Når vi skuer hunden på hårene, kan vi miste noget dyrebart
Af Lisa Ludvigsen
Udgivet 21/12-2025 i Morgenavisen Jyllands-Posten
Det blev i mødet med en gruppe sangglade mænd, jeg én gang for alle fik ændret min stereotypiske opfattelse af, hvad ‘mænd’ er. Hvor er det egentlig ærgerligt, at jeg skulle blive 38 år gammel, før jeg erkendte, at halvdelen af verdens befolkning ikke kan generaliseres over én kam.
Der findes en berømt illustration fra 1915, der kaldes Rubins vase. For nogle mennesker vil det at betragte illustrationen vise to ansigter, der i profil kigger mod hinanden, mens illustrationen for andre vil vise en vase.
Det psykologiske fænomen kaldes for figur-grund, for illustrationen viser, at vi som beskuere ikke kan opleve en figur uden samtidig at opleve dens baggrund. Vi kan opøve evnen til at kunne skifte fokus imellem ansigterne og vasen, men vi kan altså ikke opleve begge samtidig.
Illustrationen er et ud af mange eksempler på optisk illusion, og disse er anvendelige i forhold til at kunne forstå en almenmenneskelig udfordring: hvordan kan to mennesker betragte samme genstand og være dybt uenige om, hvad genstanden er, hvilken betydning den har, ja måske ligefrem udvikle fjendskab imellem hinanden, fordi de ikke kan enes om betydningen af et fænomen.
En af forklaringerne er, at de erfaringer og oplevelser, vi har med verden igennem vores liv, farver os og vores fortolkning af det, vi møder.
Det vidste gestaltpsykologer allerede for mere end 100 år siden, men desværre er vi ikke kommet meget tættere på at forstå, hvordan vi kan finde en løsning på problemet.
Og måske det slet ikke er et problem, at vi forstår verden forskelligt?
Problemet er formodentlig i stedet, at vi glemmer at forstå den andens perspektiv, og at vi sjældent tør at indrømme, at vores egen opfattelse fra tid til anden er forandret, fordi vi er blevet klogere og har fået nye erfaringer, der kaster nyt lys på vores opfattelse af verden.
Mennesker i parterapi er et eksempel på en situation, hvor samme begivenhed kan forstås helt forskelligt af de to parter: ”Du tager aldrig opvasken” kunne kvinden sige, hvortil manden måske svarer: ”Den generer ikke mig. Jeg kan sagtens leve med, at opvasken står i nogle timer.” Hertil kunne kvinden svare: ”Det er som om, du ikke respekterer mig”, og manden ville formodentlig udbryde: ”Selvfølgelig respekterer jeg dig. Opvasken betyder bare ikke noget dybere for mig.”
Umiddelbart er det et banalt eksempel, men ikke desto mindre gør det sig gældende i alle af tilværelsens sammenhænge; vi fortolker verden forskelligt.
I samme boldgade finder man menneskets evne til at danne førstehåndsindtryk baseret på stereotypiske fordomme, vi har omkring mennesker og situationer.
Et førstehåndsindtryk af et fremmed menneske skabes på mindre end syv sekunder, for når vi møder nye mennesker, foregår der en ubevidst proces i hjernen, hvor den fremmede person kategoriseres som ’ven’, ’fjende’, ’smuk’, ’grim’, ung’ eller ’gammel’ og listen kunne fortsætte…
Der er mange fordele ved denne automatiske mekanisme, for ligesom alle andre arter er vi nødt til at kunne vurdere, om en person vil os noget ondt, eller om vi trygt kan stole på vedkommende.
En af de mange ulemper er dog også, at vores fordomme ofte kan være så stærke, at selv når et menneske, vi havde dømt ’ude’, viser sig at være alt andet end farlig, er det vanskeligt at ændre på det negative førstehåndsindtryk.
Men hvornår har du sidst fravalgt en situation, et menneske eller en ny madret, fordi du på forhånd havde en klar forestilling om, at du ikke ville bryde dig om det, der var i vente?
For mit eget vedkommende er det noget, der sker flere gange om ugen, men én gruppe mennesker har om nogen ændret min opfattelse af begrebet: du skal ikke skue hunden på hårene.
Jeg har de sidste to år været dirigent for et mandskor bestående af 24 mænd i alderen 23-88 år. Jobbet kom i stand ved en tilfældighed, og jeg havde egentlig ikke mod på opgaven.
Af en eller anden grund, som jeg fortsat ikke er klar over, sagde jeg ’ja’, og det viste sig at blive en af de allermest lærerige oplevelser, jeg nogensinde har haft som menneske.
For der er noget mystisk og hemmelighedsfuldt over mandefællesskaber, som man som kvinde sjældent får mulighed for at opleve indefra.
Min liste over fordomme om sådan en gruppe mænd var da også meget lang:
De drikker for mange øl, de fortæller upassende jokes om kvinder, de taler kun om sig selv, og de fleste af dem er nogle sure, knotne og bitre gamle mænd, der har mistet livsglæden.
Med denne liste i hånden tiltrådte jeg jobbet uden synderlig stor entusiasme.
Det skulle dog i løbet af de første få minutter vise sig at være en liste, der på ingen måde blev bekræftet. De kunne drikke en øl i pausen, mens nogle nøjedes med cola. De kunne også fortælle jokes om kvinder, lige som de fortalte jokes om mænd, og ikke en af dem var sur eller bitter. Måske det skyldes glæden ved at synge, og måske skyldes det deres fantastiske sammenhold, der for et af medlemmerne havde varet i over 45 år i netop dette kor.
Da jeg opsagde jobbet, var det med stor sorg og tristhed. For på to år havde jeg fået 24 nye bedstefædre, onkler og fædre, der med hver deres væremåde og livserfaring udvidede mit billede af, hvad en mand er.
Og selvom fordomme og stereotypiske opfattelser evolutionært set er brugbare, når vi som mennesker skal vurdere, om dem, vi møder, er fjender eller venner, så har det alligevel undret mig, hvor stærke mine fordomme om det modsatte køn var.
For som kvinde er det ikke mange mænd, jeg kender andet end overfladisk. Listen over mænd i mit liv rummer min morfar, min far, min mand og mine sønner, men for alvor at påstå, at jeg kender mænd, ville være at lyve.
Og så kan man undre sig over, hvorfor det i mit tilfælde var den brede kategori ’mænd’, jeg havde så mange fordomme om. De udgør trods alt halvdelen af verdens befolkning.
Sagt med en gestaltpsykologisk term, så har jeg nok før kun set ansigterne og aldrig vasen. Til tider kunne jeg skifte fokus og øjne grunden, der er nødvendig for at se figuren, men mit kendskab til kategorien ’mænd’ var for indsnævret og begrænset til en række fordomme, der var nyttige – evolutionært set – hvis jeg befandt mig i en mørk skov om natten, og en mørkklædt skikkelse fulgte efter mig. Men i den virkelige verden viste denne opfattelse sig at være indsnævret og begrænset til en ærgerlig kategorisering af et helt køn.
Mange oplevelser er potentielt gået tabt, så fremadrettet vil jeg forsøge at møde det nye med nypudsede briller og genoverveje, når jeg forfalder til at kategorisere fremmede som fjender.
For måske vi aldrig som mennesker kommer til at anskue verden på samme måde. Men tør vi i det mindste indrømme, når vores fortolkning viste sig at være fejlslagen, er vi et skridt nærmere at forstå hinanden trods forskelligheder og livserfaringer.
