nye er i sig selv ukendt og uprøvet.

Et billede, jeg tit ser for mit indre, er personen, der står ved skillevejen: skal jeg vælge den ene sti, eller skal jeg vælge den anden?

Dilemmaet er så indgroet i os, for på daglig basis står vi hele tiden overfor mere eller mindre afgørende skilleveje; skal jeg spise nu eller vente, skal jeg stå op, selvom jeg hellere vil blive liggende, eller skal jeg køre for hurtigt, så jeg ikke kommer for sent, selvom det potentielt sætter andre i en farlig situation? 

Nogle af disse valg er uundgåelige, selvom de er smertefulde, det kunne f.eks. være at tage afsked med et kæledyr, der er blevet sygt eller opgive sit hjem, fordi økonomien halter. 

Den naturlige længsel er ofte at bevare det velkendte, og det kan man heldigvis også ofte sagtens gøre, for det velkendte er forudsigeligt og på sin vis trygt. 

Men hvis vi vælger ikke at tage stilling, affinder vi os med tingenes tilstand. 

For det dynamiske menneske vil et sundhedstegn være at være i forandring – med andre ord at åbne sig for verden. Det modsatte gør sig gældende i mere dysfunktionelle relationer. Her vil verden holdes på afstand, for jo tættere ’virkeligheden’ måtte komme, des mere vil man trække sig indad og vende ryggen mod forandringen. Forandringen bliver nemlig stilstandens udfordrer, for de to arbejder dårligt sammen.

Når en relation splittes op i forbindelse med f.eks. skilsmisse, bliver opbruddet et valg, som forældrene tager. De vælger at splitte familien, men tilbage står børnene, der ikke er blevet spurgt til råds. For dem tages et valg, og de må – om de ønsker det eller ej – følge med og indgå i nye konstellationer, som de heller ikke har valgt. 

Spurgte man dem, ville de næppe svare, at ”Forandring fryder”; det er nemlig en forandring, de ikke har valgt eller har haft indflydelse på, og det er jo desværre en gang imellem et vilkår ved at være menneske.

Min svigerfar bruger et citat fra en arabisk lyriker, når han forklarer nogle af de valg, han har truffet i sit liv. Det lyder: 

”Mit hjem er ikke der, hvor mine forfædre ligger begravet, men der hvor min familie er.”

Citatet viser en vej, hvor det forladte bliver efterladt på et fysisk sted, men hvor medlemmerne følger med. Stedet bliver altså ikke afgørende for, at familien kan eksistere. Det bliver valget om at rykke sig for at bevare det, man holder af, der bliver den fremdrivende kraft. Citatet siger altså noget grundlæggende om, hvad forandring er for en størrelse: 

Vi kan købe ny bil, farve håret lilla eller skifte tøjstil, men forandringen er først rigtig slået igennem, når vi tør at forstå, at forandringen mest af alt sidder inde i os som en måde at forstå sig selv og sin omverden på. Den er ikke nødvendigvis synlig for andre, men for os, der oplever forandringen indefra, kan det blive til et møde med en ny tilværelse, hvor vi selv står til ansvar for vores valg.

Den styrke er noget af det største, vi kan opleve, og har man først indset nødvendigheden af en forandring og oplevet den vitalitet, der følger med at stå ved sin beslutning, kan man ikke gå tilbage til den gamle tilstand.  

For forandring fryder, ligesom det velkendte er rart og trygt. Forandring er bare til tider nødvendig. For mens tiden går, bliver også vores relationer præget af de uundgåelige forandringer, der følger med at blive ældre, skifte civilstatus eller få børn, men det sammenbindende behøver ikke at blive forkastet, bare fordi vi hver især ændrer livssituation. For så længe forandringen gavner den enkelte, vil også de øvrige relationer mærke forandringerne, som var de ringe i vandet. 

En person i forandring er en, vi drages af, for forandring er båret af mod og af selvomsorg, og denne person har accepteret den uundgåelige cyklus, vi som mennesker alle er en del af: Vi fødes, vokser op, modnes, ældes og dør. Det er barske sandheder, men det er sandheden. Jo før vi indser dette, desto hurtigere kan vi hoppe med på forandringens vogn og erfare, at når først vi overgiver os til forandringen, har vi for alvor overgivet os til os selv.

2

Lisa Ludvigsen

Email: terapi@lisaludvigsen.dk

CVR: 44296632

Info 

Åbningstider: efter aftale 

© 2023, Lisa Ludvigsen