Hvad kan vi lære af fortiden?

Når nutiden synes uoverskuelig, kan det være en fordel at ty til det, vi har lært af fortiden. 

For femårsdagen for den store corona-nedlukning nærmer sig, og jeg kan på den ene side mærke en overvældende følelse over, at der allerede er gået et halvt årti; på den anden side synes det som en evighed siden, at vi gik med mundbind, arbejdede hjemme fra stuen, og vi hver fredag sang fællessang med den smilende Phillip Faber.

Store forandringer i vores omverden har det med også at aktivere en forandring i os selv. Selvom politiske kriser kan synes meget fjerne fra den lille verden, vi til dagligt lever i, påkalder de alligevel vores opmærksomhed og beder os om at tage stilling til, hvordan vi bedst muligt kan indrette vores liv efter omgivelsernes mange forandringer. 

Corona-nedlukningen gav mange af os tid til at tænke. 

Den gav os også mulighed for at kede os.

Mange fik udlevet skrinlagte drømme om at bage surdejsbrød og hækle, mens gåture blev en naturlig måde at imødekomme vores iboende trang til at mærke vores krop og samtidig mærker glæden ved, hvad bevægelse gør for vores tankemylder. 

Perioden blev skelsættende i mit liv på grund af en særlig bog, som kom til at forandre min selvopfattelse, og som fik mig til at implementere én vigtig vane i min hverdag. Det var bogen The Artist’s way (på dansk: Kreativitet) skrevet af forfatteren Julia Cameron. Det centrale i bogen er, at vil man lære sig selv bedre at kende, må man skrive sig frem side efter side hver eneste morgen; og med hver eneste morgen menes det konkret hver morgen, og det er før alle mulige andre aktiviteter såsom morgenmad, bad eller arbejde. 

Pligtopfyldende og søgende efter en større mening med tilværelsen gik jeg trofast i gang, og jeg har holdt ved – stort set uden pauser – siden. 

Hver morgen sætter jeg vand over til kaffe, og imens elkedlen varmer op, skriver jeg tre håndskrevne sider i min notesbog. Siderne skal forstås som en måde at få tanker, rester fra nattens søvn og overvejelser ud på papir for herefter at blive lagt til side. Det er ikke meningen, at siderne skal genlæses. Deres funktion er at være en container til alt det, der ellers ville fylde inde i hovedet, og det virker. 

Når jeg lægger notesbogen til side, er jeg klar til at påbegynde dagen.

For modsat at skrive om aftenen, hvor man allerede har gennemlevet en dag, og hvor de håndskrevne sider ville blive en evaluering af dagen, der er gået, så er dét at skrive om morgenen en måde at se ind i det, der skal komme, og som vi endnu har indflydelse på. 

Jeg læste Julia Camerons bog midt i en kaotisk tid, hvor alt syntes at blive vendt på hovedet; vores vaner ændredes, vores adfærd skulle forandres, så vi ikke kom hinanden for nær, og vores forståelse af verden skiftede nærmest fra en dag til den anden.

For jeg er nok ikke den eneste, der før corona-nedlukningen havde tænkt, at jeg aldrig i min levetid ville komme til at opleve en pandemi og konsekvenserne af denne, og siden kunne føjes tanker såsom: jeg troede aldrig, jeg i min levetid ville opleve krig på det europæiske kontinent, eller at mine forældre ville købe elbil i en alder af 70. 

Verden kan synes af lave, og det skriver jeg – blandt meget andet om – hver morgen i min notesbog, hvorefter den fyldte bog lægges i en flyttekasse og stilles på loftsrummet. 

Forleden sagde min søn, der er knap 10 år: ”Jeg vil ikke have, at nogen bliver syge, men det var hyggeligt, da vi alle sammen var hjemme. Kan du ikke arbejde hjemme igen ligesom under corona?” 

Spørgsmålet fik mig til at tænke over, at forandringerne i corona-nedlukningens kølvand jo ikke blot vedrørte samfundets generelle funktionsniveau; corona-nedlukningen kom også til at farve generation Alphas børneår. Legen i børnehaven og skolen flyttede fra stuen og klasseværelserne ud på legepladsen, og de blev vidne til deres forældres forandrede arbejdsliv. 

De lærte, at der er forskel på et fysisk og et virtuelt arbejdsrum, som var der tale om to verdener så forskellige som en legeaftale med en ven eller en tegnefilm på Tv. 

Vi fik tid som familie givet i gave af de ydre omstændigheder, som pandemien bragte med sig – det var ikke et valg, vi selv tog om at være mere sammen som familie, men var jeg dengang blevet givet valgmuligheden om at arbejde eller være mere sammen med mine børn, havde jeg nok valgt førstnævnte af ren og skær frygt for, hvad der sker, når det, vi kender og tager for givet, pludselig forandres. 

Havde jeg vidst, hvor stor en gave dén tid blev for mig og for mine børn, ville jeg uden betænkningstid have sagt ja.

Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, og vi kan ikke ændre fortiden. Men vi kan tage ved lære af det, der skete i fortiden for at forberede os på den fremtid, der er ukendt. 

For min søn er halvdelen af hans liv et halvt årti. Hans liv er også et liv, hvor Donald Trump altid har været præsident eller præsidentkandidat, hvor affaldssortering er en helt naturlig ting at udføre i hverdagen, hvor sange som The Minds of 99’s ’Som fluer’ har lært os, hvad det betyder at være narkoman, og hvor vi fik mulighed for at ændre på vores levevis, hvis vi ønskede det – takket være corona-pandemien. 

Så hvad lærte du af pandemien, og hvad har hængt ved i dit liv?

Mens foråret så småt begynder at vise sig, længes jeg med slet vemod tilbage til en tid, hvor jeg havde mere tid; tid til at være sammen med min familie og tid til at tænke over det liv, som jeg levede. 

Men de håndskrevne sider er fulgt med mig, og forhåbentlig bliver de også det næste halve årti en fast del af min hverdag. For de er et forudsigeligt holdepunkt i hverdagen, og de giver mig mulighed for at forstå mig selv og de forandringer, der sker omkring i verden.