Hvad vil du med dit liv?

Stress rammer ikke, som mange måske ville forvente, kun dem, der arbejder mange timer, for mens 23% i beskæftigelse har et højt stressniveau, gælder det 47% blandt arbejdsløse, 55% blandt førtidspensionister og 57% blandt mennesker, der på anden vis er uden for arbejdsmarkedet.

Dertil viser undersøgelser fra Sundhedsstyrelsen, at stress er mere udbredt blandt unge end ældre personer, og i gruppen af 16-24-årige ses flest personer med en høj score på stressskalaen med 31% blandt mændene og 52% blandt kvinderne.

Juni måned synes ellers for de fleste at være den tid på året, hvor travlheden slipper sit tag. Vi bruger en stor del af husholdningsbudgettet på at handle ind i Bilkas Havecenter eller på at købe alt for dyre fadøl til landets festivaler eller hotdogs til løbestævner, hvor vi ikke deltager, men blot kigger på de andre, entusiastiske løbere. Denne tid synes så rar, men måske følelsen netop er rar, fordi den trods alt er afgrænset til årets sommermåneder.

For i modsætning til os, der inden længe kan glide ind i sommerferien, er netop denne tid for landets folkeskole, erhvers- og gymnasieelever en skelsættende overgang mellem to livsfaser: fra folkeskoleelev til studerende på en ungdomsuddannelse, og fra ungdomsuddannelse til det voksne liv – og dermed det uvisse.  

Da jeg selv gik i gymnasiet, brugte vi en stor del af vores sidste måneder inden eksamen på at tale om fremtiden; rettere sagt stillede vi hinanden spørgsmålet: ”Hvad skal du efter studentereksamen?” 

Jeg fornemmede tidligt, at der var visse ting, der havde mere status at foretage sig end andre. At tage et sabbatår og rejse til eksotiske lande, tage på højskole eller arbejde frivilligt i et uland var på top-tre-listen over de mest prestigefulde ting at gøre. At starte direkte på studiet, at blive boende hjemme ved sine forældre eller – gisp – slet ikke at vide, hvad man ville, var ganske enkelt utænkeligt at sige højt.

Så jeg begyndte at sige, at jeg ville rejse til Holland efter min eksamen, og derefter ville jeg på højskole. Holland fordi landet i sig selv repræsenterede venstreorienteret frisind, men også fordi Holland trods alt kunne nås med en otte timers bustur. Det var grænsesøgende, men samtidig trygt.

Når alt kom til alt, var der ikke hold i de drømme. For jeg havde slet ikke lyst til at bo i udlandet. Jeg havde heller ikke råd til at tage på højskole, og inderst inde havde jeg lyst til at starte på en uddannelse, for jeg vidste, hvad jeg gerne ville studere.

Det lyttede jeg bare ikke til, for der var en kraft større end min egen vilje, der dominerede mine valg, og det var forventningens pres om at skulle kunne svare på, hvad jeg ønskede at gøre resten af mit liv.

I kraft af mit arbejde som gymnasielærer taler jeg dagligt med unge mennesker i samme situation, som jeg selv stod i dengang, og der er ikke meget, der har forandret sig – tværtimod fornemmer jeg i dag et endnu større, ydre forventningspres på de unge; et pres der forsøger at skubbe dem hurtigt ud af én institution og ind på en ny.

Derfor forsøger jeg at undgå at stille spørgsmål, der relaterer sig til, hvad de skal efter studentereksamen. Ikke fordi spørgsmålet ikke er relevant, men fordi jeg hver gang oplever, at det skaber en afmægtig tomhed i mange unge mennesker.

Spørgsmålet er ellers så oplagt at stille, for det er jo – om man vil det eller ej – det allermest afgørende for mennesker, der står ved overgangen til en ny livsfase.

Når vi møder de unge, vil mange af os måske have svært ved helt at vide, hvad vi kan spørge dem om, for dét, der optager dem, kan synes så fjernt fra vores eget liv med anlægning af ny græsplæne, revisorindberetning og hovedpine over kommunens etablering af fjernvarme, der på 6. måned har vanskeliggjort indkørslen til skole og daginstitutioner.

Derfor tror jeg mange vil ty til netop spørgsmålet: ”Hvad vil du med dit liv?”

Men forestil dig, hvordan det ville være, hvis vi andre lige så hyppigt som de unge blev konfronteret med samme spørgsmål: ”Hvad vil du med dit liv?”

Det er jo et spørgsmål, som hverken kan eller bør blive besvaret uden eftertanke.

For når spørgsmål med så stor alvor som ”Hvad vil du med dit liv?” stilles med samme indlevelse, som hvis vi diskuterede junis skiftende vejr med vores nabo hen over ligusterhækken, holder vi op med at gide at svare, for svaret på sådanne spørgsmål kræver, at den, der spørger, i det mindste gider at lytte ordentligt efter.

Og for nogle bliver svaret på spørgsmålet om fremtiden blot: ”Jeg tager et sabbatår”, og selvom det svar i sig selv ikke siger noget om, hvad dette år kommer til at indeholde, så er det måske også ok for nu. Ordet ’sabbat’ henviser til hviledagen, hvor Gud kunne betragte alt det, han havde skabt på de første seks dage, men i nutidens verden er sabbatåret pausen, der markerer et langt skolelivs ophør. I den pause kan man tænke over fremtiden, men for mange er det også det første tidspunkt i livet, hvor man for alvor får lov til at mærke, hvem man selv er uden at være en del af et klasserum, en del af en karakterstatistik eller en ’case’ som skal håndteres kommunalt.

For når vi er en del af store fællesskaber, er det først og fremmest vigtigst at kunne indgå i den store gruppe og tilsidesætte vores egne behov, så gruppen kan fungere. Det er forudsætningen for skolesystemets sammenhængskraft, men når vi en dag får muligheden for at blive sluppet fri, kan friheden synes så uendeligt uoverskuelig, farlig og meningsløs, måske fordi det er første gang, vi for alvor får lov til at mærke, hvad det betyder at skulle tage store beslutninger, der potentielt kan præge vores fremtid negativt.

Jeg kom aldrig til Holland. Jeg flyttede hjemmefra, søgte ind på en daghøjskole, der kostede 1/10 af, hvad en traditionel højskole koster, og efter en uge ringede jeg til universitetet for at høre, om jeg kunne blive optaget på en tomplads. Det kunne jeg ikke, så jeg måtte gennemføre daghøjskolen, der skulle vise sig at blive det allermest udviklende halve år i mit liv. Her mødte jeg mennesker, der adskilte sig fra dem, jeg kendte fra min hjemegn, og det tvang mig til at overveje, hvem jeg i bund og grund selv var.

Så måske vi bør overveje at lade de unge selv undersøge, hvad det er, de drømmer om for deres fremtidige liv. Vores spørgsmål kan være velmenende, men de kan også fodre en usikkerhed. For svaret kender vi som oftest, hvis bare vi får ørenlyd og plads til at lytte ordentligt efter.  

Men hvad kan man så spørge de unge om, når mange af os den næste tid skal til studenterfester, efterskoleafslutning og dimission?

Du kunne spørge ind til deres holdning til Elon Musks politiske karriere, eller hvorvidt AI-genererede billeder og videoer må bruges til at lave sjov med vores danske politikere? Eller hvilke produkter de kan anbefale fra Normal.

Der er så meget, de unge ved mere om end du og jeg; og måske vi som voksne tænker, at det er vigtigt at forholde sig til fremtiden, og at det dermed er ok at forvente, at de unge bør og skal komme med veltrimmede og velovervejede svar, når vi spørger dem om deres fremtidsplaner.

Men når vi tager os tid til at spørge interesseret ind til, hvad de unge interesserer sig for, ser vi et helt menneske fremfor en brik i det store nationaløkonomiske hamsterhjul, som skal udfylde en plads og en rolle, som vi knap nok selv magter at udfylde.

Og måske vi på denne måde hjælper dem lidt bedre på vej ud i en tilværelse, som ellers kan virke både ubehagelig, stressende og uvis.