En flygtning krydser mit spor

I mine børns skole er der flere ukrainske børn, der kom til Danmark for omtrent fire år siden. De er en del af en sørgelig statistik over mødre og børn, der er blevet adskilt fra deres fædre ved frontlinjen, og så er de blevet en del af en historie, der fortæller om en krig, der ikke blot bringer russiske og ukrainske tab med sig, men som også beretter om en verden, hvor kampen om landegrænser også er blevet retten til at definere andre menneskers identitet og tilhørsforhold. 

Men selvom fortællingen om flygtninge er en fortælling om verdens krige, så er det også en fortælling om en vigtig kulturel udveksling igennem tiden, hvor mennesker har hevet deres liv op ved rode for at rejse mange kilometer og bosætte sig i andre dele af verden. 

Da jeg gik i skole, havde jeg mange klassekammerater fra Færøerne, Island og Grønland, for i den kystby, hvor jeg voksede op, var der mange sejlruter imellem Danmark og de nordatlantiske lande. Beliggenheden ud til Vesterhavet og den store fiskeindustri trak linjer imellem vores lande – afstanden til trods – men der var en forståelse for det, der adskilte vores respektive kulturer fra hinanden. 

Så når Oddmar havde tørret torsk med på madpakke, eller Daniel og hans familie spiste hvalkød, som vi andre spiste hakket oksekød i vores pasta og kødsovs, så var det forskelle, vi bemærkede, men det var aldrig problematisk.

For et land tager farve af de mennesker, der passerer igennem. Nogle er på gennemrejse, andre tager ophold, og deres tilstedeværelse er nødvendig, for at vi kan forandre os og lære af andre måder at anskue verden på.

En af de mest betydningsfulde voksne fra min opvækst var pædagogen, Fie, der tog sig af os, da vi gik i indskolingen. Hun var en smilende, varm og kærlig kvinde, hos hvem vi gerne måtte sidde i mange timer, når vi havde brug for trøst eller blot en smule omsorg. Fie var fra Grønland, men havde giftet sig med en dansk mand, der elskede træhåndværk og udendørslivet. De bar begge grønlandske træsmykker og solgte deres kunsthåndværk på markeder, og selvom der sjældent er så koldt i Danmark, at man har brug for at iføre sig en sælskindspels, så var der alligevel noget dragende over de eksotiske smykker af hvaltand eller litografier af grønlandske folkesagn, som var så anderledes end den verden, vi levede i.

Fie gav os omsorg, som når en moder trøster sit barn, der føler uro og frygt for den verden, det er blevet født ind i. Hun så anderledes ud, men hun var mere hjemlig end vores nærmeste, og hos hende kunne vi få den trøst, der ellers kunne være langt imellem. 

Den verdensberømte og dog så danske forfatter, H.C. Andersen, skrev i 1850 den sang, der for mange danskere er blevet den uofficielle nationalsang. Sangen ‘I Danmark er jeg født’ – er nemlig en fortælling om, at er man født i Danmark, er man dansk. 

En af de passager, der for mig er synonym med det at være dansk, er linjerne ”Du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når”, og det er da også den verselinje, jeg mest af alt forbinder med sangen.

Men så får man jo lyst til at spørge: hvad så med alle dem, der ikke er født her, men er flygtet, flyttet eller endt i Danmark af den ene eller den anden årsag, og som måske slet ikke taler dansk. Er de så ikke danske?

En metafor, der ofte benyttes til at forklare en slægt og et menneskes ophav, er et træ. 

Når du kigger på et træ, kan du kun se en lille del af dets egentlige størrelse. For under jorden vokser der rødder, der forgrener sig og skaber fundamentet for, at træet ikke vælter i stormvejr. Træer kan under de rette vejrforhold og klima overleve mange generationer, og Danmarks ældste træ – Kongegen – der anslås at være et sted mellem 1400-1900 år gammelt, har levet længe nok til både at opleve to verdenskrige, Napoleon, Kalmar-unionen og indførelse af demokratiet.

Mange synonymer knytter sig til træet som metafor: Livstræet i den Nordiske mytologi, kundskabens træ fra Det nye testamente, billedet på visdom i Disney-filmen ’Pocahontas’ eller fortællingen om Grantræet, der endte sine dage som pindebrænde efter at have udført sin pligt som beundret juletræ.   

Men ideen om træets brede krone og dets omfattende rodnet kan også være et billede på den globaliserede verden, vi lever i, hvor transport er hurtig og effektiv, og hvor kommunikation kan foregå på tværs af landegrænser og afstande. Tiden synes at være ophævet, det samme gælder stedet, men der er dog et rodnet, som binder os sammen. Og det er den fælles forståelse for vores medmennesker.

Når man som jeg er født og opvokset i et land med blot 6 millioner mennesker og en placering på plads nummer 133 over landestørrelser, kan det synes småt, men jeg er aldrig i tvivl om, at jeg er en del af noget, der er langt større end Danmark.  

Men der er et grundlæggende problem, hvis vi ønsker at blive klogere på andre kulturer end dem, der bare ligner vores egen. For mere end 90% af al psykologisk forskning er baseret på, udført af og formidlet af hvide vesterlændinge. Problemet ved dette er, at vi risikerer at putte alle verdens kulturer i samme kasse, og dermed får vi ikke den rette forståelse for vigtige kulturforskelle. 

For ligesom træerne er en naturlig del af den danske fauna, så er isbjerge i nordligere himmelstrøg ikke et særsyn. For mig der aldrig har set et isbjerg, er de mytologiske og eksotiske, sagnomspundne og uhyggelige. Men vi behøver ikke fysisk at besøge andre verdensdele for at mærke den indflydelse, de kan have på os. 

Når vi tør at kigge på mulighederne i at møde noget, der ikke ligner os selv, fremfor at afvise det af frygt for, at de tager noget fra os, kan vi vokse. 

Naturen, der omringer os, gør vi betydningsfuld, fordi den skaber vores livsomstændigheder; et skandinavisk klima er ensbetydende med lune somre og kolde vintre, og naturen afgør, hvad det er for fødevarer, vi spiser. Naturen er også den, der skaber muligheder eller begrænsninger. For mens Danmark er en halvø, og vi dermed er forbundet til resten af Europa, er Grønland en ø placeret i et klima, der ofte vanskeliggør transporten til og fra øen.

Og selvom landegrænser blot er fiktive streger tegnet på et kort, så har landegrænser også været med til at skabe mangeårige kulturer, der er nedarvet gennem generationer.  

Kultur er det, der adskiller os fra hinanden, men det er også netop kulturen, der kan forene os. For mennesker, der passerer gennem vores liv, sætter aftryk, hvis vi tør at lære af dem, der måske ikke ligner os selv udefra, men som i bund og grund har de samme længsler som os. 

Og en dag kom min søn stolt hjem og fortalte: ”I dag sagde Elena sin første sætning på dansk, og så klappede vi alle sammen af hende. Men hun spiser stadig mærkelige, ukrainske pølser til frokost.”

Kulturel udveksling, hvad enten den kommer i form af flygtningestrømme eller kulturel udveksling mellem lande, er en gave for vores selvforståelse. For det, der er anderledes, er ikke farligt. Det kan tværtimod gøre os klogere på, hvem vi selv er. 

Men stilles vi aldrig overfor noget, der er anderledes end det, vi selv kender, kan vi miste fornemmelsen for, hvad der gør netop vores kultur særegen og værd at værne om.