Hvad fortæller du om dig selv?

Hvor ofte bliver du stillet spørgsmålet: ”Hvordan går det?” hvortil du – med små varianter – svarer noget i retningen af: ”Jo tak, det går fint.”

Mit svar ville være: dagligt. 

Problemet er bare, at mit svar ikke rummer et egentligt svar; det er blot en formel ordudveksling, der udelukkende synes at have til formål at holde en vaklende samtale kørende, inden jeg bevæger mig videre til noget andet.

Disse formelle ordudvekslinger findes i mange udgaver, og forleden var jeg til et arrangement, hvor en mand var blevet bedt om at fortælle lidt om sig selv. Formålet var at gøre os andre klogere på ham, men det var også for at vurdere, om han kunne blive en del af vores forening. Hans fortælling var en formalitet, for vi mangler medlemmer, men det var interessant at høre, hvad det var for livsbegivenheder, han lagde vægt på i sin historie:

”Først blev jeg født ind i en flok på otte børn. Lillesøster overlevede ikke, og min bror mistede jeg for nogle år tilbage, så nu er vi kun seks” startede han sin fortælling. 

En af tilhørerne råbte hertil: ”Var det så dig, der tog livet af lillesøster?” og det gibbede i mig. Nogle af medlemmerne grinte, men jeg blev chokeret, for man kan da ikke lave sjov med døde børn? 

Men når vi taler, kan vi til tider glemme, at der sidder nogle og lytter til os, og som reagerer på de ord, vi kaster ud i verden.

For den spørgende var det måske et udtryk for at pakke omsorg ind i en spøgefuld tone, så stemningen ikke blev for tung. Og det var måske i bund og grund et udtryk for hans personlige besvær ved at være med de tunge emner, for den talende mand syntes ikke at lade sig påvirke af kommentaren, og han fortsatte ufortrødent: 

”Jeg gik i skole indtil 7. klasse, og så kom jeg i lære som mekaniker. Efter nogle år kom jeg i hæren” og han uddybede, hvordan tiden som mekaniker gang på gang kom ham til gode, når han skulle løse opgaver som rekrut, og senere blev erhvervet som buschauffør

endnu et eksempel på et job, hvor færdighederne fra mekanikerfaget viste sig at være til gavn, når et dæk skulle skiftes eller en motor drillede. 

Manden havde levet et spændende liv med mange forskellige jobs, og en gennemgående rød tråd i fortællingen var, hvordan han trods en kort uddannelse alligevel formåede at skabe sig et godt liv, fordi han ikke var bange for at kaste sig ud i nye jobmuligheder og udfordringer. 

Talen varede omtrent et kvarter, og han sluttede af med at sige: ”Så har jeg fire børn. To af dem er hjemmelavede, de andre har jeg fået som bonus. Nå ja, jeg har også to børnebørn.” Så sagde vi ’skål’, og han var officielt optaget i vores forening.   

Jeg sad tilbage med en pudsig fornemmelse af, at havde jeg skullet holde samme tale, ville jeg have byttet om på vægtningen og fortalt mere om mine børn, min mand eller mine fritidsinteresser og mindre om mit job. Men spørgsmålet er, om det er indholdet, vi fortæller, der har mest værdig, eller om det snarere er måden, hvorpå vores historier bliver fortalt, der for alvor afgør, om vores modtagere bliver bevæget af det, vi fortæller? 

For der var noget ved mandens fortælling, der rørte mig, og som jeg siden ikke har kunnet slippe. 

Fortællinger er konstruktioner, hvor et budskab skal serveres. Her er timing altafgørende, og særligt den talendes evne til at engagere sine tilhørere er central, for at historien har pondus. Selvom de lyttende måske ligner en broget flok af meget forskellige mennesker, så er formålet at ramme dem alle sammen som var de en og samme person. 

Jeg har uafhængigt af oplevelsen de sidste uger været ekstra træt, fordi en opgave har hængt over mit hoved som en grå sky af dårlig samvittighed, og det har ikke været muligt for mig at skjule min træthed for omverdenen. Det bemærkede også en kollega, der omsorgsfuldt spurgte mig: ”Har du meget at se til?” hvortil jeg på for mig vanlig vis svarede nølende ”Tja, jeg keder mig ikke.” 

Hans svar hertil var at fortælle om dengang, han selv stod i samme situation som mig, han havde små børn, et hårdt arbejde at passe og mange aktiviteter, der krævede meget af ham. Også den fortælling varede et kvarters tid, men jeg var ikke mere udhvilet, da han

stoppede med at tale. Jeg tror, hans hensigt var at muntre mig op, støtte mig og sige, at dét, jeg oplever, nok skal blive nemmere, men det var bare ikke lige dét, jeg havde brug for lige der. 

Og ærgerligt er det, for jeg ved, at hans hensigt var ment som en kærlig gestus. Svaret var bare alt andet end hjælpsomt. Men det fik mig til at overveje, om det måske i bund og grund var mig selv, der var årsagen til den fejlslagne trøst? Jeg havde jo ikke svaret ham ærligt på spørgsmålet: ”Har du meget at se til?”, fordi jeg tænkte, der er mange i verden, der har det hårdere end mig, og at jeg jo selv er ansvarlig for den situation, jeg står i netop nu. 

Så hvordan kan vi tale bedre sammen om det svære og fortælle de ting om os selv, som omverdenen kan rumme på det givne tidspunkt? 

Historien om den døde lillesøster var med i den allerførste sætning af mandens fortælling, og selvom den blot stod hen som en bisætning, var der alligevel en varme at spore igennem hele talen, da han mod afslutningen fortalte om sit job som buschauffør for udviklingshæmmede børn. De mange fortællinger syntes at binde sig til en sløjfe om at hjælpe flokken, værne om dem der har det svært og finde en løsning selv i svære situationer, og selvom historien ikke rummede mange ord om hans egne børn, var det modtagerne taget i betragtning måske heller ikke den vigtigste information at give videre? 

For vi er mange ting: vores familierelationer, vores job, vores fritidsinteresser, og så er vi viklet ind i hinanden på kryds og på tværs; vi forventer at få en smule indblik i hinandens liv – ikke kun de tunge oplevelser, ej heller kun de overfladiske, men når vi bag fortællingen mærker et menneskes personlighed, bliver vi berørt, fordi denne del er ægte; den kan ikke pakkes ind i en anekdote eller en god opbygning. Vores personlighed er den, der giver os særkende, den der binder os sammen som mennesker, for uden personlighed er en fortælling blot en formalitet og en række ord, vi siger for at leve op til de forventninger, en given situation kræver af os.  

Havde jeg ladet min nysgerrighed stoppe ved min undren over, hvorfor han havde prioriteret sine emnevalg, som han gjorde, ville jeg måske have siddet tilbage og fordømt hans valg, men måske handler det om måden, hvorpå vi håndterer det, der er svært.

Humor kan forløse, måske ligefrem trøste, ligesom også personlige fortællinger om egne oplevelser kan fungere som inspiration for andre, der står i samme situation som os. Men er vi for optagede af, hvordan vores egen fortælling til omverdenen skal tage sig ud, misser vi også chancen for at modtage den ægte omsorg, som vi jo i bund og grund længes efter, når vi stiller os selv til skue i en sårbar position. 

Så hvad svarer du næste gang du bliver stillet spørgsmålet: ”Hvordan går det?” Mit råd ville være at svare ærligt. Det kunne lyde således: ”Dårligt, men tak fordi du spørger. Har du overskud til at høre om det, så vil jeg gerne fortælle det, og ellers kan vi også bare vælge at være stille.”

Link til tekst: https://nordjyske.dk/nyheder/kommentar/skribent-man-kan-da-ikke-lave-sjov-med-doede-boern/5423219