Bål eller brand

I går gik dagen med at lave et bål i haven.

Måske gik hele dagen med projektet, fordi jeg ikke er god til at lave bål, men jeg havde lyst til at bruge dagen på netop at lave et bål, fordi vejrudsigten ikke peger på lignende muligheder i nærmeste fremtid. 

Jeg havde samlet diverse pinde og lagt dem på sommerens endnu ikke nedbrændte bålplads, og så gik jeg i gang med at tænde op med noget gammelt gavepapir. Det gik godt de første minutter, mens ilden åd sig ind på gavepapiret, men ilden tog aldrig fat i de gamle, våde stammer. Efter en times tid uden held fandt jeg nogle tørre stammer fra stalden, og endelig begyndte bålet at ligne noget. Gløderne fra de tørre stammer bredte sig, og efter et par timer var bålet blevet stort. 

Mens vi sad rundt om bålet, blev det mørkere omkring os, og da jeg endelig kom indenfor igen, var der gået 7 timer.

Det er én af de bedste dage, jeg har haft i meget lang tid, og det skyldes flere ting: Jeg havde ikke noget, jeg skulle nå, og jeg lagde ikke mærke til klokken.

Det er sjældent, det sker, for ikke at sige næsten aldrig.

”Jeg vil så gerne være mere afslappet og til stede i nuet” sagde en klient til mig for nylig, og jeg kunne i mit indre kun give hende ret. Jeg tror, det er noget, mange af os længes efter.

Der er bare så mange informationer, forstyrrelser og mennesker i vores omverden, der trækker os ud af denne tilstand. Mens jeg skriver disse linjer, kan jeg på min telefons display se en notifikation, og udenfor kører skraldebilen ind i indkørslen. Min impuls er at kigge op og dermed give slip på det, jeg er i gang med lige nu, nemlig at skrive, men jeg forsøger at modstå impulsen. For skraldebilen har ikke brug for min opmærksomhed, og det har telefonens notifikation heller ikke.

I dette tilfælde lykkes jeg med at konstatere forstyrrelsen uden at handle på den, men det er bare ikke altid nemt.

Indenfor motivationsforskning findes et berømt begreb, der kaldes flow. Manden bag fænomenet, den ungarske forsker Mihaly Csikszentmihalyi, peger på, at vi mennesker kan befinde os i mentale tilstande, hvor vi glemmer tid og sted, fordi vi er så fordybede i det, vi er i færd med. 

Ved at betragte professionelle musikere, sportsudøvere, ja sågar skakspillere kunne Csikszentmihalyi pege på flow som den tilstand, hvor der er balance mellem den udøvendes evner samt de krav, der stilles. Opgaven er altså hverken for kompliceret eller for banal, men tilpas udfordrende til, at vi kan fordybe os og glemme vores omgivelser. Det er en tilstand forbundet med megen lykke og tilfredsstillelse og som en tilstand, vi gerne vil genfinde så ofte som muligt, fordi den giver mulighed for at glemme alt omkring os.

Klienten overfor mig kunne med let stemme fortælle om sin passion for at strikke; når hun strikkede, glemte hun alt omkring sig, men når nogen forstyrrede hende midt i processen, kunne hun til stor frustration tabe tråden og ryge ud af sit flow. Til gengæld beskrev hun ligeledes for mig, at hun havde været på weekendophold, gået til yoga, købt gode ting til sig selv, men ingen af disse aktiviteter virkede efter hensigten: at blive afslappet og være til stede i nuet. Lige anspændt var hun, men mest af alt var hun dybt skuffet over sig selv og hendes manglende evner til at være afslappet, selvom omgivelserne ellers – som de fremstilles i dameblade og wellness-reklamer var lige, som de skulle være.

Når jeg ligger på briksen hos min fysioterapeut, spørger hun mig ofte, om jeg har svært ved at give slip på mine tanker, og min første reaktion er for det meste selvkritik: ”Hvorfor kan du ikke bare være afslappet, for helvede!” siger min indre, irriterede stemme, og jeg bliver næsten flov over ikke at kunne finde ud af at være afslappet, for det burde jo – i dén situation – være nemt. Jeg skal ligge på en briks, der er blid musik i højtalerne, og en venlig kvinde masserer mine ømme skuldre. Der er med andre ord alle forudsætninger til stede for, at jeg skal være afslappet.

Det er bare lettere sagt end gjort.

Nogle gange dukker den afslappende tilstand op, som var den opstået ud af det blå, og uden jeg har haft tid til at beslutte mig for det. Som ved bålet forleden, hvor formålet var simpelt – at få bålet til at brænde – blev dét at fokusere på flammerne så altopslugende for mit fokus, at jeg nærmest ikke tænkte på andet i de syv timer, før kulden trak mig ud af den rare tilstand.

Og måske bålet er et eksempel på den tilstand, som min fysioterapeut så fint påpeger, at jeg ofte ikke befinder mig i.

For der er ikke noget galt med fysioterapi, det er formodentlig mine egne forventninger til processen, der er fejlslagne. Jeg vil så gerne være afslappet i de 60 minutter, behandlingen varer, men det er som om, jeg ikke kan gå ind i et afslappet rum på kommando.

Men hvem er det egentlig, vi skylder noget ud over os selv og de (ofte) mange penge, vi bruger på selvforkælelse for at føle os en lille smule afslappede?

Det er jo efterhånden en kliche, der står mejslet i granit, når vi bruger udtrykket: ”Lykke kan ikke købes for penge” ligesom venner heller ikke kan købes for penge, mens andre klicheer påstår, at penge får verden til at løbe rundt.

Så måske vores forventninger til afslappende beskæftigelser bør skrues ned, så vi ikke ender med at blive skuffede og kritisere os selv for endnu en gang ikke at være i stand til at kunne slappe af.

Jeg vil starte listen med det, der ligger lige for:
Jeg kan feje blade sammen
Jeg kan bage en æblekage
Jeg kan tage en lur, når jeg er færdig med at skrive denne tekst, og når jeg vågner, vil jeg drikke en kop kaffe.

Alting behøver ikke at være bål eller brand, for mindre kan også gøre det. 

De små skridt fører os som bekendt ud på den lange vej, men hvis vi ikke tager det første skridt, kommer vi ingen vegne. At være afslappet 24/7 er utopisk og heller ikke ønskværdigt, men hvis der gøres plads til små elementer af afslapning i løbet af en dag, er vi måske heldige at komme lidt nærmere tilstanden på fysioterapeutens briks, som ikke behøver at koste penge, men som heller ikke kan planlægges og besluttes.

For flow opstår, når vi er optagede af en beskæftigelse, vi mestrer, men hvor vi ikke keder os, og det behøver ikke at være som skakgenier eller elitesportsudøvere. Vi kan starte med at strikke ret og vrang eller lægge tørt brænde på bålet. Vi kan være aktive deltagere i processen fremfor at være passive modtagere på en briks, for når vi selv mestrer processen, tager vi ansvar for vores eget ve og vel. 

Det behøver ikke at være kompliceret, og der behøver ikke at stilles store krav til resultatet, for som bekendt kan for høje forventninger føre frygteligt mange skuffelser med sig, hvis de ikke indfries. Og det gør de desværre sjældent. 

For når mestringen er indenfor rækkevidde, er også lykken tæt forbundet hertil. Og der er ikke nogen, der siger, at yogaophold og dyre wellness-behandlinger er den rigtige og eneste form for afslapning. Hvis vi tør at tage ansvar for vores egen lykke og dermed tør at stille krav til, hvad der er afslappende for os, bliver det formodentlig nemmere at mærke lykken ved og befinde sig i en tilstand af flow.