Af Lisa Ludvigsen Al-Mashhadi, cand.mag., lektor
Udgivet 10/12-2022 i Nordjyske Stiftstidende
Hvornår har du sidst skammet dig?
En fredag aften i november begyndte jeg at græde, da jeg skulle fortælle om en bekendt ung piges sygdomsforløb, og tårerne kom bag på mig.
Grunden til, at jeg fortalte historien, var, at den ligger mig meget på sinde, og jeg kunne simpelthen ikke tilbageholde trangen til at fortælle den, selvom jeg i bund og grund vidste, at det nok ikke var det rette forum at dele historien i.
For den gruppe kvinder, jeg var sammen med, kender jeg ikke særligt godt, men der var alligevel noget ved den atmosfære og stemning imellem os, der gjorde, at jeg følte mig tryg nok til at dele min sårbarhed.
Bagefter skammede jeg mig, for når tårerne først er trillet, kan de ikke rulles tilbage, og da jeg kom hjem, fortrød jeg inderligt at have åbnet op for min tristhed, når vi ellers skulle have haft en underholdende og let fredag aften. Jeg følte mig simpelthen skyldig i at have ødelagt den gode stemning og de andres krav på hygge, men mine følelser for den sygdomsramte pige og hendes forældre var for stærk til, at jeg kunne holde den nede.
Jeg oplevede ikke, at de andre kvinder sagde noget, der gjorde mig utilpas, men måske ubehaget opstod, fordi det kun var mig og ikke nogen af de andre, der denne aften delte historier af mere personlig karakter.
Så i bund og grund var det min egen skyld. Jeg kunne have ladet være med at dele historien om den unge, kræftsyge pige, men noget i mig var stærkere end selvkontrollen. Og så kan man spørge sig selv: er uretfærdigheden ved at et ungt menneske rammes af en livstruende sygdom ikke en alment menneskelig sårbarhed, som vi hverken kan eller bør lægge låg på?
Skam opstår ofte, når vores sårbarhed ikke tages vare på, og vi i stedet for at føle os forstået og mødt ender med at sidde tilbage med en følelse af at være forkert. Og det er ubehageligt.
Men én ting er at skamme sig over noget, man har sagt eller gjort; en anden ting er at udskamme andre, for her skubber man sine egne svære følelser over på nogen eller noget andet, for ubehaget reduceres, når det placeres udenfor os selv. Vi skaber altså en afstand og flytter det ubehagelige, men det er der bare stadig, selvom det for en stund kan føles helende at skubbe ubehaget væk.
Jeg hørte et eksempel forleden, hvor en kvinde var vred over, at hendes kollegaer ikke havde deltaget i afdelingens julefrokost. Ifølge hende var de ’usolidariske’ over for arrangørerne. Kvinden selv havde heller ikke deltaget, da hun var forhindret, men hun benyttede alligevel lejligheden til at kaste skam over alle dem, der havde valgt julefrokosten fra.
Hun var krænket, og formodentlig krænkede hun også sine kollegaer og de stakler, der havde stået for den julefrokost, hvor ingen dukkede op. Spørgsmålet er bare, om det er hendes pligt at gøre sig til dommer på andres vegne, eller om hendes forargelse i stedet dækkede over hendes egen dårlige samvittighed over ikke at have deltaget i den upopulære julefrokost.
Det interessante ved fænomenet er, at det ofte er dem, der ender med at skamme sig, som ikke er dem, der nødvendigvis har gjort noget forkert. Den, der udskammer, tager magten over andres sindstilstand, fordi hun ikke formår at kapere sin egen dobbeltmoral, svigt eller dårlige samvittighed.
Alligevel er effekten gennemgribende, for det bliver vanskeligt at krænge sig ud af skammens klæbende og kvælende favntag, når først du er blevet pålagt mærkatet: ”DU ER FORKERT”; for det, der kendetegner skammen, er, at den ikke handler om, at vi har gjort noget forkert. Den handler om, at vi er forkerte, og det er en anklage, der er langt vanskeligere at råde bod på, end hvis vi blot havde lavet en fejl og gjort noget forkert. I det tilfælde kunne man sige undskyld, men hvordan undskylder vi for at være dem, vi er?
Og hvem har egentlig ret til at dømme os som ’rigtige’ eller ’forkerte’?
Krænkelseskulturen lever: I de offentlige medier, hvor en sag altid har en fjende og en helt. Den lever på de sociale medier, hvor mennesker med et knips kan gå fra populære til dømt ude. Krænkelsen lever på sidelinjen af fodboldbanen, når vi brokker os over den dårlige dommer, men vigtigst af alt lever den i os alle. Og måske den får lov at leve, fordi den dækker over det, vi ikke kan holde ud ved os selv?
Så i stedet for at gribe i egen barm og forstå, hvad det er for et ulmende ubehag i os selv, der giver os lyst til at skyde med spredehagl mod vores omgivelser, fralægger vi os vores individuelle ansvar til fordel for at placere det hos andre. De andre bliver så til skammens gidsler, og vi fratager dem muligheden for at have magt over situationen.
Det er en meget udbredt praksis, og der er ikke nogen, der holder af at skamme sig. Det er nemlig en tilstand, hvor vi som mennesker reduceres og gøres mindre; vi bøjer os sammen, slår blikket ned, og vi trækker os fra andre, så deres blikke ikke kan se os. Formår vi derimod at udrydde skammen, kommer vi tættere på hinanden.
Da november blev december, og jeg igen mødte de føromtalte kvinder, til hvem jeg havde delt den svære historie, blev jeg mødt af store kram. Denne gang talte vi ikke om den sygdomsramte pige, men vi talte om alt muligt andet. Det var som om, vi var tættere, og måske hjælper det, når én åbner sig op og deler ud af det svære, for så kan andre, der tør at se deres egne sårbarheder i øjnene, kaste sig med ind i samtalen; for jo mere vi forstår hinanden, des lettere er det også at rumme alle de sider, vi besidder – både de festlige, de glade, de tunge og de sårbare.