Det er det, der gør jul til noget særligt

Af Lisa Ludvigsen Al-Mashhadi, cand.mag., lektor
Udgivet i Jyllands-Posten 23/12-2024

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der ved udsigten til at skulle deltage i et arrangement med en hel masse fremmede mennesker bliver træt ved tanken om den uundgåelige smalltalk, der næsten altid tager udgangspunkt i spørgsmålet: ”Hvad arbejder du så med?” Hvortil man forsøger at svare på en interessant eller underholdende måde, mens man med største omhu uddyber, hvorfor netop mit job er særligt interessant og gør mig til den, jeg er.

Når jeg har gjort det nogle gange, bliver jeg irriteret over at høre mig selv svare det samme, som jeg gjorde til alle de forrige mennesker, og trætheden er lige så tydelig hos dem, der stiller mig spørgsmålet. For i bund og grund stiller vi måske ofte spørgsmålet af vane fremfor af interesse?

Måske kunne vi i denne travle december, der jo på mange måder er en kollektiv undtagelsestilstand og ophævelse af hverdagens forudsigelighed, gribe chancen og erstatte det trivielle: ”Hvad arbejder du så med?” til fordel for: “Hvad er julen egentlig for dig?”

Det er nok et spørgsmål, de færreste forholder sig til, for julen er der bare, og det har den været igennem hele vores moderne kulturhistorie.

Det var da også først, da jeg mødte min – dengang – kæreste, at jeg blev konfronteret med, hvad julen er for mig, og først der forstod jeg, at jul er en så vigtig højtid, at der ligefrem er lighedstegn mellem at fejre jul og at være dansker.

Da vi blev gift, fik vi hinandens navne, og det førte til en fragmenteret sammensætning af efternavne, hvis trykfordeling ingen rammer rigtigt, og hvis stavemåde kræver en længere videregående uddannelse at mestre. Det gode ved det navn er dog, at det gav mig nye muligheder i forhold til smalltalk.

For når jeg møder nye mennesker, er der ikke mange standardudvekslinger om mit job, hvor jeg bor, eller om jeg har børn, før et tøvende, næsten undskyldende spørgsmål fremstammes: ”Du har et lidt specielt efternavn. Hvor har du det fra?”

Til det spørgsmål plejer jeg – afhængig af modtageren – enten at svare. ”Det er fordi, jeg har været ved numerolog” eller også svarer jeg det, der er sandheden: ”Det er et navn, jeg har giftet mig til.” Responsen på dette svar er lige så forudsigeligt som spørgsmålet, der blev stillet i første omgang, for det er altid enten: ”Spiser han så svinekød?” eller: ”Fejrer han jul?”

Før jeg mødte ham, var der aldrig nogen, der havde bedt mig redegøre for, hvad jeg spiser, eller hvordan jeg fejrer jul, men det er måske i grunden værd at give vores højtid lidt tænketid og refleksion:

For måske det er i mødet med mennesker, der har en anden kulturel baggrund end vores egen, vi for alvor føler behov for at forstå, hvad det er vores kultur er skabt af. For det udefrakommende kan potentielt føles som en trussel, som noget der tager det fra os, vi troede var indgroet i vores kultur. Men ting har det med at blive støvet og muggent, hvis vi ikke forholder os til det fra tid til anden og spørger, hvad det egentlig var, vi oprindeligt holdt af ved for eksempel julen.

Ordet ’jul’ (’jól’) er af oldnordisk afstamning, og det betyder ’festerne’. Ordet refererer til den tid på året, hvor vikingerne drak, ofrede og holdt fester i dagevis. Den hedenske betegnelse har ikke ladet livet i modsætning til vores engelske naboers kristne ordvalg, ’Christmas’, og det er som om de mere nydelsesfulde aspekter af julen har forrang for de kristne traditioner her i Danmark.

Vi hylder den italienske Lucia, stiller det tyske juletræ i stuen, køber julegaver til det amerikansk-importerede Black Friday-udsalg, og vi synger sange, der ofte er oversatte versioner af engelske christmas carols eller tyske salmer. Julen er med andre ord en højtid, der har ladet sig inspirere og gennemstrømme af en lang række kulturelle påvirkninger, men det er alligevel julen, de fleste danskere vil kalde for noget af det allervigtigste for den danske kultur. 

Selvom den vel ret beset ikke er særligt dansk?

I går afviklede jeg koncert med det mandskor jeg er dirigent for, i en midtjysk middelalderkirke, og efter at have sunget de traditionelle julesalmer sluttede vi af med slageren ”Jeg så julemanden kysse mor”, hvortil publikum klappede i takt og sang med. Sangen, der beskriver den lille drengs både begejstrede og forfærdende overværelse af sin mor i julemandens favntag, illustrerer på fin vis barndommens uskyld og fantasi, der møder de voksnes begær og løssluppenhed, og de står side om side formidlet af den lille Peter, der kun har sin teddybamse at søge trøst hos. Det strejfede mig, at sangen måske ikke rigtig hørte hjemme i en traditionel, dansk kirke, men da menighedsrådet i pausen serverede glögg og æbleskiver, som vi med velbehag indtog ved døbefonten, der i dagens anledning var omdannet til spisebord, var det som både de kristne, de hedenske og de nyere traditioner lod sig forene. Vi afsluttede koncerten med ’Panis Angelicus’ (oversat: ’Englenes brød’), mens jeg mærkede tyngden af æbleskiver i maven, fik blussende kinder og snøvlende tale efter glöggen, og vigtigst af alt sluttede vi i rette tid til, at alle kunne nå hjem og se håndbold i TV.

For mange mennesker er julen en glædens tid, mens det for lige så mange mennesker bliver en borende kniv i hjertet, der påminder os om, at er man alene i årets øvrige 11 måneder, så bliver december den fede streg under ensomheden som livsvilkår. For jul er lig med fællesskab, og julen er at give noget til andre. Det forudsætter dog, at vi har nogen at give noget til. Og netop det møder jeg i spørgsmålet: ”Fejrer han jul?”

Min mand har noget, han skal indhente, for de første 23 år af hans liv havde julen blot været en højtid, hvor han mærkede, at der var noget, som ikke var forbeholdt ham, og så var det en plagsom spørgerunde i januar, hvor alle i klassen skulle fortælle, hvad de havde fået i julegave, mens han blot kunne se på uden helt at forstå, hvad det var, han gik glip af.

Men i modsætning til den hårde, konfronterende retorik, der ofte anvendes, når vi taler om integration, så opfatter jeg det lidt bramfrie spørgsmål: ”Fejrer han jul?” som en oprigtig interesse i at forstå, om man virkelig er villig til at ofre det frirum, som julen bringer med sig. Arbejdspladser byder på nisseleg, fællessang og juleklippedag, og det er, som gav en myndighedsperson carte blanche til, at vi alle – for en stund – må opføre os lidt mere som børn, end vi plejer. For i juletiden bliver vi ét trods de brogede forståelser af, hvad julen egentlig er for en størrelse.

For spørgsmålet er for mig at se noget af det, der bedst beskriver, hvad det vil sige at være dansker: Det siger noget om vores madvaner, og så siger det noget om vores kultur, som vi ønsker at beskytte, men vigtigst af alt, så opfatter jeg det også som et oprigtigt ønske om at

dele den højtid, vi har så kær, med dem, der endnu ikke har oplevet, hvor fantastisk denne højtid kan være.

Vores børn spørger hver dag, om det var Far, der var klædt ud som julemand sidste år, for de havde aldrig før set en julemand med brun hud, hvortil jeg af respekt for julens helligdom må lyve og sige: Julemanden findes i mange former og farver, mens jeg styrer trangen til at synge: ”Jeg så julemanden kysse Mor”.

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE17725728/det-er-det-der-goer-jul-til-noget-saerligt/ 

Lisa Ludvigsen

Email: terapi@lisaludvigsen.dk

CVR: 44296632

Info 

Åbningstider: efter aftale 

© 2023, Lisa Ludvigsen