Når du tror, du er noget

Forleden overhørte jeg en samtale til en familiefest i Nordjylland, hvor en mand spurgte en kvinde: ”Er du ikke bare stolt af din søn?” Moren, hvis søn havde bestået en vigtig eksamen, stivnede og kvækkede så: ”Jo, det er man vel, men det er jo ikke så nemt at sige højt.”

Den uskrevne logik, der syntes at herske i denne situation, kunne lyde noget i retningen af: ”Hvis jeg tillod mig højlydt at glædes, være stolt over eller nyde min søns flotte præstation, bliver jeg straffet ved at miste al glæden igen.”

Eller også var glæden for denne mor stor nok, selvom den ikke blev delt med hendes omverden?

For forandres og vokser glæden, hvis den deles fremfor blot at blive opbevaret som et privat anliggende?

Det fik mig til at tænke på en bog, som de færreste danskere har læst, og hvis titel nok heller ikke er kendt for den almene borger, men hvis budskab alligevel har mejslet sig ind i den danske selvopfattelse og identitet. Det er Aksel Sandemoses roman En flygtning krydser sit spor (1933), hvori den berømte Jantelov er beskrevet. Romanen, der er inspireret af Sandemoses egen barndom og opvækst på Mors som barn af en industriarbejder, er som litterært værk ikke gået over i litteraturhistorien, men dét er Janteloven. 

De 10 bud, der vækker tydelige associationer til selve fundamentet for den kristne tro og morals 10 bud, blev lette at huske og dermed også lette at implementere i et fælles tankesæt, og det er også en af årsagerne til, at Janteloven blev en bittersød succes.

Det nok mest berømte af de 10 bud er det første: ”Du skal ikke tro, du er noget”

Mens jeg skriver disse ord, løber det mig koldt ned ad ryggen, for de ord runger i mine ører med en helt særlig kynisk og følelseskold stemme, som jeg har hørt uendeligt mange gange i forskellige variationer igennem min opvækst: ”Du skal ikke tro, du er noget… Han tror, han er noget… De tror, de er noget…” 

Alle varianterne har dog det samme, undergravende formål, nemlig at begrænse og kontrollere menneskers adfærd. 

Buddet har igennem min opvækst været retningsgivende for min selvopfattelse. Når jeg havde lyst til at prøve kræfter med nye udfordringer, når jeg overvejede at skifte frisure eller på anden måde stikke ud, var der ikke bare én, men et kor af indre kritiske stemmer i mit øre, der messede: ”DU SKAL IKKE TRO, DU ER NOGET”

Stemmen blev som en social kontrol, fordi den med sin ordlyd lød som en hær af dommere, der entydigt lagde en vurdering ned over mig. Og det var ikke kun ting, jeg havde gjort, der blev fordømt. Selv når jeg blot overvejede at gøre noget anderledes, eller hvis jeg var i for godt humør, var stemmen hurtig til at sætte mig på plads og rette mig ind på linje.

Jantelovens 10 bud har defineret en hel befolkningsgruppes måde at tænke om sig selv og deres omverden på. Det kan føles som elektriske stød, der rammer dig, når du kommer for tæt på kanten af den socialt acceptable arena, hvis du breder dig ud, fylder og tager plads i tilværelsen.

Det kunne man kalde Jantelovens udøvende magt.

Men i modsætning til traditionel lovgivning kan forbrydelser mod Jantes love ikke straffes, for Janteloven er ikke en del af en formelt dømmende eller udøvende magt. Jantes love stammer fra et skønlitterært værk, og de er fiktion; opstået i en forfatters bevidsthed, men praktiseret af hele befolkningsgrupper. Og lovene er effektive selv næsten 100 år efter, de blev skrevet.

Føromtalte kvindes forbehold over at skulle udtrykke sin glæde højt kunne umiddelbart opfattes som en modvilje og som en mærkværdig håndtering af noget alment menneskeligt – at glædes, når det går godt for ens børn. Det var næsten, som om Janteloven strømmede ud imellem hendes læber, mens hun undskyldte over at skulle ytre sin stolthed. 

Eller også behøvede hendes glæde ikke at blive ytret til omverdenen for at være værdsat?

Måske vi ligefrem er kommet til et punkt, hvor det at dele er blevet udvandet?

Med sociale medier skete en ytringsrevolution, hvor det blev muligt for alle at udtrykke sig og blive hørt af mange. Den ret var før forbeholdt de få, hvor komplicerede selektionsprocesser skulle vurdere samt godtage eller kassere, om en tekst kunne blive bragt i en avis eller udgivet på et forlag. Den proces eksisterer fortsat i dag, men sideløbende med de traditionelle medier har nye, sociale medier skabt fora uden filtre, begrænsninger og selektion.

Og ord har der aldrig været så mange af, som der er i dag.

Men bare fordi ordene er mange, er det så nødvendigvis ensbetydende med, at ordene bliver hørt og læst, eller kan mængden netop skabe den modsatte effekt; at vi holder op med at høre efter?

Måske retten til at ytre sig ikke altid skal forstås som mængden af ord, der sendes ud i verden, men også at ytringsfriheden er en ret til at tie stille på lige linje med at ytre sig? 

Personligt vil jeg forbeholde mig retten til en gang imellem at være stille fremfor at tale. Jeg vil ikke dele, hvilke karakterer jeg får til en eksamen, hvad jeg tjener i løn, eller hvad jeg vejer. Jeg behøver heller ikke offentligt at dele glæden over min datters første skridt, eller min søns scoring i fodbold. 

Jeg vil forbeholde mig retten til ytringsfrihed og samtidig forbeholde mig retten til at tie. Som en gammel skrøne om historien om præsten, hvis prædiken ikke lige sad hele i skabet, lyder: ”Her hæves stemmen, thi argumentationen er svag” skulle der efter sigende stå skrevet i tekstens margin, og der er måske noget om snakken; hvis vi er nødt til at skrue op for vores volumen, er det vel fordi, vores budskab i sig selv ikke er værd at lytte til eller give en masse opmærksomhed?

Så måske svaret ligger et sted mellem overdrevne ytringsudvekslinger og Janteloven?

Glæden bliver vel ikke mindre af, at den ikke ytres, for er omgivelsernes bekræftelse overhovedet nødvendig for at manifestere glædens eksistens? Glæden kan jo være et privat anliggende på niveau med alt muligt andet, vi af den eller den anden årsag ønsker at holde for os selv, men hvad er så fordelen ved alligevel en gang imellem at dele vores glæder med vores medmennesker?

Måske kan glæden vokse, når den deles, for der er jo mange ting at glædes over, både alene og i flok. Og måske vi kunne begynde at tro lidt mere på, at vi faktisk er noget; ikke på en selvovervurderet, pralende eller arrogant facon, men bare i sin rene form: jeg er et individ, jeg har opnået noget, jeg er stolt af, og det må jeg gerne glædes over. Jeg er ikke bedre end andre, jeg er ikke mere værd, men jeg er; og måske man først for alvor bliver noget, når man tør sige dét højt? 

For at være noget er at eksistere. Hvis du derimod ikke ’er’, er du slet ikke fysisk til stede.

Det er en misforståelse, at ytring kun kan være den synlige, visuelle og larmende handling. Ytring er også en indvendig proces, der skal anerkendes og værdsættes, lige såvel som vi bør værdsætte os selv som mennesker.

For du er noget, også selvom du ikke siger det højt til dine omgivelser.