Uret tikker

Der er noget magisk over fredag, hvor weekenden står for døren, og det kan til tider føles, som om tiden mellem fredag og mandag morgen er uendeligt lang. Der er ikke grænser for, hvad man kan nå at gøre, fra arbejdsdagen slutter, til man igen kører mod arbejdspladsen mandag morgen. 

Men når søndag melder sin ankomst, spørger jeg ofte mig selv, hvad weekenden egentlig er gået med?  

Hvis man færdes i Viborg eller omegn, har man de sidste uger ikke kunnet undgå at se de mange cirkusplakater, der reklamerer for ”Vintercirkus i verdensklasse”. 

Mine børn har gang på gang spurgt, om vi ikke skulle tage i cirkus, men jeg har spist dem af med mere eller mindre velargumenterede forklaringer på, hvorfor vi ikke skulle i cirkus i denne omgang. 

Men så slog det mig: måske er det sidste gang, min ældste overhovedet har lyst til at tage i cirkus, mens det for lillesøster ville være første gang, hun oplever den særlige stemning, der opstår mellem klovne, linedansere og candyfloss. Steffen Brandt synger med sin drævende, på en gang nonchalant og insisterende stemme i omkvædet til sangen Hele verden fra forstanden: 

”Uret tikker, hjertet banker, hele verden fra forstanden, gør dog noget, løb for livet, brug dog tiden, elsk hinanden, gør dog noget, uret tikker”

Det er en sang, der fra tid til anden rammer mig, fordi den rummer en sandhed og en kærlig påmindelse om, at hvis ikke vi lever, mens vi kan, løber livet fra os. 

For nogle gange kan det føles som at løbe rundt i manegen sammen med alle de andre veldresserede ponyheste; vi arbejder mandag, tirsdag, onsdag, og torsdag begynder længslen efter weekend. Fredag er vi allerede fra morgenstunden energiske: weekenden står for døren, og pludselig finder man sig selv fredag sidst på eftermiddagen sammen med alle de andre viborgensere fra Sydbyen, der også køber bland-selv-slik i Løvbjerg mellem kl. 16 og 17. Vi ser fredags Tamtam, lørdag spiller børnene fodboldkamp efterfulgt af familiearrangement og rengøring, og pludselig er det mandag igen. 

Men før man får set sig om, er det endnu en gang fredag, og sådan løber vi i manegen, indtil noget pludselig forandres og ikke er helt, som det plejer: 

”Skal jeg følge dig ind i skole?” spurgte jeg her til morgen min søn, hvortil han svarede: ”Det er lidt pinligt, hvis ens mor følger en ind i skole, når man går i 3. klasse. Undskyld, Mor, men derovre er mine venner” hvortil han gav mig et smækkys og løb af sted. Dér slog det mig: tiden går, og meget af det, der så sent som i går var min virkelighed og noget, jeg tog for givet, kan før jeg ved af det forandres. 

På den anden side er det jo fascinerende at betragte udviklingen, når vores børn vokser, og de bliver deres egne små mennesker, men tilbage står vi som den perron, hvor toget fra tid til anden stopper. Det er også fra perronen, vi sender dem ud i verden med en ballast og mod på at blive selvstændige, men jo ældre de bliver, des større er behovet for at værne om den tid, vi tilbringer sammen.

Efter at have afleveret ham, købte jeg en familiebillet til søndagens Vintercirkus i hallen. Og selvom der er lang tid til søndag kl. 15, slår det mig alligevel, at mange ting skal nås: der skal købes ind, vi skal finde fastelavnskostumer frem, vasketøjet skal sættes over, og jeg skal huske at aflevere biblioteksbøger, før jeg får en bøde. Det er små simple, lidt kedelige ting at skulle udføre, men de værner alle om de mennesker, der er omdrejningspunktet for mit liv: vi skal spise god mad, fordi det er weekend, børnene skal have kostumer til fastelavnsfesten, fordi de synes, det er sjovt at være klædt ud, og bøgerne skal afleveres, fordi de er blevet læst og har lært os noget om os selv. Den ene læser ’Find Holger’, den anden ’Gurli Gris’, og den sidste læser mangategneserien ’One Piece’; de er hver på deres trin på en udviklingsstige, og på søndag skal vi alle i cirkus; og pludselig blev weekenden ekstra magisk. 

”Ku’ jeg standse tiden // ville jeg leve livet forfra en gang til” synger Steffen Brandt, og jeg giver ham ret; jeg tager gerne endnu en runde i manegen, for der er noget magisk over hverdagen, hvis bare vi husker at lægge mærke til, at alt det, vi fra tid til anden tager for givet, er det levede liv, der har det med at løbe fra os, hvis ikke vi holder op med at løbe for livet, men i stedet hiver i bremsen og får øje på alt det, der står lige foran os. 

For hver dag er ikke cirkus, men magien derfra kan kaste et varmt lys over hverdagens løb rundt i manegen.