Har du været vred i dag?
Af Lisa Ludvigsen Al-Mashhadi, cand.mag., lektor
Udgivet 4/8-2024 i Nordjyske Stiftstidende
Hvis man er heldig at være omkring mindre børn i ny og næ, bliver man mindet om, hvor eksplosivt følelser kan komme til udtryk. Det ene øjeblik er der klukkende, livsglad latter, det næste høres store hyl, vredesudbrud, måske startes en slåskamp, for i det næste øjeblik at blive erstattet af en ny og intens sindsstemning. Hele skalaen er i brug, og en følelse varer sjældent længere end nogle få minutter ad gangen.
Og det gælder både de svære og de mere ukomplicerede følelser.
Man kan som voksen blive overvældet af følelsespalettens mange farver, som barnet udtrykker sig igennem, for det centrale for børns emotionelle udtryk er tempoet, hvori den ene følelse erstatter den næste.
Jo ældre et barn bliver, des mere udviklet bliver dets hjerne og dermed også dets følelsesliv.
Forenklet sagt kommer flere følelser til, og det er følelser, der på sin vis er kombinationer af de mest grundlæggende og velkendte følelser – glæde, tristhed, vrede, frygt. Med alderen kommer der flere lag på grundfølelserne, som var det farver, der blev blandet på en pallette.
Følelser som ængstelighed, melankoli, misundelse, kedsomhed, skam eller foragt er blot nogle af de følelser, der tilføjes til vores udtryk.
Disse følelser er komplekse, fordi de henter deres næring fra hele skalaen. F.eks. er melankoli både en følelse af tristhed over det, der ikke længere er, men det er samtidig en glæde over netop at have oplevet noget, der er værd at begræde. Tilsvarende er kedsomheden en tilstand, der er ubærlig, fordi den er båret af en dybereliggende ængstelighed over det tomrum, som skabes i kedsomhedens kølvand. Når man keder sig, synes tilstanden så uendelig, at alle tanker kredser om, hvornår den endelig ophører, så man igen kan beskæftige sig med noget, der giver vitalitet.
Men nogle følelser forbliver mere rene i deres form, selvom vi bliver ældre, og her tænker jeg særligt på vreden.
Vreden er en af de følelser, der er gennemgående for mennesket i alle dets livsstadier, og vreden er om noget også tæt forbundet med en kropslig reaktion. Ofte bliver vreden parodisk fremstillet som en eksploderende vulkan eller et tudende godstog, der buldrer af sted både lydmæssigt og visuelt.
Men selvom vreden er en af de mest tydelige følelser, og dens udformning er til stede i alt fra tegneseriefigurer til seriemordere, er den samtidig en af de følelser, der behandles med størst stedmoderlighed.
Tænk på de berømte karakterer som Kaptajn Haddock, Sorte-Per, Mads Skjern og Sarah Lund, der alle har vreden som drivkraft og udtryksform. Vi holder af disse karakterer, fordi de er så tydelige, og fordi de ikke går på kompromis med sig selv. Alligevel er vreden stadig én af de allermest komplicerede følelser at udtrykke.
Og her tror jeg, vi skal vende blikket mod vores opdragelsesstile.
For vores omverden og mange års dannelse til at blive civiliserede voksne sætter en gedigen stopper for den barnlige, frie og eksplosive vrede. Og det er til dels forståeligt, for det kan være lidt pinligt at være vred. Vreden kan hurtigt ødelægge den gode stemning, den kan skabe splid og skam, og mange mennesker bliver skræmte over både deres egen og andres vrede.
Men inderst inde ved vi, at vredesfølelsen er livsvigtig i forhold til at opretholde nogle sunde grænser både over for os selv og vores omverden. For tænk, hvis vi altid var glade, føjelige og samarbejdsvillige? Hvilke konsekvenser ville det få for vores selvrespekt og vores selvværd?
Så selvom der ikke er nogen følelser, der på samme måde er omgærdet af samme kompleksitet og tabu, som det gør sig gældende for vreden, er det måske alligevel værd at overveje, om vi mister noget af os selv ved ikke at udtrykke vores vrede, når den trænger sig på?
Forestil dig, hvordan en 2-årig, der lige har fået ’nej’ til en is, udtrykker sin vrede og frustration over denne afvisning… nogle børn laver ’flitsbuen’, kaster sig i gulvet, andre slår, sparker og bider, mens der hos nogle børn står en sky af spyt og snot omkring dem, når de for alvor kommer i kontakt med deres vrede.
Nogle gange er det så voldsomt at opleve disse vredesudbrud, fordi man konkret kan blive bange for, om barnet kan gøre skade på sig selv, når det med faretruende hurtigt tempo kaster hele sin krop ned i gulvet med hovedet først. Men mest af alt bliver vi måske ramt af afmagt: skal jeg stoppe udbruddet, skal jeg trøste, skal jeg lade barnet være, eller skal jeg lære noget af mit kloge barn?
Tænk, hvis man selv – bare en gang imellem – kunne få lov at være lige så vred og utæmmet, når nogen gik over ens grænse? Tænk, hvis man faktisk kunne få lov at sætte damen, der snyder foran i køen, på plads. Eller tænk, hvis man kunne få lov at fortælle chefen det alvorsord, som man over middagsbordet mangen en gang har ytret uden nogensinde at turde sige det ansigt til ansigt til chefen selv.
I stedet bider vi ofte vreden i os, for tænk hvis vi blev afvist, når vi lod vreden vise sit sande ansigt?
Omvendt kan man spørge sig selv, hvad der tilsvarende ville ske, hvis man insisterede på at få den vrede, eksplosive 2-årig til at lægge låg på sig selv, når vreden var på sit allerhøjeste?
Hvad ville det mon gør for barnets velbefindende at begrænse vreden, fordi normerne foreskriver det at være kontrolleret fremfor det modsatte – ukontrollerede – og i bund og grund bare vred. For barnet er vredesfølelsen så stærk, at den vanskeligt lader sig bremse. Det skyldes naturligvis også hjernens mere begrænsede udvikling, men intensiteten, hvormed barnet føler sin vrede, er ikke til at tage fejl af. Den er ustoppelig. Og den er vigtig, fordi barnet øver sig i at sætte grænser.
Når vi insisterer på at kontrollere vores følelser, insisterer vi samtidig på at lægge beslag på sider af vores personlighed, der har lige så meget brug for at se dagens lys som alle de øvrige – måske mindre tabuiserede – følelser.
Og måske overvældes vi voksne af børnenes tydelige vredesudbrud, fordi vi ikke altid selv har samme mulighed for at udtrykke vores følelser, når de melder sig? For mens barnet ikke kan kontrollere, hvornår et vredesudbrud overtager dets krop og sind, er der for voksne mennesker ikke samme rammer at udtrykke deres følelsesliv indenfor. Spørgsmålet er bare, om vi ved at begrænse vores følelser risikerer at begrænse vores frie udtryk – og dermed hele vores person, fordi opdragelse og normer indskrænker vores følelses-pallette, jo ældre vi bliver?
Måske den bedste og sundeste vej at gå er at lade sig inspirere af dem, der er allermest i kontakt med deres følelser, nemlig børnene; vi behøver ikke kaste os ned i gulvet med hovedet først, men mindre kan også gøre det. Vi kunne jo starte med at sige nej, når vi mener ’nej’, fremfor at sige ’ja’ for at bevare den gode stemning. Eller vi kunne spise en is, selvom vores indre kritiske stemme siger ’nej’ og nyde den kraft, der ligger i at tage sit eget, indre følelsesliv alvorligt.
