Glæden ved goddag og farvel

For en måned siden startede jeg som gymnasielærer på et større gymnasium efter mere end 10 år på en mindre skole.

Det første, der ramte mig, i mødet med de nye elever, var, at de alle afsluttede timen med på vej ud ad døren at sige: ”Farvel og tak for i dag”

Første gang det skete, tænkte jeg, det var noget, de sagde for at være venlige mod hende den nye lærer, der ikke kan finde rundt, og som hver dag har problemer med at få lyd ud igennem højtalerne eller at låse dørene med det smarte låsesystem.

Men efter en måned afslutter de fortsat undervisningen med at sige: ”Farvel og tak for i dag”

Af alle de nye ting, der følger med at skifte et trygt og velkendt job ud med et nyt, har denne lille, daglige tilkendegivelse været det, der har gjort allerstørst indtryk på mig.

For det er som om, at denne gestus ikke blot er en høflig frase, det er også en markering af, at vi – lærer og elever – anerkender, at vi netop har brugt 90 minutter sammen. 

For det påfaldende ved ”Farvel og tak for i dag” er, at ytringen ikke er normativ. Tilkendegivelsen siger nemlig ikke noget om, hvorvidt eleverne synes, det har været synderligt interessant at lære at skrive en redegørelse eller at analysere lyrik. Den er blot en formel ytring, hvis funktion er at markere en tidsmæssig ramme fra én time til den næste, men det er også en ytring, der skaber sammenhæng og mening i det, vi foretager os på begge sider af katederet.

For fokus flyttes fra underholdning til dannelse, når vi pakker vores værensform ind i formelle rammer, der markeres af en begyndelse og en slutning. Det forudsigelige er tryghedsskabende, fordi ytringen flere gange i løbet af en dag giver plads til at anerkende andre menneskers tilstedeværelse.

Det indirekte budskab i at tage formel afsked med et andet menneske er altså også at sige: ”Jeg ser dig”

Denne lille, men betydningsfulde kommunikationsform er rar, fordi den holder sig indenfor rammen af, hvordan vi bør tiltale hinanden i en formel situation. Vi anerkender rammen – i dette tilfælde rammen omkring et klasserum, skiftende fag og lærere i løbet dagen, og denne adskiller sig fra mere uformelle møder, f.eks. når vi mødes omkring fritidsaktiviteter med vennerne.

Det at føle sig set er rart, fordi det er en grundlæggende nødvendighed for, at vi som mennesker trives, og det smitter også af på vores engagement og lyst til at gøre os umage. For igennem anerkendelsen skabes automatisk en betydning i det, vi foretager os.

Som jeg sagde til min HF-klasse forleden, så skal den gode opgave rammes ind af en indledning og en opsummerende konklusion, der i sig selv skal rumme både motivationen for at skrive opgaven samt resultatet af denne motivation. Det, der udgør opgavens midterste del, er processen og arbejdet, men det er ved at læse indledningen og efterfølgende konklusionen, man som læser skal kunne danne sig en forståelse for, hvad opgavens afsnit har undersøgt.

Tilsvarende kan vi oversætte dette til indledningen og konklusionen på et undervisningsmodul. For hvordan reagerer vi, når vi ikke mødes af en hilsen og en afsked – enten verbalt eller non-verbalt? Mest af alt bliver det tomt og meningsfattigt, for hvis et nyt menneskes tilstedeværelse i klasselokalet ikke registreres, hvad er så formålet med at møde op?

Et øget fokus på begrænsning af digitale medier ved indskrænkede muligheder for at tilgå hjemmesider, der ikke har relevans i en undervisningssammenhæng, har formodentlig hjulpet på den større grad af klarhed, jeg møder, når jeg træder ind i et klasserum. For nogle gange skal vi måske hjælpes til at få de rette rammer at udtrykke os i. Dette er dog ofte pakket ind i en begrænsning af muligheder. Så når undervisning starter med lukkede skærme og indespærrede mobiltelefoner, bliver der samtidig etableret et rum med overskud til at registrere dem, der er omkring os.

Og når vi begrænser én ting, gives der rum til noget andet. Som en kollega forleden sagde, så havde han netop set et papirfly suse gennem klasselokalet, og det var måske et af de fineste billeder på, hvad vi frigør ved at begrænse. Det næste bliver måske håndskrevne kærestebreve, færre muligheder for at gemme sig bag skærmenes falske tryghedsmure eller mere mod på at ytre sig frit.

Så hvad vinder vi på at sige ’goddag’ og ’farvel’? 

Vi får en mulighed for at se og blive set, og det skaber de bedste rammer for at etablere meningsfulde fællesskaber, hvori det er rart at være. Til tider er indholdet kedeligt, men det er også i kedsomhedens tomrum, vi får ideer og tanker, der bevæger os fra én tilstand til den næste, men vigtigst af alt skaber det rum til at møde forskellige mennesker og skabe betydningsfulde sammenhænge.