Lev meningsfuldt og dø, når tid er

Friedrich Nietzsche er for eftertiden kendt for mange citater, men særligt ét citat er blevet fortolket i alt fra popsange til undergangsromaner:

”Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.”

Citatet er interessant, fordi omdrejningspunktet – døden – bliver en ramme hvori livet kan udspille sig. Døden er altså grænsen for levet liv, men døden er også som en elastik, der kan trækkes længere og længere, men pludselig en dag må give op og springe. 

Forleden mødte jeg en kvinde, jeg har kendt i mange år. Hun er terminalpatient, og hendes eneste ønske var at få den sidste jul sammen med sin familie. Det er et spinkelt håb, og selvom det næppe er realistisk, er der noget fint i ønsket, der fik mig til at indse, at døden er smuk, fordi den skaber værdi i det levede liv.  

For selvom vi alle ved, vi skal dø, så er uvisheden om, hvornår døden indtræder en søvndyssende sovepude, der kan lulle os ind i ideen om, at døden ligger langt ude i fremtiden, eller at den måske ligefrem er noget, vi har magten til at ændre på? 

Før Charles Darwin med sine banebrydende betragtninger erklærede, at mennesket nedstammer fra aberne, og dermed afskrev Gud nogen særlig betydning for menneskets eksistens, var det at dø en gudgiven lov. 

Havde du levet et fromt liv, ville du hinsides livet komme i himlen, men havde du derimod forbrudt dig mod Gud i dit levede liv, var din skæbne efter døden en hel anden. 

Disse ideer fungerede som idealer at tilrettelægge sit liv efter, og den rettesnor viste ligeledes, at livet havde en naturlig afslutning. 

Dermed var døden mere konkret, både for den døende og for de efterladte, og sorgen, der naturligt fulgte med at miste en, man havde kær, var trods smerten, håndgribelig. 

En dokumentar fra TV2 med titlen ’Du forsvinder aldrig’ har længe rumsteret i mit sind, for i dokumentaren møder man et par, hvor manden er uhelbredeligt syg af kræft. Af frygt for at miste ham for bestandigt indenfor en overskuelig fremtid vælger parret at investere penge i at udvikle en AI, der lyder som ham, taler om verden med samme vendinger som ham, og som skal fremtidssikre konens og sønnens forhold til deres ægtemand og far.

Men hvad sker der, når vi ikke får lov at dø, men i stedet holdes i live gennem teknologi? 

Døden har historisk set altid skabt fascination og frygt. Forestil dig krimigenren uden hårrejsende mord eller ’Romeo og Julie’ uden selvmordet. Tragedien som genre har døden som grundlæggende præmis, og operagenrens største arier synges altid, lige inden døden indtræffer og efterlader de omkringstående i sorg og smerte. 

Døden er altså litterært en drivkraft, der skaber dynamik i en fortælling, fordi hændelserne undervejs alle er byggeklodser til dødens og klimaksets tårn. 

Der er berømte mennesker igennem tiden, der står tilbage i vores bevidsthed, ganske enkelt fordi de var talentfulde og døde unge. Mozart blev 36 år, Amy Winehouse 27, det samme gør sig gældende for Jimmi Hendrix, mens Jeff Buckley kun blev 30. Alle levede de et intenst liv med misbrug, men fælles for dem er også, at de producerede musik, der for eftertiden fortsat hyldes for dets originalitet. Hvordan deres musikalske liv ville have udfoldet sig, hvis ikke døden alt for tidligt tog dem fra os, vides ikke. Pointen er, at de står tilbage som billeder på kunstnere på toppen af deres karriere, med en intens livsførelse tilfælles og med det fælles mantra: ”Lev stærkt, dø ung.” 

Derimod er der kunstnere, der fik lov til at leve længe: H.C. Andersen blev 70 år, Jørgen Leth blev 88, mens Knud Sørensen døde i en alder af 94. I modsætning til de unge fik vi lov til at opleve deres udvikling fra unge digtere, modne og til sidst aldrende forfattere, for hvem døden blev et gennemgående litterært tema særligt i deres sidste leveår. 

Men døden er ikke blot en naturlig forlængelse af et levet liv. Den er også et vilkår, der, hvis vi tør at tale om det, kan skabe en øget glæde for det, der er lige nu og her: nemlig livet. 

Sagt med andre ord: Når jeg ved, jeg skal dø, må jeg sørge for at skabe en meningsfuld tilværelse, så døden – hvis den kommer før tid – ikke afslører, at mit levede liv var forgæves. Og selvom Nietzsches motto – ”Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere” – har vundet indpas i manges hjerter, så er det måske ikke den eneste form for livsførelse, eller rettere den rigtige. 

For vi vil nok alle gerne være mere end en parentes i historien. Vi vil gerne sætte aftryk, gøre indtryk eller efterlade os noget til vores efterkommere.

Men det er de færreste af os, der for alvor sætter fodspor i tilværelsen, hvis målestokken er at vinde berømte priser, slå rekorder eller udgive betydningsfulde bøger. 

De aftryk, jeg formodentlig kommer til at sætte, er i mine børns erindringer om mig som mor, og det er vel lige så værdifulde aftryk som de konkrete, fysiske spor, der får spalteplads i en historiebog. 

Men overvej så, hvad der sker, hvis de afdøde ikke for alvor får fred og stedes til hvile, når den fysiske krop giver op? 

Måske kommer vi til at vedligeholde en idealforestilling om personen, som vi huskede ham, mens han levede. Eller også risikerer vi at forandre mennesket uden hans samtykke. For er der overhovedet tale om samme menneske, hvis den fysiske krop er forsvundet og kun den AI-genererede version lever videre? 

Man kan frygte, at den nødvendige sorg ikke får lov til at fylde og få den plads, den fortjener. For sorg kan være livslang for de efterladte, og selvom den med tiden vil blive mindre, vil sorgen altid være en del af vores selvfortælling. 

Og når vi piller ved døden, påvirkes også den erindring, der ved den naturlige død ville udgøre både sorgbearbejdningen, men også fortællingen om den afdøde. 

For er erindringen om os ikke lige så dyrebar som det, vi fysisk kan efterlade?

Erindring har det med at forandre sig, efterhånden som vi bliver ældre og får nye erfaringer. Vi kan med årene måske se mildere på vores opvækst, og vi kan glemme overflødige detaljer fra dårlige oplevelser. Omvendt kan nye detaljer dukke op, når vi udsættes for stimuli, der skaber genklang i vores erindring om en nu afsluttet del af vores liv.

For vi holdes i live, så længe nogen har en erindring om os. Derfor bliver gravsten på kirkegården med tiden nedlagt, fordi der ikke længere er efterkommere til at vedligeholde dem og betale for gravpladsen, eller ganske enkelt fordi den afdøde er glemt. 

Mindet om store livsbegivenheder, op- og nedture, ja måske mindet om den sidste jul er ofte forbundet med de mennesker, vi holder af, men hvad hvis selv den fysiske død ikke slår os ihjel, men fastholder os i den fysiske, materielle verden potentielt for evigt?

Mindet om os vil dø med de efterladtes død, og det er måske også det bedste for alle parter. For selvom sorgen kan være ubærlig, kan døden også være påmindelsen om, at vi selv har ansvar for at forme det liv, der er meningsfuldt for os: ”What doesn’t kill you makes you stronger” ville Katy Perry og Friedrich Nietzsche synge i kor, mens andre mere fredsommeligt ville istemme: ”Jeg er træt og går til ro.” 

Livet er blevet os givet, og det er til låns – til os, men de efterladte står i fremtiden måske med valget om at lade os dø eller fortsætte vores livs rejse i nye ikke-fysiske versioner, og det ansvar kræver nøje overvejelser om, for hvis skyld den afdøde udødeliggøres.