At finde sig selv efter en traumatisk barndom

Når en klient sætter sig i stolen, er det ikke unormalt at høre sætninger såsom: ”Mine forældre gjorde det bedste, de kunne” eller ”Undskyld, jeg græder, jeg ved godt, du synes, jeg er latterlig nu”, ”Dengang opdragede man jo børn ud fra metoden – ses, men ikke høres, så selvfølgelig var jeg meget overladt til mig selv.”

Denne første del af et terapiforløb er ofte desorganiseret, forvirrende og tumultarisk, for underneden ligger ofte det dybe, komplicerede spørgsmål om, hvem er jeg? Det er et spørgsmål, der følger med os i alt, vi foretager os, men når vi oplever modstand i livet, bliver vi for alvor konfronteret med os selv. 

Mennesker, der vokser op i dysfunktionelle familier, har skullet tilpasse sig den eller de forældre, der har været udfordret. Det kan være opvækst med alkoholiserede forældre, forældre med mentale lidelser, manglende forældre eller noget helt fjerde. Fælles for dem er fraværet af en tilgængelig omsorgsgiver. Og der er mange både børn, unge og voksne, der vokser op i skyggen.

Det anslås, at knap 500.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug. Men det tal siger ikke noget om, hvor mange børn der vokser op som et produkt af de voksnes misbrug. Derudover viser nyeste tal fra Psykiatrifonden, at op mod 310.000 børn og unge i Danmark vokser op i familier med psykisk sygdom. Det svarer til hvert fjerde barn. 

Børn, der vokser op i en dysfunktionel familie, har skullet gå på kompromis med deres egne behov, fordi forældrene har været omdrejningspunktet for hele familiens ageren. Derfor udvikler disse børn ofte et meget forfinet antennesystem, der gør dem i stand til at opfatte alle de små ændringer i stemning, der er vigtige for at kunne gebærde sig i et miljø præget af misbrug. Men når man har antennerne ude, har man ikke fokus på sig selv. Man bliver god til at opfange andres stemninger og følelser, men når vi forsvinder fra os selv for at forstå andre, øges risikoen for at komme på lang afstand af føromtalte spørgsmål: ”Hvem er jeg?”

Børn, der vokser op i et dysfunktionelt miljø, vil ofte indtage forsimplede roller, der fordeler sig mellem søskende. Det førstefødte barn bliver ofte ’vinderbarnet’; den

ansvarlige, fornuftige, den der tager sig af alle andre og den der går forrest. En anden rolle er ’rebellen’. Det er det barn, der gør opmærksom på sig selv ved at gøre oprør mod familiens regelsæt og skabe uro omkring sig. Den tredje rolle er det ’usynlige’ barn. Det er det barn, man ofte glemmer, eller som kan gøre sig næsten usynlig både med sin krop og sin stemme. Det er det barn, der foretrækker at lege alene, så det ikke får uønsket opmærksomhed. Den fjerde rolle er ’klovnen’, der som navnet antyder bliver det barn, der kan lette stemningen, når den ellers bliver for tung. 

Ét barn kan sagtens indtage flere roller, men fælles for roller er, at de er en del af et skuespil. Her kan ikke alle spille hovedrollen. Der skal både være helte, skurke, hjælpere og udfordrere, men forskellen fra scenen og det virkelige liv er, at så længe man spiller en rolle fremfor at være sig selv, går man på kompromis med sig selv og sine behov.

Som digtet her illustrerer: 

Når aftenen kommer, og ansigterne skifter form
Er moral og regler sat ud af spil
Næste morgen skal jeg være det søde, pligtopfyldende barn
Men efter dagen følger altid en ny aften 
Med tiden blev dagene kortere
Det der før var forbeholdt weekenden
Blev til et glas sammen med maden
Snart to
Og før vi vidste af det, var vinen åbnet kl. 16
Øjnene blev mere glasagtige og matte,
Huden mere rød
Latteren grovere og uden nuancer 
De kærlige ord der aldrig så dagens lys
Fik form i tusmørket,
Men det var ord, der var glemt næste morgen 
De overvældende omfavnelser, våde kys og svømmende øjne fortalte os, 
At det var på tide at blive usynlig eller den sjove, der kunne lette stemningen, når den blev for tung 
Du har mange ansigter, men intet ansigt, jeg vil kalde for dig
Du er en tåge, der bliver til stormvejr
Du er en ven, så længe jeg lytter
Men en fjende når jeg giver mit indre ord

Mange voksne er børn af alkoholikere eller af psykisk syge forældre. Det kræver mod at erkende, at de udfordringer man gang på gang støder ind i, måske skal finde sin oprindelse i den familie, man voksede op i. Det er et stort sår at bære med sig, både hvis ens forældre fortsat er i live, eller hvis de er døde, men såret kan heles. 

Første skridt på vejen mod heling er at turde erkende, at man var et offer for en barndom, hvor der manglede ansvarlige voksne. Næste skridt er at begynde at sætte ord på, hvordan det var at være dig i din opvækstfamilie. Sidenhen – og det tager tid – kan forståelsen for dine opvækstbetingelser få dig tættere på svaret af spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” 

Læs mere:
Kristina Hermann: Du er ikke alene (2019)
Viden om alkohol
Børn og unge som pårørende