Livsfortælling og retning

En god fortælling starter med et anslag. Det kunne være det klassiske: “Der var engang” eller den mere dramatiske teknik – in medias res: “Stop, råbte hun, mens hun drejede hovedet bort.”

Begge metoder har samme formål, netop at indkredse tid, sted og atmosfære, så en god fortælling kan udfolde sig. 

Prøv nu at stille dig selv følgende spørgsmål:

”Hvilken fortælling fortæller jeg om mig selv, hvis jeg skal beskrive, hvordan livet har formet mig?”

Og overvej nu, hvorfor mange af os tyer til disse simple fortællinger, når vi ønsker at præsentere os selv for omverdenen?

Lad mig starte med et eksempel fra mit eget liv: Det, jeg husker bedst fra min nu afdøde morfar, var hans trossætning:

”Når først du har tjent 5 kr., der er dine egne, bliver du nærig”

Det citat havde han med sig i alt, han foretog sig. Han investerede i vindmølleaktier i 90’erne og fik løbende afkast, og han købte solceller i starten af 00’erne for at spare penge. Han betalte altid kontant. Sit hus, sin bil og sine indkøb.

Ham og hans kæreste levede for under 2000 kr. om måneden, men de manglede aldrig noget. De klarede sig godt, selv som pensionister, fordi de havde sparet op, og fordi de ikke levede over evne. De bad ingen om hjælp, og de boede i deres hus, til den dag de døde, uden at modtage ydelser fra hjemmeplejen.

Min morfar var vokset op som barn under Anden Verdenskrig. Hans forældre var selvforsynende, troende og vedholdende, og han selv var selvstændig det meste af sit voksenliv.

Den fortælling, der havde plantet sig i ham, blev en livsfilosofi og en retning, der i dag gør, at jeg husker ham og hans idealer klart og tydeligt, for han afveg ikke fra tankegangen, selv da han på sit dødsleje kiggede på social-/ og sundhedshjælperen og spurgte:

”Hvor meget skylder jeg?” Hvortil han fandt tegnebogen frem og gav kvinden 20 kr. som tak for omsorg og pleje. To timer senere døde han med sin værdighed i behold: Han skyldte ikke nogen noget.

Ved indgangen til min lokale gymnastikforening står et citat fra den danske tænker, Christian Kold, der lyder:

”Viljen til at ville, skaber evnen til at kunne”

Samme citat har jeg hængende på væggen i mit kontor, fordi budskabet hjalp mig i en tid, hvor jeg drømte om at leve anderledes, men hvor jeg stadig manglede redskabet til at finde ud af, hvordan jeg gerne ville leve. Normalvis ville jeg ikke hænge citater på væggen, for de bliver så virkelige, når de hænges op på en fremtrædende plads, og de kommer hurtigt til at forpligte, hvis citatet er noget af det første, man møder, når man træder ind i et menneskes hjem. For det må jo være der, fordi de mener det dybt alvorligt?

I Kolds citat lyder det så simpelt: Hvis bare du har viljen, skal du nok opnå det, du drømmer om, og indirekte: har du ikke viljen, kommer du ikke særligt langt i livet. Denne forsimpling er noget af det, der gør citater komplicerede, for deres formål er at være kortfattede, men dermed kan noget af meningen og det samlede billede gå tabt.

Vores opvækst former os både positivt og negativt, og fordi vi som mennesker er produkt af et hav af erfaringer og oplevelser, bliver historierne om os en måde at skabe mening i kaos. Mange mønsterbrydere vil ofte bruge livssætninger, der understreger deres evne til at klare sig selv og trodse de udfordringer, de er stødt ind i som mønsterbrydere, men det kan også blive en fortælling, der afskærer dig fra muligheder.

Hvis du som mønsterbryder bryster dig af evnen til at stå alene, kan det hurtigt lyde, som om du ikke har brug for andre for at klare dig. Dermed kan potentielle venner skubbes væk, fordi fortællingen bliver som et skjold mod den sårbarhed, der ofte ligger under et stærkt og selvstændigt ydre.

Livssætninger kan altså være retningsgivende, men de kan også blive misvisende og skabe en forkert retning, hvis de plantes i os på et bestemt tidspunkt i livet, hvor vi er modtagelige overfor deres budskab og lever efter det uden øje for alle de andre muligheder, der måtte byde sig til.

Hvis vi ikke løbende standser op og spørger os selv, om livet har overhalet budskabet, vi har levet efter i måske mange år, risikerer vi at bevæge os efter en fortælling, som vi ikke har ejerskab over, men som styrer os og dermed fratager os friheden til at leve i overensstemmelse med vores værdier.

 Jeg oplevede en klient, der lang tid efter en afskedigelse en dag sagde:

”Fortællingen passer ikke længere på mig. Jeg er ikke vred længere, men jeg taler, som om jeg stadig er vred på hele verden.” Hvortil hun grinede befriende og tilføjede: ”Jeg har holdt mig selv fast i en historie, der ikke længere stemmer overens med virkeligheden.”

Dette eksempel understreger nødvendigheden af retning og nødvendigheden af at turde vige herfra, hvis vi mentalt har flyttet os uden selv at lægge mærke hertil.

Prøv nu at stille dig selv dette afsluttende spørgsmål:

”Har den fortælling, du har fortalt om dig selv, stadig relevans, eller er den blevet overhalet af virkeligheden?”

Måske…

Den var sikkert nødvendig på et tidspunkt, men alting har også en levetid. Så hvis livet bringer nye muligheder f.eks. børn, et nyt job, en ny partner, er det måske på tide at overveje, om fortællingen om dig skal omskrives.