Gem et lille smil til det bli’r gråvejr

Det er som om forårets klare lys og knopperne på træerne hvert eneste år kommer bag på mig. Som om det, der er i vente, næsten er for godt til at være sandt. De første tegn er de små vintergækker, der deres ynde til trods er nogle af de mest modstandsdygtige og vedholdende væsener. Sammenlignet med de storslåede og vildtvoksende gevækster, der folder sig ud senere på sæsonen, synes vintergækken så lille og ubetydelig, men dens evne til at gro frem midt i den hårdeste frost gør den til et lille mirakel. 

Når den første vintergæk viser sig, kan jeg stadig ikke forstå, at lysere tider er på vej, men når alt synes mørkt, trist og koldt, er fantasien og forestillingsevnen min vigtigste allierede. Foråret er på vej, selvom det umiddelbart synes usandsynligt. 

Jeg erindrer samme følelse fra den tid, hvor jeg var gravid. Selvom maven afslørede, at noget var på vej, var det alligevel umuligt at forstå, at der snart ville være et menneske mere i vores hus. Selvom den store mave så tydeligt insisterede på, at jeg da måtte forstå, at en livsomvæltning var lige rundt om hjørnet, var jeg alligevel begrænset i min forestilling.

For kan vi tro på det, vi endnu ikke kan se? 

Gustav Winckler udgav i 1975 sangen Gem et lille smil til det bli’r gråvejr, der som så mange andre sange i sin tid var en oversat coverversion af et amerikansk originalnummer. Fra sangen står for mig tydeligst verselinjerne:

”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr // lige nu er himlen klar og blå // der kan hænde ting i morgen // du ikke forudså”

Sangen er en fin påmindelse om tidens bevægelse, der i sit eget tempo og med egen impuls går sin gang uden at kunne fastholdes, men som er i flygtig bevægelse. 

I sangen optegnes forskellen som en cirkel: Lige nu er himlen klar og blå, men om lidt vil noget andet, endnu ukendt trænge sig på. Og det er uafhængigt af, om vi ønsker det eller ej. Det der er, er forgængeligt, det nye er uundgåeligt. 

Efterfølgende lyder sangen:

”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr // sol og glæde varer sjældent ved // så’ det rart at kunne smile // mens regnen siler ned”

At tage solskinnet ud og gemme det i erindringen er som at sammenligne vores humør med et gammeldags chatol, der med sine mange skuffer, både små og store, synlige og skjulte, rummer et virvar af rum, hvori vi kan gemme på hemmeligheder, minder og vigtig information.

I kontrast til de skjulte rum står det sammenpakkede chatol, hvis overflade er glat. Det, der på overfladen viser orden, kan nemlig gemme på hidtil ukendte genstande, og det er måske en af forklaringerne på, at chatollet som motiv er blevet beskrevet mange gange før. 

For afskrives nysgerrigheden på forhånd ved blot at konstatere, at det, vi ser – det lukkede chatol – er det, der er, misser vi potentielle oplevelser, der måske kunne ændre vores syn på verden. 

Lidt abstrakt kan man sammenligne chatollets mystiske indre med sindets afkroge og glemte erindringer, der kan virke utilgængelige, men det er blot fordi, vi endnu ikke er blevet stillet ansigt til ansigt med dets indhold. Vejen til disse går f.eks. gennem vores drømme, for når vi befinder os i den dybe søvn, er vores evne til at skabe associationer langt mere ustruktureret og diffus, end når vi er i de tidlige søvnfaser. I den dybe søvn møder vi afkroge af sindet, hvor der ikke nødvendigvis kan findes indlysende sammenhænge mellem de mange billeder, vi ser for vores indre, men vi kan få indblik i sindets chatol, hvis vi tør at bevæge os derind. 

Mange vil måske degradere drømme til et ustruktureret rod af ligegyldige tankestrømme, og det er drømmene også, hvis vi ikke er nysgerrige på, hvad de faktisk kan fortælle os. 

Når jeg befinder mig i særligt gode perioder i mit vågne liv, drømmer jeg ofte om et oplyst, smukt hus, hvor solen altid skinner ind fra højre. Det hus er velkendt for mig, men der er også en ukendt fløj bestående af en lang gang med en række rum ved siden af hinanden. 

I ét af disse rum er der et soveværelse med en køjeseng, og i dette rum er lyset endnu kraftigere end i den velkendte del af huset. Går jeg først ind i dette rum, åbenbarer sig et endnu større rum med store vinduer og en energi, som jeg kender den fra mit vågne livs mest inspirerende stunder. Rummet åbenbarer sig ikke altid for mig i sin fulde form, for nogle nætter når jeg kun at se køjesengen, der står lige indenfor døren.

Drømmen efterlader mig altid med samme følelse af, at der er noget, jeg endnu ikke har erkendt, og at noget venter på at blive opdaget, men at jeg er på vej. Jeg er bare ikke nået helt hen til det sted, hvor sansningen endnu kan kobles til et svar.   

Det mærkværdige med drømmene er, at de ikke eksisterer i fysisk form. De vokser ud ad mørket i mellemrummet mellem vores vågne tilstand og nattens tomhed, men hvis vi ser drømme som vejvisere, kan mørket måske give os indsigt. 

For måske er det i rummet mellem det sorte og det hvide, der findes en forklaring på de tilstande, der måske er diffuse, fordi vi ikke ved, hvornår de melder deres ankomst, eller hvornår de forsvinder igen. For blandingen mellem sort og hvid er grå. 

At anskue søvnen som den grå tilstand er som at se den som stationen mellem dag og nat, mellem vågen og sovende. Ligesom det sjældent er positivt at tænke sort-hvidt, fordi dette er at placere sig i to yderpoler uden at bevæge sig mod midten, er det på den anden side forbundet med en lang række negative associationer, når vi beskriver noget eller nogen som ’grå’; her er det ord som tristhed, modløshed, alderdom, kedsomhed, efterår, beton, asfalt og død, der umiddelbart falder mig ind. 

Men måske det er på tide at se den grå farve i et mere nuanceret lys? 

Gråvejrets modsætning er solskinnet, men hvis kun solskinnet eksisterer, forstår man ikke dets værdi, når der ikke er noget at sammenligne med. ”Så’ det er godt at kunne smile, mens regnen siler ned”, synger Gustav Winckler, for det er oplevelsen af solskinnet og senere hen mindet herom, der bringer smilene frem i en ellers grå tid.  

Den grå tilstand står i midten, og den forbinder to yderpoler, og det er som vintergækken, der i sin styrke, men samtidig sarte udtryk insisterer på at have sin plads, selvom omgivelserne modarbejder den med al sin frost og kulde. Vintergækken varsler overgangen fra vinter til forår og fra mørke til lys, og det selvom forandringen ikke er fysisk til stede – endnu.