Undskyld, hvor langt er der til Holstebro?

Efter at have boet i Viborg i mere end 9 år, er der et underfundigt mønster, der altid viser sig, når jeg fortæller, hvor jeg arbejder. 

Da jeg før mit jobskifte besvarede spørgsmålet: ”Hvor arbejder du?” med ”Nykøbing Mors”, gjorde folk store øjne: ”MORS?!” som om netop dette sted var noget for sig. De fleste fulgte udbruddet op med: ”Det er sørme langt væk”, og jeg svarede altid på samme måde: ”Nja, det tager en time.” 

Ligesom det også tager en time at køre til Aarhus eller Randers i myldretrafik. Afstanden til Skive og Herning er omtrent 40 minutter i bil, men det interessante er, at afstanden mellem Viborg-Mors synes at være meget længere end afstanden mellem Viborg-Aarhus, selvom der er 66 kilometer til min tidligere arbejdsplads på Mors og 79 kilometer til Aarhus Centrum.

Så hvad er det, der gør, at for eksempel Mors virker som en fjern galakse, når man har Viborg som udgangspunkt for at måle afstand fra ét punkt til et andet?

For det første er Mors placeret vest for Viborg, og for hver kilometer man kører vestpå, des tydeligere ses forandringen i naturen. For naturen omkring Salling og Mors er markant anderledes end den midtjyske, og mens vand ikke er definerende for levevilkår, erhverv eller huspriser i Viborg, er vandet dét, der omringer Mors og skaber øens stærke selvforståelse. Derimod er naturen i Viborg kendetegnet ved en flora og fauna, hvor hundredårige træer majestætiske troner op i både midtby og i de små mindre omkringliggende byer, og så er Viborg placeret i midten af Danmark.  

Derudover er de to byer placeret i hver sin region, men disse usynlige grænseinddelinger burde vel ikke have indflydelse på, hvordan et sted opfattes, når afstanden trods alt er så beskeden, som den er?

Da jeg før sommerferien takkede ja til et nyt job, var jeg spændt på, om reaktionerne på denne geografiske beliggenhed ville være den samme, så da jeg af en bekendt blev spurgt: ”Hvor arbejder du?” svarede jeg forventningsfuldt: ”Holstebro”, og reaktionen var påfaldende ligegyldig, for han svarede blot: ”Hvor mange mennesker bor der egentlig i Holstebro Kommune?” hvortil jeg måtte være ham svar skyldig.

Reaktionen er bemærkelsesværdig, for den tidsmæssige forskel mellem afstanden til mit tidligere arbejde og det nye er ti minutter. Så hvad er årsagen til, at Holstebro synes tættere på både fysisk og mentalt end Mors?

Har man én gang kørt fra Viborg til Holstebro, bliver man opmærksom på den lige linje, der forbinder de to byer, for vejen dertil er snorlige, som var den tegnet med lineal. Den lige landevej, hvor du kører 80 km/t bliver kun sporadisk afbrudt af nogle mindre landsbyer, og jeg falder ofte ind i en trancelignende tilstand, når jeg kører ligeud uden markante afbrydelser. Afstanden mellem Holstebro og Viborg er altså farvet af rutens udformning, for det er som om, de to byer er forbundet til hinanden.

Men hvorfor er det, vi i et lille land som Danmark er så optagede af, hvad der adskiller ét sted fra et andet?  

Det er en interessant mekanisme, der ofte er styret af sammenligningens stærke kræfter, for forståelsen for vores hjem bliver tydeligere ved at sætte det i forhold til et andet. Herigennem får vores eget hjemsted en tydeligere identitet, fordi det er anderledes end et andet, og dermed bliver forskellene det, der gør os mere bevidste om, hvem det er, vi selv er.

Tilsvarende burde man så tænke, at det er lighederne, der giver følelsen af, at noget er nærmere end andet? 

Eller også er det essentielle ved hele denne overvejelse, om det er i afstanden og kontrasterne, vi for alvor får et indblik i, hvad det egentlig er, vi holder af ved vores hjemegn.

Som H.C. Andersen måtte erkende, så var det først på lang afstand af Danmark, han kunne beskrive, hvad det er, der gør Danmark til noget særligt, og hans berømte digt I Danmark er jeg født er netop skrevet, mens Andersen befandt sig langt fra Danmarks grænser. 

Her er beskrivelsen bundet op af den gentagende frase: ”Dig elsker jeg, Danmark mit fædreland”. For Andersen og andre forfattere i hans samtid var det en gennemgående kærlighed til den danske natur, der udgjorde fundamentet for, hvad det vil sige at kalde sig dansker. Her var fokus rettet på naturen, da den på trods af forskellige politiske og religiøse overbevisninger, var det, der kunne binde os sammen og skabe et fæles grundlag i en tumultarisk og kaotisk historisk tid. For når alt kom til alt, så var naturen trods alt det fundament, der kunne sikre vores mest basale overlevelse. 

Så når vi tilsvarende skifter orienteringsretning og bevæger os til nye steder, bliver vi måske mere bevidste om, hvad det er, der gør vores hjem til det, vi har allermest kær.

For selvom Holstebro, Mors og Viborg har mange ting til fælles, så er der alligevel markante forskelle. Den historiske åre, der løber igennem alle danske byer, er et vidnesbyrd om tidligere prioriteringer af f.eks. anlagte egetræsskove, industrihavne eller kulturinstitutioner, der alle sætter deres præg på de respektive byer selv den dag i dag.

Det afgørende er måske ikke, om vi bor i den ene by fremfor den anden, men i højere grad hvordan vi former vores verden ud fra de destinationer og veje, der binder vores hverdag sammen til et hele?

Som en ven fra Viborg sagde for nylig, så: ”Parkerer alle i Holstebro lige i p-båsene, mens folk fra Herning og Viborg kaster deres biler fra sig mere eller mindre tilfældigt.” Billedet er sjovt, fordi det jo som sådan ikke siger så meget om mennesker fra Holstebro, men for ham blev det alligevel et billede på en markant mentalitetsforskel mellem viborgensere og holstebroere.

En tilsvarende påfaldende reaktion fra min nye chef i Holstebro er afslutningsvist værd at bemærke, for da han spurgte, hvor jeg bor, svarede jeg: ”Tæt ved Dollerup bakker i en lille by, der hedder Birgittelyst. Det er i nærheden af Hald Ege.” Hvortil han svarede: ”Det lyder som byer fra en Astrid Lindgren-fortælling.”

Og det siger måske noget om os mennesker generelt; vi definerer os selv ud fra det udgangspunkt, vi lever i – vores hjem og vores geografiske placering. Det bliver fundamentet for at forstå os selv og skabe rammer for den fremtid, vi ønsker os. Og jo mere vi knytter os til et sted, des større bliver kærligheden til stedet. For hvor jeg har rod, derfra går min verden.

Så måske vi skulle prøve med de nye lokale bestsellere: Emil fra Dollerup bakker, Alle vi børn i Birgittelyst eller Ronja Røverdatter fra Hald Ege. Eller også skulle vi blot konstatere, at forskellene mellem de større jyske byer er beskedne, men det er samtidig i de små glimt af forskellighed, vi ser os selv i et tydeligere lys.

For når vi skuer udad, lærer vi noget om andre, men mest af alt lærer vi noget om os selv, som vi ville have været foruden, hvis vi ikke havde turdet at kigge i nye retninger end vores velkendte hjemegn.

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE17458575/undskyld-hvor-langt-er-der-til-holstebro/