I livstræets krone er der plads til os alle

Hvordan fællessang kan minde os om, hvorfor barndommens livsglæde bør være med os igennem alle livets faser; selv når vi er voksne.

Den livsåre, der som træets mangfoldige rodnet, grene og kviste løber igennem livets faser fra barndommen, ungdommen, voksenalderen og alderdommen, kaldes også for vores personlighed, eller i andre sammenhænge for vores ’jeg’. Når vi kan genkende os selv i forskellige sammenhænge, sammen med forskellige mennesker eller igennem vores livsaldre, er det med andre ord fordi, vi har et nogenlunde stabilt jeg, der giver os en retning og en fortælling om, hvem vi er som mennesker.

Indenfor den traditionelle psykologi møder man ofte den faseinddelte opfattelse af livet som værende i stadier, man udvikler sig i; først er man spædbarn, tumling, førskolebarn osv., og ud fra denne tankegang er hver fase noget, vi alle skal igennem for at kunne rykke videre til næste udviklingstrin. 

Nyere studier af mennesket peger dog på, at barndommen bliver kortere og kortere, fordi puberteten indtræder tidligere end hidtil. Samtidig øges kravene til, hvad ungdommens frirum bør bruges på, og årene med plads til at finde nærmere ind til kernen af, hvem man selv er, bliver bestandigt underlagt et tungt samfundsmæssigt forventningspres om, at man som ung hurtigst muligt skal påbegynde en uddannelse.

Og dermed blive voksen.

Forrige lørdag spillede jeg til en vielse, hvor brudeparret havde valgt at afslutte ceremonien med, at alle gæster skulle synge Hans Holms og Erik Lindebjergs berømte ‘Livstræet’ som fællessang. 

Der midt i skoven, hvor vielsen fandt sted, sang alle gæster – både de yngste, ældste, danske og udenlandske – med på omkvædets gentagende budskab: 

“Lad os lege i livstræets krone// lad os føle at livet er stort // lad os skue de blå horisonter// og himmelhvælvingens port”
For gentagelser har det med at understrege et vigtigt budskab.

Samme lørdag var jeg inviteret til fødselsdag om aftenen, hvor en kvinde fortalte mig om sine tvillingedrenge, der havde haft en svær start på livet med sygdom og mange indlæggelser. Hendes ønske til deres dåb var at afslutte ceremonien med selvsamme ‘Livstræet’, da sangen for hende indkapslede den kamp, det havde været for deres familie overhovedet at kunne fejre barnedåb med begge tvillinger i god behold. 

Nogle dage senere havde jeg sidste dag på mit arbejde, og da jeg blev spurgt om, hvilken fællessang vi skulle synge til årets sidste møde, var jeg ikke i tvivl om, at det selvfølgelig skulle være ’Livstræet’. På gymnasiet synges ‘Livstræet’ højt og entusiastisk, når 3g’erne fejrer sidste skoledag, og når nye elever bydes velkommen på første skoledag, men på denne sidste dag fik sangen en lidt anden, melankolsk klang for mig.

Når jeg tænker tilbage på min egen skoletid, var ‘Livstræet’ en sang, vi sang hver gang der var fællessamling, forældremøder og forårskoncerter. 

Måske vi som børn holdt af sangen, fordi gentagelserne gjorde den nem at huske, men måske også fordi den tydeligt tegner billeder af sit næstekærlige budskab: Mennesker der leger, nyder livet, er venner trods forskelligheder, tager sig af dem, der er udfordret, og som når alt kommer til alt er lige. 

Og så minder sangen om en kulturel fortid, hvor mange guder var nødvendige for at rumme mange forskellige funktioner; Thor havde styrke, Freja kærlighed, mens Odin repræsenterede alvidenhed. Som barn husker jeg fascinationen ved den meget farverige nordiske mytologi, hvor der var plads til en mere broget verdensopfattelse. Personerne var sjældent gode og smukke eller onde og grimme, men kunne være lidt af det hele på én og samme tid. 

Vores fællesnordiske fortid er til stede ikke bare i sange som ’Livstræet’, men hver eneste dag mindes vi om fortidens livssyn: torsdag er oprindeligt Thors-dag, fredag Frejas-dag og onsdag Odins-dag, mens lørdag holder vores fødder plantet på jorden og minder os om de hverdagslige pligter (lørdag betyder ’vaske-dag’). For ligesom vores mange livsfaser fortæller en historie om, hvem vi er som mennesker, er vi ligeledes et produkt af en kulturarv, hvis historie også præger vores livsfortælling.

En anden lige så udbredt sang fra min skoletid var ‘Puff den magiske drage’. Sangen om Puff er en sang om sorgen over at miste barndommen, der uigenkaldeligt aldrig kommer tilbage, fordi fantasien er midlertidig og koblet på alderstrinnet barndom alene. Som sidste verselinje så sørgeligt udtrykker det: ”For kære Puff, vi kommer aldrig til at lege igen”. 

Sangen lærte os om tristhed, sorg og timelighed, som jo alle er vigtige begreber at kende både som barn og som voksen, men jeg kom aldrig til at holde af den sang. Derimod sang jeg så højt, jeg kunne, når ’Livstræet’ blev slået an, indtil teenageårene mindede mig om ikke at være pinlig. Derfor skruede jeg ned for volumen i et par år, for at være barnlig var det værste skældsord, man kunne få klistret på sig (selvom trangen til at synge højt stadig var lige så stærk inden i mig, som den altid havde været).  

For i modsætning til ‘Puff den magiske drage’ opfordrer ‘Livstræet’ os til at leve og lege, både som børn og voksne, fordi legen er livet. Det er igennem legen, vi mærker, at livet er større end den enkelte.

Sangens gennemgående ‘os’ er en smuk påmindelse om, at vi alle skal kunne lege i en trækrone, at vi alle skal føle, at livet er stort, og det uagtet alder, køn og kulturel-religiøs overbevisning. 

For det barnlige budskab er ofte det klareste; måske vi ’bare’ leger, måske vi ’bare’ for en stund føler, at noget er større end os (selvom vores fornuft vil ødelægge den gode stemning og sige det modsatte), men legen er en livsnødvendig færdighed at holde fast i; for det er igennem legen, vi glemmer det svære, vi kan glemme vores sorger, og det er også igennem legen, vi for en stund kan glemme os selv.

Hvis vi altså har blikket for barndommens budskaber, når de melder deres ankomst.

For måske behøver vi ikke tænke på livsfaserne som kasser, men at vi derimod alle har en åre igennem vores liv, der minder os om den tid, vi fra tid til anden længes tungsindigt efter. For åren er jo mit ’jeg’, der gør mig til den, jeg er. 

Sange som ’Livstræet’ kan hjælpe mig på vej til at lade barndommens budskaber titte frem fra tid til anden, for gensynet med den lader min barndoms livsglæde flette sig ind i det liv, jeg lever hver eneste dag, igennem alle livets faser.

I modsætning til sangen om Puff, der handlede om en barndom, der forsvandt og aldrig kommer igen, kan vi lade barndommens stemme synge sig ind i vores liv uafhængig af vores alder, for barnets budskaber er ofte de stærkeste og dem, der overlever tidens tand. 

Så lad os bruge livet fra tid til anden på at lege i en krone af liv, lad os overvældes af livets storhed, række ud til dem, der ingen venner har, og nyde, at livet er STORT – større end dig, mig og den enkelte, for igennem fællesskabet kan vi en gang imellem skue himmelhvælvingens port, der er større end det umiddelbare og forgængelige.