Hvad er særligt dansk for dig?

Forleden spurgte jeg mine Hf-elever, hvad de ville nævne som særligt dansk, hvis de skulle beskrive vores lands værdier til en fremmed. 

Mange lagde vægt på vores madkultur – brun sovs, leverpostej, stegt flæsk – alle fødevarer i den brun-grå farveskala, mens mange også fremhævede fællesskab, håndbold, øl og hygge.

En af eleverne nævnte også den selvfede arrogance, som for ham kendetegner mange danskere: ”Vi synes, vi er bedre end de andre” og så tilføjede han ordet ”hygge-racisme” til listen. Hertil nævnte de andre elever høje skatter, gratis sundhedssystem, gratis uddannelse og endeligt: Tryghed. 

Sidstnævnte kom faktisk bag på mig, for når jeg stiller spørgsmålet: ”Hvad er særligt dansk?” er jeg vant til, at eleverne svarer: H.C. Andersen, frikadeller og flæskesteg. 

Det er første gang, jeg hører, at svaret på spørgsmålet er: ”Tryghed”

Da vi for et par uger siden var på ekskursion til kunstmuseet Heart i Herning, lavede vi en øvelse i bussen, der lød: ”Hvis du skulle beskrive dit forhold til Herning igennem et digt, hvordan ville det så lyde?” og den øvelse gik alle til med stor energi. Det skal måske nævnes, at mine elever er fra Holstebro, og som det er tilfældet mellem mange andre nabobyer i Jylland, så er der også et had-/kærlighedsforhold mellem Herning og Holstebro. 

Når jeg spurgte dem, hvad det var ved netop Herning, de ikke brød sig om, var svarene uldne: ”Det er fladt”, ”Vi kan ikke lide FC Midtjylland” eller ”Deres gågade er kedelig”. Det er jo egentlig ret uskyldigt, ja ligefrem intetsigende beskrivelser af en hel by og deres indbyggere, men én ting kunne de blive enige om, og det var, at de ikke brød sig om Herning. 

Vores første stop på turen var til det berømte kunstværk, Elia, der troner op med sin industrielle, bombastiske metaloverflade. Eleverne var tydeligt imponerede og samtidig lidt bange for den røgspyende bygning, hvor flere mennesker gennem årene har mistet

livet. Fra toppen af Elia kunne de se ud over Herning, og fordi Herning som bekendt er flad, kunne vi se langt. 

På Heart startede vi med at synge en fællessang. Eleverne valgte ”Hvor skal vi sove i nat?”, så der sad vi – to lærere og 30 Hf-elever på gulvet og sang. Det var ikke så passende lige netop her mellem mastodonter som Peter Carlsens imponerende portrætter og karikaturer og Piero Manzonis ’Lort på dåse’, men det gav alligevel en god følelse af at være sammen i rammer, som syntes uvante. 

For der er noget svært tilgængeligt ved moderne kunst. En følelse af, at man bør sige og mene ’det rigtige’ for at blive accepteret, mens vi derimod alle kunne synge med på ”Hvor skal vi sove i nat?” uden at have en forudgående forståelse eller kendskab til sangen, hvis struktur er båret op af de mange gentagelser af frasen: ”Hvor skal vi sove i nat?” 

Denne sang er en del af den danske sangkultur, som ikke har fået plads i Højskolesangbogen, men som alligevel siger noget om, hvad det vil sige at være menneske. I modsætning til sangens letfordøjelige budskab blev vi i mødet med Peter Clausens politiske og provokerende værker tvunget til at tage stilling til, hvad det vil sige at være dansk uden at få budskabet serveret ved første øjekast. 

Og i en tid, hvor nye politiske tiltag fra USA vælter ind over os, er det vigtigere end nogensinde at tage stilling til, hvad det er, der er særligt dansk, for er vi ikke bevidste om dette, bliver vi som nation mere skrøbelig. 

Så hvad er særligt dansk for dig? 

Det er et næsten uundgåeligt spørgsmål i disse tider, hvor den verden, vi syntes at kende, som ved et trylleslag forandres dag for dag. Grønland, som de fleste danskere nok ikke har skænket mange tanker gennem årene, bliver mediedækket i et omfang, som aldrig tidligere er set. Og pludselig er det relevant at spørge: Hvad er Danmark OG Grønland for os? 

Lige som vi også tvinges til at tage stilling til alt det, der ellers normalvis kører på automatpilot: Vi kører i drive-in, når blodsukkeret er lavt, vi drikker en cola, når vi skal køles ned, mens vi scroller på mobilen, når vi keder os. Om aftenen ligger vi på sofaen,

mens vi streamer serier på Netflix, og når vi skal huske vores gamle mosters fødselsdag, er Facebook behjælpelig med at minde os om det, når vi vågner om morgenen. 

Lige gyldigt hvor vi kigger hen, er den amerikanske kultur så infiltreret i vores daglige liv, men med de mange forandringer i verden er det på tide at få et kritisk blik på det, der næsten ubemærket har sneget sig ind i alle dele af vores liv. 

Tilbage i Herning sluttede vi på elevernes opfordring i Herning Storcenter, hvor mange spiste frokost på McDonald’s, hvorefter bussen kørte retur mod Holstebro. Da vi efter nogle uger skulle besvare spørgsmålet om, hvad det vil sige at være dansker, blev spørgsmålet fulgt op af at analysere H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”. 

Sangen, der umiddelbart kan synes ufremkommelig og vanskelig at forstå her næsten 200 år efter, den er skrevet, viste sig dog alligevel at bekræfte mange af de ord, som vi som nutidige danskere anvender til at beskrive, hvad det vil sige at være dansker i dag. For endnu en gang dukkede ordet ’tryghed’ op i første strofe af H.C. Andersens sang: 

”I Danmark er jeg født // der har jeg hjemme // der har jeg rod // derfra min verden går // du danske sprog // du er min moders stemme.

Og som en af eleverne påpegede, så er sammenligningen mellem sproget – modersmålet – og vores mors stemme et fint billede på den tryghed, som det at have rod i et sted, kan skabe. For når træets rødder dør, vil også træets blade, derefter kviste, grene og til sidst stammen gå i forrådnelse og forsvinde. Roden er det, der gør os til danskere i flertal trods uenigheder om hvorvidt Herning eller Holstebro er den bedste jyske by. For rødderne kan være forskellige hver især, men det er summen af rødderne, der skaber vores fælles træ og danske identitet. 

Så måske spørgsmålet: ”Hvad er særligt dansk?” den næste tid vil kræve, at vi benytter en langt mere nuanceret farvepallette til at sætte ord på, hvad Danmark nu er? 

For det er presserende at forholde sig til spørgsmålet, når ydre kræfter synes at ville destabilisere den verden, vi kender.

Se det som en invitation til at redefinere, hvad det vil sige at være dansk fremfor at holde fast i de standardsvar, som vi har benyttet os af hidtil, for Danmark er meget mere end H.C. Andersen, frikadeller og flæskesteg. 

Måske det at være dansk også er at interessere sig for de dele af rigsfællesskabet, som geografisk synes at ligge langt væk, men som vi deler noget af det allervigtigste med – vores modersmål, vores fællesskab og vores kulturhistorie. 

For forandring uden forankring bliver at opgive det, der er os, ikke det der er præget af en massiv, amerikansk underholdnings- og forbrugskultur, men en historie, der går forud for vores nutidige, levede liv. For når vi taler samme sprog, skaber vi også fælles værdier og fortællinger, og det må da om noget skabe tryghed.