Af Lisa Ludvigsen, cand.mag og lektor
Udgivet 29/08/2023
For små 100 år siden var begrebet ’ungdom’ ikke en term, der endnu var opfundet, men fra 50’erne opstod en ny gruppe, i hvem reklameindustrien så en helt ny kundegruppe. De unge blev mellemleddet mellem barndommen og voksenårene, og denne adskillelse mellem to så afgørende faser skabte også nye psykologiske forståelser for det at være ung, i puberteten og i en overgangsfase mellem to tilstande.
De unge havde en ny musiksmag, de købte LP’er, fik kendte bands som rollemodeller, og de klædte sig anderledes end deres forældre. Særligt musikere som Elvis Presley eller The Beatles fik stor indflydelse på den nye generation – boomerne – der i dag er i pensionsalderen, og med dem blev en ny dør åbnet til at kunne spørge sig selv:
”Hvem er jeg?”
I de før-moderne samfund var din sti lagt nogenlunde efter den model, som dine forældre levede efter: var din mor sygeplejerske, blev du sygeplejerske, var din far landmand, giftede du dig med en landmand, og var du ufaglært, var det umådeligt vanskeligt at trodse din sociale arv, for velfærdssamfundets ydelser, som vi i dag tager for givet: gratis uddannelse til alle, gratis lægehjælp og socialydelser var ikke en mulighed.
Den berømte franske sociolog, Pierre Bourdieu, udtænkte en model til at illustrere denne ulighed:
Hver især har vi noget med os hjemmefra. Det kunne være viden om, hvordan man opfører sig socialt, eller viden om kunstmalere fra Frankrig i 1800-tallet, eller det kunne være et stærkt økonomisk grundlag, der giver dig nogle fordele. Disse ’gaver’ kalder Bourdieu for kapital. Økonomisk kapital, social kapital og kulturel kapital.
Når du møder andre mennesker, vil I hver især have disse kapitaler med i bagagen, og det bliver nu et spørgsmål om, hvem der formår at stå stærkest i det felt, hvor mange forskellige skal samles omkring et overordnet formål. Det kunne være på en arbejdsplads, i en skoleklasse eller i en vennegruppe, hvor en fælles konsensus dannes. Denne konsensus kunne lyde:
”Vi kan ikke lide dem, der arbejder med IT, for det vigtigste er at arbejde med økonomi” eller ”Vi kan lide dem, der går i sort tøj, for dem med farver er ikke som os”. Sådan kan man fortsætte rækken af eksempler, men den grundlæggende pointe er, at vi som individer indgår i et hav af fællesskaber, fra vi først møder en daginstitution omkring 1 års-alderen, til vi i en dag lukker øjnene for sidste gang. Vi har det med os, når vi stifter en familie, vi har det med os, når vi starter på en ny fritidsinteresse, og vi lærer med årene at tilpasse os, så vi mere fleksibelt kan skifte fra ét fællesskab til et andet.
Fordelen ved den sociologiske måde at tænke på mennesket på er, at vi kan generalisere og sige noget overordnet om, hvordan mennesker opfører sig i grupper.
Ulempen ved den sociologiske tankegang er, at vi kan miste forståelsen for den enkeltes motivation og ønsker.
I terapi møder jeg mange, der føler sig placeret på ’den forkerte hylde’; de trives ikke i deres job, de kan ikke længere se sig selv som del af en gammel vennegruppe, eller de kæmper med det grundlæggende spørgsmål: ”Hvem er jeg?”
Fra før i tiden at gå fra at være barn, der i konfirmationsalderen trådte over tærsklen til voksenlivet, fik man nu nye muligheder i midten af 1900-tallet for bl.a. at uddanne sig og løsrive sig fra sit ophav. Det er der mange positive ting at sige om, men det kom også med en pris:
Når du er løsrevet fra din families normer, du ikke tilhører en religiøs gruppe, eller du ikke er engageret i en politisk ideologi, må du selv stå for at danne din identitet.
Du skal så selv sørge for at overveje de mange valg, der følger med at være voksen: Hvad mener jeg politisk, hvordan vil jeg gerne gå klædt, hvem vil jeg have som partner, hvilken uddannelse bør jeg vælge er blot nogle af de spørgsmål, man skal forholde sig til fra ungdomsårene og resten af livet.
Den dansk-amerikanske psykolog, Erik Erikson, var en af de første til at interesse sig for ungdommen som psykologisk fænomen. Han beskrev, at ungdommen er tiden, hvor løsrivelsen fra forældrene finder sted, og hvor man som menneske må danne sig selv. Derfor er den naturlige ungdom præget af et opgør, for uden dette, formår du ikke at løsrive dig på en sund måde. Dette opgør kan føles som en eksistentiel krise, for der er så meget på spil, hvis du skal tage afsked med barndommen og i stedet træde ind i en tid, hvor du selv er ansvarlig for dine valg.
For jo ældre du bliver, des vanskeligere valg, skal du tage.
Det store ansvar kan selv de stærkeste mennesker bliver overvældet af fra tid til anden, for hvis jeg selv har truffet mine valg, er det vanskeligt at give andre skylden, hvis jeg fejler, og tingene ikke går, som jeg havde håbet.
Tør man at se denne erkendelse i øjnene, er man et skridt tættere på at turde stå ved sine beslutninger, selv når man møder modstand eller andre, der er af en anden overbevisning end en selv. Er dit fundament baseret på velovervejede valg, er du tættere på at kunne besvare det komplicerede spørgsmål: ”Hvem er jeg?”