Det svære kompliment
Af Lisa Ludvigsen Al-Mashhadi, cand.mag., lektor
Udgivet, 22/9-24 i Nordjyske Stiftstidende
Hvornår har du sidst givet en kompliment til et menneske, du kender, men måske også til en, du ikke kender?
For mange er svaret formodentlig ‘for nylig’, mens det for andre ikke er helt nemt eller naturligt at give både fremmede og bekendte et rosende ord med på vejen.
Og det er der måske en god grund til.
For er det altid nødvendigt at give komplimenter for at komme tættere på et andet menneske?
I en årrække blev jeg mødt af følgende spørgsmål, hver gang jeg mødte op til et familiearrangement eller en fest med mine venner:
”Har du ikke tabt dig?”
Spørgsmålet var uden tvivl ment som en kompliment, men er det egentlig en positiv ting at have tabt sig, eller er det blot en lidt kejtet og mangelfuld spørgeteknik, der gøres lettere ved at stille standardiserede spørgsmål?
For ved vi egentlig, hvad det er for en virkelighed, vi taler ind i, når vi – formodentlig i allerbedste mening – stiller et menneske spørgsmålet: “Har du ikke tabt dig?”
Med tiden blev det en smule rungende og hult at besvare spørgsmålet med ”Tak”, ”Nej”, ”Nja, måske”, for det var ikke et spørgsmål, der rummede en sandhed eller en omsorg. Det var bare en standardfrase, der skulle besvares hurtigst muligt, så vi kunne fortsætte en samtale med mere dybde.
Og som med så meget andet havde spørgsmålet: ”Har du ikke tabt dig?” en begrænset levetid, for en dag ud af det blå forsvandt spørgsmålet. Udeladelsen var ikke behæftet med et forvarsel, og pludselig blev jeg blot mødt af: ”Hej, godt at se dig…”
Det fik mig til at undres over, om det var fordi, jeg ikke længere lignede en, der havde tabt mig, og at jeg i stedet havde taget på?
Eller også havde den spørgende indset, at spørgsmålet var lidt fattigt at bruge år efter år.
For hvordan ville det lyde, hvis vi i stedet for at møde venner og familiemedlemmer med: ”Du har da tabt dig!” i stedet sagde: ”Du har da taget på!”
Det er som om, det på overfladen positive spørgsmål – ”Har du tabt dig?” er en fuld ud acceptabel måde at tiltale andre mennesker på, mens den negative udgave – ”Du har taget på” – trods alt er en spørgeteknik, de fleste ville afholde sig fra at benytte.
I min familie havde vi igennem min opvækst en tradition hvert år den 25. december, hvor alle, der var myndige, skulle en tur på badevægten, når den tunge julefrokost var indtaget.
Én efter én stillede de voksne sig på række foran den lille firkantede genstand, mens min faster noterede hver enkeltes vægt i det mange år gamle skema. Den statistik, der førtes, gav et godt billede af mangt og meget. Nogle af de vægtmæssige udsving havde ikke nogen indlysende forklaringer, mens de andre gange kunne give forvarsel om noget, vi
endnu ikke havde kendskab til. F.eks. kunne vi gennem et dramatisk vægttab efterfølgende erfare, at et familiemedlem bar rundt på en udiagnosticeret sygdom, og en markant vægtøgning afslørede en kusines uopdagede graviditet.
Skemaet blev et arkiv over nulevende og afdøde familiemedlemmer, svigerbørn og kærester, der aldrig nåede at kalde sig ’sviger’, og det leverede samtidig viden om en kultur, hvor krop og vægt blev allemandseje og noget, der kunne være omdrejningspunkt for morskab og sammenhold.
Ingen gik fri, for også vægttab blev fulgt op af kommentarer såsom: ”Giver hun dig ikke nok at spise derhjemme?”
Det var en tradition, der døde ud, men selv den dag i dag vender jeg fra tid til anden tilbage til den og undres over, hvad det sagde om den tid, traditionen var opstået i. For den var næppe blevet en tradition i dag.
For når kroppen bliver samtaleemnet, fjerner vi fokus fra mennesket inde bag kroppen. Det skete med familietraditionen, men det samme sker med komplimenter og kommentarer, der tager udgangspunkt i det umiddelbart synlige, hvor vi sjældent graver ind bag kroppens form eller kjolens udskæring, men forbliver på ydersiden i vores vurdering.
For hvornår har du sidst givet en kompliment, der i stedet for at fokusere på de nye sko, frisuren, vægten eller stilen, i stedet fokuserede på personens gode præstationer?
Det fik mig til at tænke på, om en kompliment i grunden handler om den, komplimentet bliver givet, eller om det mest af alt handler om afsenderen?
Så lad os forestille os komplimentet som et spejl:
Tænk hvis vi vendte fokus fra den anden over på os selv, så blev dét, at en anden har iført sig en smuk gul kjole, til noget, der gør dig glad, fordi den måske minder dig om den forgangne sommer, filuris eller sodavand. Eller tænk hvis en andens smil gør dig glad, fordi alle andre, du har mødt igennem dagen, har brokket sig over finanslovsudspil, regnvejr og dårlig ledelsesstruktur i det offentlige.
Det er lidt at sammenligne med at være forelsket, for på overfladen handler en forelskelse om fascinationen ved den anden og alt det, han eller hun får os til at glædes over, men grundlæggende er en forelskelse et spørgsmål om, at en anden ser noget i mig, der er værd at holde af. Og den følelse gør os høje, for det er da vidunderligt at blive holdt af for det, man er, og ikke for alt det, man måske drømte om at være.
Det, at en anden bringer noget positivt ind i vores liv, skaber en dybde i komplimentets ofte meget begrænsede formåen, for ofte bliver komplimentet leveret med en standardiseret plapren i en form, der minder mere om udenadslære eller gentagelse i mangel af bedre vendinger.
Det kræver dog et skifte i synsvinkel, hvis det, vi vælger at give komplimenter for, tager udgangspunkt i os selv, i stedet for at lade os gribe af ren og skær impuls til at kaste en kompliment mod en mere eller mindre tilfældig anden person.
Bindeleddet mellem impulsen til at give komplimenter og vores egen værdi opstår, når vi lægger vægten på, at det, der binder os sammen, er lysten til at indgå i kontakt med hinanden, fordi den anden vækker nogle positive associationer hos os.
Så måske du næste gang kunne prøve med noget i retningen af denne ytring: ”Din kjole med de flotte blå farver minder mig sådan om min barndom, hvor vi badede i Vesterhavet” eller “Dejligt at se dit smittende smil – det var lige det, jeg havde brug for denne overskyede og grå septembereftermiddag”
Med denne tiltaleform tillader du nemlig komplimentet en dybde, der ikke blot bevæger sig på overfladen af det umiddelbart visuelle; du trækker nemlig en tråd mellem dig og den, du er i kontakt med og danner på denne måde en sammenhæng mellem det, vi kan få glæde af ved hinanden, og som kræver, at vi er to om at skabe en positiv følelse.
For står en kompliment rungende tom i luften, og svarer den komplimenterede kortfattet og køligt, er det måske fordi komplimentet ikke rummer en dybde eller omsorg, som den jo ellers var tiltænkt at bringe med sig.
Så for hvis skyld giver du en kompliment? Jeg håber, det er for at glæde en anden, men jeg håber også, du giver den for din egen skyld, så den kan skabe betydning og glæde.
