Tænk, hvis omgivelserne kunne tvinge os til at slappe af?
Af Lisa Ludvigsen, cand.mag.psyk.
Udgivet den 18/7-2025 i Nordjyske Stiftstidende
Når vi går fra hverdagens høje tempo til et markant skifte ved sommerferiens indtræden, kan mange mennesker have svært ved at slappe af. For selvom ferien længe har været dét, der har holdt vores energi oppe midt i de mange forpligtelser, sommerferieafslutninger og færdiggørelse af arbejde, som ikke kunne vente til efter ferien, så er det ikke altid lige nemt at gå fra hverdag til afslapning.
For når man så endelig befinder sig i en liggestol i den bagende sol med en kold øl i den ene hånd og et badedyr i den anden, vil mange måske mærke en ubehagelig fornemmelse af ikke rigtig at være til stede. For uroen i maven og den høje puls værner om, at selvom vi har brugt mange penge og tid på at planlægge en rejse kun med fokus på afslapning, hygge og fordybelse, så er vi ikke garanteret, at vores krop og hoved makker ret og lader os nyde den velfortjente afslapning.
Men hvad er årsagen?
Måske vi lægger for store forventninger ned over vores dyrebare tre uger af sommerferien. Eller måske lader vi ikke omgivelserne vejlede os til, hvordan vi får mest mulig ud af vores ferie?
Her i slutningen af sidste uge pegede en undersøgelse på, at hver femte dansker kæmper med svær træthed. Derfor havde radiostationen P4 i samarbejde med en læge med speciale i stress igangsat en undersøgelse, hvor lytterne skulle komme med bud på, hvordan man bedst bliver afslappet i ferien. Et af budene var at mærke sig selv og komme ned i kroppen, mens et andet råd var at finde tilbage til naturens rytmer.
Med de råd i baghovedet har jeg indrettet de sidste dage ud fra følgende model: jeg har badet, jeg har spist, jeg har sovet.
Det er næsten som at være et spædbarn igen, for med en gennemsnitstemperatur på 39 grader her i Toscana er det med min klassisk danske, blege hud næsten umuligt at foretage sig meget andet end at køle sig i vandet, sidde stille i skyggen samt drikke og spise en lille smule for ikke at mangle væske og salt.
Der er ellers masser af ting, jeg kunne tænke mig at opleve, nu når jeg endelig befinder mig her i Toscana: jeg vil gerne besøge de lokale museer, se domkirken i Firenze, tage på marked, opleve Det Skæve Tårn i Pisa eller vandre i bjergene.
Det er bare ikke muligt med de høje temperaturer.
Lige nu, mens jeg skriver disse linjer, sidder jeg i vores spartanske, italienske køkken, der både mangler tallerkner og en ovn, og hvor jeg venter på, at den gamle gryde med kun ét øre varmer vand til min kaffe. Her er ikke meget at give sig til, men vi gør, som mennesker i Sydeuropa også gør: vi holder siesta, så vi igen om nogle timer kan finde energien til at gå tilbage til poolen. De lokale ser vi ikke meget til i løbet af dagen, men når aftenen bryder frem, er det som om de mange mennesker, der tidligere ikke har været at se, dukker frem og rykker ind på de mange restauranter, hvor atmosfæren dirrer af høj tale, store armbevægelser og livsglæde. Kontrasten til den stillestående varme i dagstiden er markant, for i den dunkle aften løber tjenerne rundt med fyldte tallerkner i et hæsblæsende tempo, og børnene falder i søvn i deres mors arme eller i en klapvogn.
I modsætning til i Danmark er det som om aftenen er dagens egentlige begyndelse, for nu er det muligt at bevæge sig rundt og gøre alt det, som den ubarmhjertige sol begrænsede os i at gøre.
Når vi går den 20 minutter lange vej på den sandede grusvej fra vores lejlighed til poolen, møder vi ellers mange små påmindelser om at tage den med ro, for langs vores rute støder vi på flere små vejaltre enten med figurer af Jesus eller hans mor Jomfru Maria. Disse vejaltre er ofte opstillet langs veje, ved trafikale knudepunkter, på steder med risiko for uheld eller hvor der bare er langt til nærmeste kirke. Synet af disse figurer minder mennesker om at reflektere – uanset om man er troende eller ej – så kan disse små ikoner bryde det, der ellers synes at være én lang, støvet grusvej mod målet – poolen – til i stedet at rette sit fokus indad og spørge: ”Hvordan har du det egentlig?” Og når jeg tager mig tiden til at mærke, hvad svaret på dét spørgsmål er, kan jeg også vende min opmærksomhed mod mine omgivelser; udsigten over bjergene, oliventræerne og udsigten til den smukke by, Firenze. Til de 145 firben, børnene og jeg har talt på vores gåture på grusvejen til duften af vildt voksende oregano.
Men uden de ydre, konkrete påmindelser om at tage den med ro, er det vanskeligere ved egen hjælp at mærke, hvordan jeg egentlig har det.
I modsætning til mig er min datter på to år i langt bedre kontakt med sine følelser og behov, for hun starter 9 ud af 10 sætninger med ordet ’mig’: “Mig selv gør det, mig ha’ vand, mig mega sulten, mig gider ik’…” Og måske har hun fat i noget?
Hun formår ikke at udsætte sine egne behov, og derfor formår hun heller ikke at undertrykke selvsamme behov. Hun er i kraft af sin alder fortsat optaget af sig selv som primært omdrejningspunkt i verden. Til gengæld har hun heller ikke store forventninger til, hvad vores ferie skal leve op til, for disse egenskaber er endnu ikke udviklet i hendes lille hjerne. Hun kan blot mærke, hvad der lige her og nu er behov for at gøre, så hendes dage i varmen forløber så behageligt som muligt.
Så om lidt går vi ned til poolen for anden gang i dag, og i aften spiser vi en pizza. I morgen bliver formodentlig identisk med i dag, men det er også fint for nu. I næste uge kommer regnen, og Det Skæve Tårn i Pisa står nok også så længe, at vi en dag når at besøge det og tage fotos af børnene, der poserer ved siden af den skæve bygning.
Men tænk hvis vi kunne tage disse oplevelser med hjem, så vi kunne indrette vores hverdag i Danmark på en måde, så vi også her skaber bedre muligheder for at begrænse os, så vi ikke behøver at arbejde, til vi segner, men tage små pauser i løbet af en dag, hvor vi skaber rum til at trække vejret og overveje, hvordan resten af dagen skal forløbe bedst muligt?
For i begrænsninger ligger altid en mulighed. Selvom ordet ’begrænsning’ oftest rummer negative associationer – jeg må ikke få alt, jeg kan ikke nå det hele, der er noget som går min næse forbi, jeg er bange for at gå glip af noget… Så er den positive udlægning af ordet ’begrænsning’, at du får mulighed for at vælge det overflødige fra, at du ikke behøver at gøre alting, men kan vælge det, du foretrækker.
Der er altså i ordet ’begrænsning’ også en mulighed for at passe på sig selv, så man ikke slides op, i modsætning til begrænsningens modsætning – alt er muligt!
Denne ferie er startet bedre, end den plejer. Og selvom varmen har begrænset os, så er jeg alligevel lykkedes med én ting, og det er at være afslappet.
God sommer til alle.
