Karakterer mangler nuancer: Er du doven, er du en stræber - eller er du bare heldig?
Af Lisa Ludvigsen Al-Mashhadi, cand.mag., lektor
Udgivet i Jyllandsposten 23/6-2024
I gymnasiet havde jeg en meget nær veninde, der næsten uden undtagelse lå en karakter højere end mig i alle fag. Det var ikke fordi, hun pralede. Tværtimod var det oftest mig, der spurgte hende, hvad hun havde fået i karakter. Jeg kendte altid svaret, og alligevel blev jeg ved med at spørge.
Men jeg følte mig dum, for det blev intet andet end selvpineri at blive konfronteret med hendes forudsigelige svar.
Og så følte jeg mig utilstrækkelig.
Ikke bare fagligt, men også som menneske.
I den periode fik vi karakterer flere gange om ugen; når vi fik afleveringer retur, når der blev givet standpunktskarakterer, eller når vi havde været til eksamen, men det var som om, karaktererne korrelerede med vores humør: en god karakter medførte en god dag, mens en dårlig karakter – åbenlyst – førte til, at en eller god dag blev dårlig.
Men der var ingen, der insisterede på, at vi delte vores karakterer med hinanden. Alligevel vidste jeg altid, hvilke karakterer mine klassekammerater havde fået, og på den måde dannede vi os nogle forestillinger om, hvem der var i bunden, midten og toppen af den sociale og faglige rangstige.
Den faglige vurdering havde vores lærere stået bag, mens karaktererne blev som simple mærkater, som kunne klassificere os.
Vi dømte hinanden; er du doven, en stræber, har kloge forældre, eller er du heldig.
Vi manglede bare evnerne til mellemregningerne: Hvorfor du fik 7 er et spørgsmål om årelange vurderinger, observationer, rettearbejde og målrettede lærerindsatser, men den lange proces havde vi som klassekammerater jo intet indblik i. Vi fik bare resultatet og brugte det til at (be)dømme hinanden.
Regningen var dyr at betale, for der var altid nogen, der havde klaret sig bedre end mig, og det kom til at smitte af på mit syn på både dem og mine lærere: Hvorfor har HUN fået 10, når jeg siger meget mere end hende, hvorfor har min lærer ikke bemærket, hvor aktiv jeg er, det må være fordi, han bedre kan lide hende, end han kan lide mig.
Det paradoksale var, at jeg kunne få en karakter og være glad, bare ikke når jeg så fik at vide, hvad andre (der lå højere) havde fået. Så blev min glæde erstattet med bitterhed, selvom jeg i første omgang havde været tilfreds med mit eget resultat.
En af mine venner ville allerede dengang gøre op med karakterhysteriet, og det udfoldede sig ved, at han nægtede at sige, hvad han havde fået i karakter. Både i de daglige afleveringer og til eksamen. Han var fuldstændig tavs, og det blev næsten en sport for os at få ham til at afsløre det. Det var simpelthen for pirrende
ikke at vide det, som om netop hans karakterer holdt på dybe hemmeligheder om ham som menneske.
Vi blev faktisk lidt vrede. HVORFOR ville han ikke dele, når alle andre gjorde det? Det var næsten hånligt, som var han for god til at dele det med os andre.
Og her er det værd at bemærke: vi delte vores karakterer af egen fri vilje, ikke under tvang, men fordi vi ikke kunne lade være.
I bund og grund kom jeg nok til at sætte lighedstegn mellem mine præstationer og min værdi som menneske. Jeg var lige over middel det meste af tiden, og det blev som en bitter taberkamp at rette op på dette manglende selvværd, for jeg sammenlignede mig altid med dem, der var tættere på topkarakter end på gennemsnittet.
Karaktererne vi får, er ikke bare vores, for deres lys (eller mørke) kan også skinne på vores forældre. Jeg hørte for år tilbage om en elev, hvis mor lovede hende en rejse, hvis hun fik 12 i sin sidste eksamen på gymnasiet.
For denne elev handlede det ikke længere om glæden ved at blive student, men om en mors ret til at have magten over datterens glæde; den sidste eksamen kunne blive en god oplevelse, men den kunne lige så vel blive en fiasko, hvor belønningen – eller manglen på samme – kom til at afgøre, om pigen kunne glæde sig over det vigtigste: at have gennemført en uddannelse.
Men hvad motiverer os? Er det karakteren, som vi stolt kan dele med vores omverden (hvis den er god), eller er det glæden over at have arbejdet sig igennem en uddannelse, at være blevet et mere dannet menneske, der er værd at fejre?
For om karakteren er kendt eller ej, er du stadig kommet ud på den anden side. Du har overvundet udfordringer, kedelige fag, kærestesorger og eksaminer.
Vi lever i en verden med store forandringer og en usikkerhed på fremtiden, og i en tid, hvor det at ytre sig frit er blevet truet. Enten skal vi pålægges censur, fordi mange ord har fået ny betydning, eller også betvivler vi, om ordene, der sendes ud i verden, er produceret af et menneske eller en robot.
Den begrænsning ses bl.a. i, hvad vi kan tillade os at kommentere.
Et køn er ikke nødvendigvis fastlagt, men flydende, mens vores politiske ståsted er privat. Hvor meget vi tjener om måneden er ikke noget, vi deler med andre, mens vi heller ikke deler tøjstørrelse, personnummer eller religiøs overbevisning med andre.
Nye GDPR-regler har medført, at personfølsomme data ikke må deles, eksamensopgaver anonymiseres, så man som censor ikke lader sine egne forudindtagne holdninger påvirke bedømmelsen, mens fotografier med tilhørende navne ikke længere må udstilles på offentlige områder.
Og det er fint, for det er en måde at beskytte os på.
Men når det kommer til karakterer, er der ikke sket en indskrænkelse i, hvad vi føler, vi kan tillade os at spørge om. Stolte mødre, der poster billeder med deres dygtige børn, forsynet med tekster, der hylder deres evne til at score topkarakter, kommer til at præge mange feeds de næste uger, mens meget få mødre poster opslag med sønnike, der som forventet fik 02 i sin afgangseksamen.
Måske vi burde starte med et hashtag. Det kunne lyde noget i retningen af: #kunminkarakter eller #hvisduspørgeromminkarakterkandufortællemigdinvægt.
Måske ikke så mundret, men budskabet skulle gerne være klart:
Værn om din rettighed til at holde dine karakterer for dig selv, for du skylder ikke nogen at dele dem.
Hvornår har du sidst spurgt en kvinde om hendes vægt uden at komme ud på den anden side med en ærgerlig følelse af at have insisteret på at få en oplysning, som faktisk ikke tilkommer dig?
Der er noget skamfuldt både for den adspurgte og den, der spørger, når vi bevæger os ind på emner af personlig karakter, som er vi vadet ind i noget sårbart, som vi egentlig ikke har retten til at have en holdning til.
Så kære elever, forældre og lærere:
I den karakterfyldte tid, vi går i møde, vil jeg opfordre jer til lige at overveje en ekstra gang, for hvis skyld I deler jeres karakterer, for der er ikke nogen grund til at dele noget, der måske har bedst af at blive gemt i vores personlige skatkammer af oplevelser og minder.
For en karakter er privat, og kun du bestemmer, om den skal deles med din omverden.
